Coronavirus

Børnehave lukker efter mistanke om coronasmitte

Ti ud af 37 børn har vist tegn på at være smittet med coronavirus.

Ti børn og én medarbejder i Vestervold Børnehave i Varde har tirsdag vist symptomer på at være smittet med coronavirus.

Det oplyser Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen meddeler samtidig, at man ud fra et "forsigtighedsprincip" har lukket børnehaven øjeblikkeligt.

Forældrene til de berørte børn er blevet anbefalet, at alle i husstanden skal holde sig hjemme, indtil man han har "afklaret, om der er tale om smitte med coronavirus."

Også børn uden symptomer bør holdes hjemme, anbefaler kommunen.

Børnene med symptomer er fordelt på to ud af børnehavens tre børnegrupper, og forældre til børn med symptomer er blevet opfordret til at kontakte egen læge med henblik på at teste børnene hurtigst muligt.

- Hvis det er coronavirus, iværksættes smitteopsporing ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer, lyder det i pressemeddelelsen.