Han skrev sin egen tilståelse - politiet sagde, han ikke kunne læse

Erik Solbakke blev i 1986 og 1989 dømt for forbrydelser, der kostede 38 mennesker livet. Dommen byggede i al væsentlighed på hans egne tilståelser.

I dokumentarserien ’Tilståelsen’ har eksperter sået tvivl om dommene og sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af tilståelserne fra manden, der blev kaldt "Danmarkshistoriens værste massemorder".

Men fem nye indicier, som ikke var med i dokumentarserien, taler yderligere for hans uskyld, mener de to eksperter, Mette Grith Stage og Asbjørn Rachlew, der har gennemgået sagsakterne.

Erik Solbakke tilstod blandt andet en voldtægt, hvor offeret aldrig meldte sig - han rørte ved en bog, uden at afsætte fingeraftryk og skrev breve til familien, selv om han tilsyneladende hverken kunne skrive eller læse.

TV 2 gennemgår her de fem nye indicier, der hidtil ikke er blevet omtalt i Solbakke-sagen.

1. Erik Solbakke kunne læse

Da Erik Solbakke blev dømt for mordbranden på Hotel Hafnia og drabet på den 15-årige Anette Thomsen på Fanø, lagde retten vægt på "hans manglende mulighed for ved læsning at skaffe sig de nødvendige oplysninger" om forbrydelserne.

Solbakke læste simpelthen så dårligt, at oplysningerne i hans tilståelse ikke kunne stamme fra medierne.

Den vurdering var blandt andet baseret på en læsetest foretaget af den efterforskningsleder fra Rigspolitiets Rejsehold, som stod for hovedparten af de 89 politiafhøringer af Erik Solbakke.

I en afhøring, hvor Solbakkes advokat også var til stede, blev Erik Solbakke bedt om at læse en artikel fra en avis.

I afhøringsrapporten står der:

"Efterfølgende blev han spurgt, om han kunne genfortælle det stykke, som han havde læst. Han kunne oplyse, at stykket havde drejet sig om hærværk, men meget mere kunne han ikke fortælle. Han kunne dog fortælle, at hærværket var sket på en tankstation".

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage undrer sig over, at konklusionen blev, at han ikke kunne skaffe sig de nødvendige oplysninger ved læsning, da han jo beskrev forbrydelsen, artiklen handlede om.

- Hvis jeg var forsvarer i den her sag, ville jeg helt klart have foretrukket, at det var nogle professionelle personer, som havde foretaget en læsetest af min klient, i stedet for den her amatøragtige læsetest.

Faktisk tyder meget på, at Erik Solbakke både kunne læse og skrive, da han blev dømt.

TV 2 har fået adgang til breve, Erik Solbakke sendte fra den sikrede institution Kofoedsminde til sin søster, og skriftlige tilståelser, han selv havde skrevet til politiet - blandt andet om en påsat brand i en børnehave nær Hillerød, som han blev dømt for i 1986.

Også hans tidligere dansklærer Tove Due mener, at Erik Solbakke var i stand til at læse. Hun underviste voksne udviklingshæmmede på et hold, hvor Solbakke var elev, da han blev anholdt i december 1985.

- Det var mit indtryk, at de kunne læse i en vis udstrækning alle sammen - også Erik. Jeg er ikke engang sikker på, at han var en af de dårligste. Han kunne godt læse en tekst. Der vil jeg godt lægge hovedet på blokken.

Tove Due fortæller at Solbakke og de øvrige personer på holdet faktisk blev undervist i artikler, der handlede om nogle af de 27 brande nær Hillerød, som han blev dømt for i november 1986.

- Der var så mange brande i Hillerød på det tidspunkt. Eleverne var alle sammen interesserede i, hvad der skete af den slags. Der er jo et eller andet power i en brand, siger Tove Due til TV 2.

Mette Grith Stage undrer sig over, at den tidligere dansklærer ikke blev indkaldt som vidne i retten, dengang Erik Solbakke blev dømt.

- Det havde været naturligt, hvis man også havde indkaldt den lærer som vidne i retten, som modvægt til det her synspunkt, om at han ikke var i stand til at forstå det, siger Mette Grith Stage.

2. Han rørte ved drabsoffers bog, men satte ingen fingeraftryk

Erik Solbakkes evne til at læse er også interessant i forhold til det næste indicium - det handler nemlig om en bog.

Han blev dømt for drabet på den 15-årige pige Anette Thomsen. Hun blev slået ihjel, mens hun solbadede på en strand på Fanø.

Ved den tredje afhøring om drabet blev Solbakke spurgt, om han kunne huske nogen af drabsofferets ting fra stranden.

“Han svarer, at det kan han ikke huske noget om,” stod der i afhøringsrapporten.

Men ved den femte afhøring kunne han huske både nogle sorte sko, en creme og en bog.

Og ved den niende afhøring var Erik Solbakke kommet i tanke om endnu mere. I afhøringsrapporten stod der, at han svarede på, hvad han gjorde umiddelbart efter det brutale og blodige overfald på pigen:

“Han husker, at han tog bogen op, ligesom han husker, at han bladrede i den. - 'Det gør man jo - man er jo nysgerrig'".

Nogle måneder før havde Erik Solbakke ellers under en afhøring forklaret, at han “blev bange for blodet” og forlod gerningsstedet lige efter overfaldet og altså ikke læste i bogen. Denne skiftende forklaring blev ikke fremlagt for retten.

Erik Solbakke skulle altså ifølge den nye forklaring være den sidste person, der rørte ved bogen, inden den pænt var lagt tilbage på den dræbte piges træsko.

