Nyheder

Støttepartier kritiserer regeringen for at nøle med samtykkelov

Den samtykkebaserede voldtægtslovgivning skulle have ligget klar inden sommerferien, men regeringen venter, at den først er færdig til efteråret.

Det haster med at få indført en samtykkelov i Danmark. Sådan lyder det fra regeringens støttepartier.

- Jeg synes, det er meget mærkeligt, at forhandlinger er gået i stå, og der er udbedt en tænkepause, for vi har jo for nylig vedtaget en hastelov for 12 sprittyve, og det kunne man altså godt nå, siger Kristian Heegaard, som er retsordfører for Radikale Venstre.

Ifølge planen skulle loven være vedtaget inden sommerferien, men justitsminister Nick Hækkerup har bedt om en tænkepause og udskudt forhandlingerne til efteråret.

Hvilket møder kritik fra støttepartierne:

- Det er jo lidt at trække tingene i langdrag, og det, synes jeg faktisk, er uansvarligt overfor de mennesker, som bliver udsat for voldtægter, siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, til TV 2.

Som lovgivningen på voldtægtsområdet ser ud i dag, skal der være beviser om vold, trusler, eller at offeret har været i en bevidstløs tilstand, før man kan straffes for voldtægt.

Den nye samtykkelov lægger op til, at begge parter i fremtiden skal have sikret sig et samtykke inden sex, hvilket er en del af det forståelsespapir, som regeringen udformede sammen med støttepartierne efter sidste valg.

Samtykke-vagter på Christiansborg

Det er ikke kun støttepartierne, der er frustrerede over ventetiden – det gælder også Iben Hendel Philipsen, der er talsperson for den frivillige organisation Everyday Sexism Project Danmark.

De seneste dage har hun og andre af foreningens medlemmer stået ”samtykkevagt” ved Christiansborg for at demonstrere deres utilfredshed med, at lovgivningen endnu ikke er vedtaget.

- Jeg synes, det er utroligt frustrerende, at de ikke bare kan tage sig sammen og få vedtaget den samtykkelovgivning. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det skal være så svært, siger Iben Hendel Philipsen.

- Den enkle løsning er at spørge

Ingen af de politiske partier ønsker at svare konkret på, hvad uenighederne, der har fået justitsministeren til at tage en tænkepause, handler om. Men regeringen lover, at loven vil ligge klar til efteråret.

- Vi kommer til at lave den største forandring af voldtægtsbestemmelsen, siden den blev indført i 1666, siger Socialdemokraternes retsordfører Jeppe Bruus.

Han fortsætter:

- I dag skal der nærmest vold eller tvang, før det fører til en voldtægtsdom. Fremover skal der være frivilligt samtykke.

Regeringen vil endnu ikke svare på, hvordan man konkret sikrer et samtykke. Men det har Everyday Sexism Project Danmark et bud på:

- Den helt enkle løsning er jo at spørge. Hvis man har været et par i lang tid, kan man også læse hinanden. Men hvis man er det mindste i tvivl, kan man da bare spørge, siger John Joyce, der er bestyrelsesmedlem i organisationen.

Everyday Sexism Project Danmark står samtykkevagt foran Christiansborg frem til sommerferien for at vise deres utilfredshed med, at forhandlingerne om lovgivningen er udskudt.