Uro efter politivold

'Usædvanlige' bøger på bestseller-listerne i både Danmark og USA - kan være et vendepunkt, mener eksperter

Litteratur har gennem tiderne haft stor påvirkning på racisme og diskrimination - og det kan meget vel være det, vi ser igen nu.

'Why I'm No Longer Talking to White People About Race'​.

Du kender måske ikke denne bogtitel, som oversat betyder: "Derfor taler jeg ikke længere med hvide mennesker om race". Og du har formentlig heller ikke hørt forfatterens navn, Reni Eddo-Lodge.

Alligevel har bogen - sammen med tre andre bøger om antiracisme - de seneste dage været blandt de bedst sælgende bøger herhjemme.

Det viser en opgørelse over de ti bedst sælgende bøger i starten af juni fra den danske internetboghandel Saxo, der oplyser til TV 2, at det er helt usædvanligt.

Disse fire anti-racistiske bøger er populære lige nu

  • 'So You Want to Talk About Race' - af Ijeoma Olou
  • 'Me and White Supremacy' - af Layla Saad
  • 'Why I'm No Longer Talking to White People About Race' - af Reni Eddo-Lodge
  • 'White Fragility' - af Robin DiAngelo

Saxos presseansvarlige oplyser, at man ikke har ført kampagne eller på anden vis gjort opmærksom på de antiracistiske bøger. Det er noget, danskerne selv har været inde og finde.

Nøjagtig samme tendens ses også hos den amerikanske e-handelsgigant Amazon. Her har 15 ud af de 20 bedst sælgende bøger lige nu temaet race eller antiracisme, skriver CNN.

Da en sort mand døde i politiets varetægt

Bøgernes popularitet kommer i kølvandet på den 46-årige afroamerikaner George Floyds død i forbindelse med en anholdelse, hvor en hvid politibetjent pressede sit knæ mod Floyds hals. Hændelsen blev optaget på video.

Siden har der været demonstrationer mod politivold og racisme over hele USA, og i både amerikanske medier og på sociale medier har budskabet været, at det handler om at være "allierede" i stedet for at være tavse.

Netop den proaktive reaktion er formentlig forklaringen på, hvorfor så mange søger på antiracistiske bøger lige nu.

Det mener professor og leder af Center for Amerikanske Studier på SDU Jørn Brøndal, der har skrevet bogen 'Det sorte USA'.

- Bøgernes popularitet fortæller mig, at det, der sker i USA lige nu, er et muligt vendepunkt. Den video har været noget udover det sædvanlige. Samtidig har den gået hånd i hånd med de andre kriser, der tidligere har været i USA, siger han.

Hvad kan jeg gøre som hvid?

Den betragtning deler Martyn Bone, som er lektor ved Københavns Universitet og ekspert i amerikansk litteratur.

Han har forsket specifikt i litteratur skrevet af afroamerikanere, og selvom disse bøger gennem tiden før har været populære, kan han se, at mange læser dem med et andet formål i dag.

- Der er blevet en større opmærksomhed hos hvide mennesker omkring: "Hvordan er jeg en del af det her problem - og hvad kan jeg gøre ved det som hvid?", siger Martyn Bone.

Ifølge Saxo kunne man særligt tirsdag mærke, at salget af bøger med disse temaer steg. Tirsdag delte millioner af mennesker verden over sorte billeder med hashtagget #BlackOutTuesday for at vise støtte.

Det kan meget vel have sat refleksioner og ønsker om oplysning i gang hos flere, mener Martyn Bone.

- Det sorte billede viser, at du tænker over det - at du ikke er racist. Men ved at læse en bog gør du mere end "bare at like eller dele noget på Instagram". Så går du mere i dybden og reflekterer over det, siger Martyn Bone.

Bøger har før gjort en forskel

Både han og professor Jørn Brøndal tror på, at bøger kan være med til at gøre en forskel. Det er nemlig sket flere gange tidligere i historien.

- Vi har set, at bøger kan være med til at udvide horisonter og give en stemning, der kan pege i retning af mere tolerance, siger Jørn Brøndal.

Herunder giver de to eksperter deres bud på en række bøger, som har været med til påvirke historien i USA i forhold til racisme og diskrimination.

Seks bøger, der har påvirket kampen mod racisme

  1. 'En amerikansk slaves beretning' (1845)

    Det handler den om: Bogen med den originale titel 'Narrative of the Life of Frederick Douglass' er skrevet af den afroamerikanske borgerrettighedsaktivist Frederick Douglass. Han var født til en slavetilværelse, men i en ung alder havde han held med at flygte til nordstaterne. Her skrev han en selvbiografi, der var med til at åbne amerikanernes øjne for slavesystemets brutalitet.

    Derfor er den vigtig: Frederick Douglass blev med sin bog den første centrale skikkelse i de sorte amerikaneres kamp for frihed. Ifølge Martyn Bone blev den vigtig, fordi den ikke "bare" var en selvbiografi, men fordi den var medvirkende til, at slaveriet stoppede.

