Coronavirus er nu så sjælden, at Norge stopper brug af smitte-app
Da den norske corona-app blev lanceret midt i april, var den blandt de første af slagsen i Europa. En dansk version lader vente på sig.
Det norske datatilsyn har besluttet at stoppe al brug af corona-appen 'Smittestopp'.
Det skriver Datatilsynet på deres hjemmeside.
Beslutningen begrundes med, at appens indblanding i privatlivets fred ikke længere kan forsvares, nu hvor antallet af indlagte med covid-19 den seneste måned er faldet fra 58 til 18 personer.
- 'Smittestopp' er en meget privatlivskrævende foranstaltning, selv i en ekstraordinær situation som nu, hvor samfundet forsøger at bekæmpe en pandemi, siger direktør Bjørn Erik Thon i Datatilsynet.
Appen stopper med at indsamle ny data tirsdag, og det midlertidige forbud løber til 23. juni, hvor Datatilsynet vil tage beslutningen op til revurdering.
Kan svække indsatsen mod corona
Appen er skabt for at at hjælpe sundhedsmyndighederne med at begrænse spredningen af coronavirus og kan blandt andet advare brugere via SMS.
Derudover indsamles der anonyme data over brugernes bevægelsesmønstre, som sendes til det norske Folkehelseinstituttet (FHI), der er det norske svar på den danske Sundhedsstyrelse.
FHI er ikke enige i Datatilsynets beslutning, der betyder, at de er nødt til at slette al data og sætte brugen af appen på pause.
Det er ærgerligt, mener FHI-direktør Camilla Stoltenberg, som i en pressemeddelelse siger, at beslutningen svækker deres arbejde for at stoppe spredningen.
- Pandemien er ikke forbi. Vi har ikke immunitet i befolkningen, ingen vaccine og ingen effektiv behandling, siger hun.
Dansk udgave på vej
Appen er blevet installeret 1,6 millioner gange og havde ifølge de seneste tal fra 3. juni næsten 600.000 aktive brugere.
Den er indtil videre testet i tre kommuner, og de første analyser baseret på data indsamlet gennem den blev offentliggjort sidste uge.
De viste blandt andet, at afstanden mellem nordmændene er blevet mindre.
Men imens den norske 'Smittestopp'-app både har været gennem en lancering og en nedlukning, er en dansk udgave af den til en værdi af 20 millioner kroner stadig blot på trapperne.
Forventes at blive lanceret snart
At lave en dansk app efter inspiration af den norske udgave blev fravalgt efter advarsler fra eksperter og kritik fra flere af Folketingets partier.
I stedet gik Danmark med en løsning, hvor myndighederne ikke indsamler personfølsomme oplysninger.
Derudover vil den adskille sig fra den norske, fordi data udelukkende lagres på ens egen telefon. Derfor vil den danske udgave ifølge formand i IT-Politisk Forening Jesper Lund ikke på samme måde være "privatlivskrævende".
Han forklarer, at den norske app alene er blevet brugt til at opsamle data om befolkningens adfærd - ikke til at stoppe smittekæder, som netop er den danske apps formål.
- Den danske app kan alene bruges til at udsende advarsler til folk, man har været i nærheden af. Stikket er blevet trukket på den norske, før de kom så langt, siger han til TV 2.
Den danske 'Smittestop'-app skal efter planen lanceres "medio juni". Det fremgår af et dokument sendt fra ministeriet til Folketingets Finansudvalg.