Lippert

Nu stiller Søren Pind for første gang op til interview i Støjberg-sagen

Søren Pind i Lippert

Hvad skete der? Tidligere justitsminister Søren Pind er for første gang blevet interviewet om sin rolle i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Det skete i programmet 'Lippert' på TV 2 News.

Hvorfor? Fredag blevet Søren Pind afhørt ved Instrukskommissionen om selvsamme emne, og her påstod han, at han advarede både daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg om, at handlingen var ulovlig.

Interviewet er slut

Interviewet med Søren Pind i talkshowet 'Lippert' på TV 2 News er slut. Du kan se eller gense interviewet på TV 2 Play, som bliver offentliggjort her senere i dag.

Skal sagen have konsekvenser for Venstre?

Søren Pind vil heller ikke udtale sig om, hvad konsekvenserne for partiet Venstre skal være, hvis Inger Støjberg bliver dømt skyldig i ulovlig instruks.

- Det er alt for tidligt at forholde sig til. Nu må vi først se, hvad kommissionen finder frem til, siger han i 'Lippert' på TV 2 News. 

Pind vil ikke tage stilling til, hvorvidt Støjberg taler sandt

Søren Pind vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt han tror, Inger Støjberg taler sandt eller ej, når hun siger, at hun ikke var klar over, at sagsbehandlingen var ulovlig. 

Pind: - Jeg vil ikke gidselstages i Støjberg-sagen

- Jeg synes, det er en meget ubehagelig sag. Jeg er jo en af de ganske få, som har siddet med jurister og haft ansvaret for deres rådgivning, og de har hele tiden sagt, at sagen er mere kompleks end som så, siger Søren Pind med henvisning til, at tidligere partifælle Marcus Knuth har udtalt, at hele den borgerlige fløj bakker op om Inger Støjberg. 

- Det er ubehageligt, når det er ens kolleger og partifæller, det gælder. Jeg vil ikke gidselstages, siger han. 

Pind: - Jeg erindrer ikke, at det blev taget op på regeringsmøder

- Jeg har ingen erindringer om, at det blev bragt op på et regeringsmøde, svarer Søren Pind, da han bliver spurgt, om den daværende regering efterfølgende gjorde mere for at stoppe den ulovlige sagsbehandling.

- Det var ikke mig, der tilrettelagde regeringens arbejde. I en regeringen lader man ministrene passe deres arbejde, og det skal man også have lov til.

Pind: Trods advarsler fra Justitsministeriet fortsatte Støjberg

Søren Pind påstår, at Inger Støjberg fortsatte ufortrødent - trods advarsler fra Justitsministeriet om, at handlingen var ulovlig. 

- Det holdt ikke umiddelbart op. Min fornemmelse er også, at der tidsmæssigt foregik noget, efter at vi havde advaret dem. De fulgte ikke blankt, hvad Justitsministeriet havde anbefalet. 

- I en rum tid var der en ubehagelig stemning omkring det, siger han i 'Lippert' på TV 2 News.

Pind: - Jeg sagde til Inger, at hun skulle passe på sig selv

Søren Pind fortæller videre, at han ikke gjorde mere for at stoppe adskillelsen af asylpar. 

- Jeg orienterede min departementschef om, at jeg havde orienteret Statsministeret. Og jeg talte også med Inger Støjberg om, at hun skulle passe på sig selv. 

Han husker dog ikke, hvordan Støjberg reagerede på beskeden. 

Pind: - Løkke var ikke begejstret for, at jeg orienterede ham

I 'Lippert' forklarer Søren Pind, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke var særlig begejstret, da Pind orienterede ham i sagen. 

- Jeg sagde til ham, at der var noget, han skulle holde øje med.

- Det var ikke med enorm glæde, at han svarede. Jeg husker det, som om at jeg orienterede ham over sms, men det kan også have været en kort telefonsamtale.

Interview med Søren Pind begynder klokken 13

På TV 2 News kan du klokken 13 se interviewet med Søren Pind live i talkshowet 'Lippert'.

Analytiker: Lars Løkke bliver indkaldt som vidne

Ifølge TV2s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen, er det nu givet, at Lars Løkke Rasmussen også vil blive indkaldt som vidne af Instrukskommissionen.

- Det er for tidligt at sige, om det her er et turning point. Vi ved ikke endnu, hvad Løkke gjorde, og om han gjorde nok. Men det er i hvert fald spektakulært, at justitsministeren henvender sig og siger, at noget kan være galt, siger Peter Lautrup-Larsen.

TV 2 har fredag forsøgt at spørge den tidligere statsminister, hvad han foretog sig efter Søren Pinds advarsel, men han er ikke vendt tilbage.

Søren Pind: - Jeg orienterede statsministeren over sms

Under afhøringen ved Instrukskommissionen påstod Søren Pind, at han orienterede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om sine bekymringer over sagerne med ulovlig adskillelse af asylpar. 

Søren Pind forklarede videre, at det formentlig foregik på sms, og at det "ikke nødvendigvis udløste den store begejstring" hos Lars Løkke Rasmussen. Under afhøringen sagde Søren Pind også, at det ikke er velset at blande sig i andre ministerområder, og at han havde svært ved at gøre det.

Han ved ikke, hvad Lars Løkke Rasmussen efterfølgende gjorde.

Hvad handler Støjberg-sagen om?

I 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse om, at alle par på asylcentre skulle skilles ad, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev af embedsværket opfattet som en instruks, og man begyndte at adskille parrene.

Siden slog Folketingets Ombudsmand fast, at instruksen var ulovlig, fordi den ikke lagde op til at foretage individuelle vurderinger af de enkelte par.

Instrukskommissionen undersøger nu, om Inger Støjberg - der som minister stod i spidsen for meddelelsen - bevidst brød loven, og om hun har talt usandt over for Folketinget.