  2. 'Onkel Toms hytte' (1852)

    Det handler den om: Bogen med den originale titel 'Uncle Tom's Cabin' er skrevet af den amerikanske forfatter Harriet Beecher Stowe. Den handler om slaven Tom, der ender hos en brutal og ondsindet plantageejer.

    Derfor er den vigtig: Bogen var den mest solgte roman i 1800-tallet og i en periode den anden mest solgte bog overhovedet – kun overgået af Bibelen. Ifølge Jørn Brøndal fik den en enorm indflydelse på racedebatten i USA, fordi den blev udgivet på et tidspunkt, hvor debatten var ophidset. Flere eksperter har siden beskrevet bogen som medvirkende årsag til den amerikanske borgerkrig (1861-65).

    'Onkel Toms hytte' er dog også problematisk på nogle punkter, mener Martyn Bone.  Ifølge ham har bogen skabt stereotypen ”Onkel Tom”, som er blevet et synonym med manglende selvrespekt og underdanighed. Derudover er forfatteren blevet kritiseret for at støtte kolonisering og sende nogle af romanens vigtigste sorte profiler "tilbage" til Afrika - selvom de fleste i amerikansk slaveri var født i USA.

  3. 'The Souls of Black Folk' (1903)

    Det handler den om: 'The Souls of Black Folk' er skrevet af den amerikanske sociolog William Edward Burghardt Du Bois. Bogen indeholder adskillige essays om race, som magasinet Atlantic tidligere har udgivet.

    Derfor er den vigtig: Ifølge Jørn Brøndal kritiserer forfatteren raceundertrykkelse i en tid, hvor man risikerede at blive slået ihjel for det. Han var dog villig til at satse og kæmpe for afroamerikanernes sag og gjorde det frem til sin død i 1960’erne. Ifølge Martyn Bone var bogen vigtig, fordi den viser, hvordan racisme fungerede i USA, og hvordan sorte mennesker ønskede at være en del af USA og være amerikanere, men primært blev set som ”negroes".

  4. 'The Fire Next Time' (1963)

    Det handler den om: Bogen er skrevet af den amerikanske forfatter James Baldwin. Han har skrevet bogen som et brev til sin nevø, hvor han forklarer, hvad det er for en verden, han kommer til at vokse op i. 

    Derfor er den vigtig: Bogen blev ifølge Jørn Brøndal en form for advarsel om, hvor slemt det ville blive i USA, hvis man ikke gjorde noget for borgerrettighedsbevægelsen. Den blev læst af flere hvide mennesker, fordi den udkom i The New Yorker. Samtidig fik den ifølge Martyn Bone en særlig betydning, fordi den udkom samme år, som Martin Luther King holdt sin populære tale 'I have a dream'. Få år efter bogen udkom, udbrød der optøjer i flere amerikanske byer. Det handlede ikke kun om Baldwins ord. Men hans ord var med til at befæste det, forklarer Jørn Brøndal.

  5. 'Autobiography of Malcolm X' (1965)

    Det handler den om: Selvbiografien handler om menneskerettighedsaktivisten Malcolm X's liv og hans tanker om at bekæmpe racisme, som handlede om "også at slå tilbage" indimellem. Den er lavet i samarbejde mellem Malcolm X og journalisten Alex Haley.

    Derfor er den vigtig: Malcolm X var langt mere konfrontatorisk end eksempelvis Martin Luther King. Ifølge Martyn Bone var Malcolm X skeptisk over for ikke-voldelige protester som den eneste måde at bekæmpe racisme. "Hvis racister er voldelige over for sorte mennesker, skal man forsvare sig "på alle nødvendige måder". Samtidig fik den en meget stor betydning for den sorte mands selvopfattelse, fordi mange kunne spejle sig i Malcom X.

    Få år senere udgav Alex Haley også bogen 'Roots', der også handlede om racisme og senere blev til en tv-serie.

  6. 'Farven Lilla' (1983)

    Det handler den om: Bogen med den originale titel 'The Color Purple' er skrevet af den amerikanske forfatter Alice Walker, der vandt Pulitzer-prisen for fiktion i 1983. Bogen blev senere til en film med samme navn. Romanen foregår i 1930‘ernes Georgia, USA, hvor afroamerikanske kvinders rettigheder var nærmest ikke-eksisterende. Bogen fortæller om dem, der lod sig kue, og dem, der tog kampen op for at få et bedre liv.

    Derfor er den vigtig: Ifølge Martyn Bone kom der i 1970’erne en bølge af sorte kvindelige forfattere. Alice Walkers bog var vigtig, fordi den handlede om meget mere, end hvordan det var at være en fattig, undertrykt kvinde. Tidligere havde de fleste bøger om sortes liv i USA været skrevet af mænd, men nu hørte man også de sorte kvinders stemmer, hvilket betød, at der kom fokus på eksempelvis seksuel vold.

    Begge eksperter fremhæver også 'Beloved' af Toni Morrison som en af de vigtigste bøger af kvindelige forfatter. Den udkom fire år efter 'The Color Purple'.