Da politiet analyserede hans fingeraftryk, matchede de ikke nogen af dem, man fandt, på bogen. Dette blev fremlagt for retten, men i dommen stod der:

“Manglende fingeraftryk på bogen - uagtet hans forklaring om at have rørt den - er af forsvindende betydning.”

3. Han nævnte aldrig ordet “kikkert” i 12 afhøringer

Ved den anden afhøring 7. april 1987 om Fanø-drabet sagde Erik Solbakke, at han - den dag Anette Thomsen blev fundet på stranden - så en "mand og kone" ligge sammen i klitterne.

Ved næste afhøring en måned senere udviklede forklaringen sig til, at parret dyrkede sex - og at Erik Solbakke kiggede på dem og blev seksuelt opstemt.

I dommen blev der lagt vægt på, at Erik Solbakke så dette par have samleje på stranden lige før drabet. Det stemte med den forklaring, parret havde givet, da de blev afhørt i 1980 kort efter drabet.

Det fremgår af retsbogen, at anklageren læste uddrag op fra afhøringer af parret, og at hun ”særligt fremhævede den mandlige parts udtalelse om at have følt sig beluret.”

Men parret fortalte i flere afhøringer, at manden, de følte sig beluret af, havde en kikkert eller et kamera med en stor linse. Og det fremlagde anklageren ifølge retsbogen ikke, ligesom det heller ikke bliver nævnt i selve dommen over Erik Solbakke.

Det er ifølge Asbjørn Rachlew problematisk, fordi Erik Solbakke i løbet af 12 afhøringer om Fanø-drabet aldrig fortalte noget om, at han havde en kikkert eller et kamera med sig på stranden - og han blev heller ikke spurgt til det.

Dermed kan det altså have været en anden mand, som parret følte sig beluret af omkring det tidspunkt, hvor den 15-årige Anette Thomsen blev dræbt få meter derfra.

- Hvis jeg har ret, føres dommeren bag lyset. Det er, som jeg ser det, af fundamental betydning for hele bevisvurderingen, skriver Asbjørn Rachlew i den rapport, han har udarbejdet for TV 2 om sagen.

4. Han tilstod voldtægt - offeret meldte sig aldrig

Samme dag som den sjette afhøring om Fanø-drabet fortalte Erik Solbakke, at han havde overfaldet og voldtaget en anden kvinde.

I afhøringsrapporten stod der, at han var "tydeligt trykket" og sagde, at det var sket i Nødebo i Nordsjælland:

“Hun kom gående, og jeg trak hende ind på noget græs".

Men i anmeldelsesblanketten af voldtægten skrev efterforskningslederen en lidt anderledes forklaring. Nemlig at Solbakke forklarede, ‘der kom en ung kvinde cyklende, hvorefter han væltede hende af cyklen og trak hende over på et grønt område’.

Politiet søgte i deres egne arkiver efter denne voldtægt, men der var ikke modtaget nogen anmeldelse fra Nødebo, der passede til Erik Solbakkes tilståelse.

Politiet efterlyste også voldtægten i B.T. 13. marts 1988 med overskriften "Politiet savner offer for mordbrænders voldtægt". I artiklen blev en skråsikker anklager, Inge Wilsbech Andersen, citeret for at sige:

- Vi er ikke i tvivl om, at han taler sandt, og hvis vi efter omtalen skulle få en henvendelse fra kvinden, vil vi tage sagen op. På det grundlag, vi har, kan han ikke dømmes.

Politiet fik aldrig identificeret det påståede voldtægtsoffer, og sagen gik i glemmebogen.

5. Han talte usandt om sin moster

Erik Solbakkes forklaringer om sin moster var også med til at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af hans tilståelser.

I 1982 brændte stearinfabrikken Pia Lys på Østerbro i København ned til grunden. Branden var uopklaret, indtil Erik Solbakke tilstod og blev dømt i 1986.

Erik Solbakke forklarede til efterforskningslederen fra Rejseholdet, at han var på besøg i København, både før og efter han satte ild til Pia Lys-fabrikken. Han forklarede også, at han valgte at sætte ild til lige netop den fabrik, fordi hans moster havde arbejdet der, og hun boede lige i nærheden.

Efterforskningslederen afhørte derefter Erik Solbakkes moster. Men hun fortalte politiet, at hun aldrig havde arbejdet på Pia Lys stearinfabrik, og at hun heller aldrig havde været der sammen med sin nevø Erik Solbakke.

Mosteren fortalte også, at hun ikke huskede, at Erik Solbakke var på besøg hos hende, da stearinlysfabrikken brændte.

Alligevel blev Erik Solbakke dømt for branden på Pia Lys.

Et års tid senere under afhøringerne om branden på Hotel Hafnia fortalte Erik Solbakke igen om sin moster. Han sagde til efterforskningslederen, at han havde været på besøg hos sin moster i København den nat i 1973, hvor han også satte ild til Hotel Hafnia i København. Men denne gang blev mosteren ikke afhørt af politiet, og Erik Solbakkes mulige alibi blev altså aldrig undersøgt til bunds.

- Jeg har været drabsefterforsker i mange år, og at afhøre et så vigtigt vidne er ikke noget, man som efterforsker bare glemmer. Så der må være en eller anden grund til, at man ikke har gjort det, fortæller afhøringsekspert Asbjørn Rachlew.

Anklager Inge Wilsbech Andersen, dommeren og forsvareren i sagen har trods flere henvendelser fra TV 2 ikke ønsket at medvirke.

Se alle afsnit af 'Tilståelsen' på TV 2 PLAY