Uro efter politivold

Uro i USA efter politivold

Pave Frans fordømmer racisme under sin ugentlige tale.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad sker der? Demonstranter marcherer i hele USA for anden uge i træk. Det gør de, efter en sort mand døde under en brutal anholdelse foretaget af en hvid betjent mandag 25. maj. 

Hvad ved vi? Betjenten, hvis navn er Derek Chauvin, er blevet fyret, anholdt og sigtet for drab på den nu døde mand, George Floyd. Samtidig bliver demonstrationerne større - og i nogle tilfælde, voldelige. 

Paven kalder George Floyds død tragisk

Pave Frans fordømmer racisme under sin ugentlige tale.

Pave Frans kalder George Floyds død for "tragisk". Paven siger, at han beder for ham og for alle andre, som er blevet dræbt som ofre for "racismens synd". Det skriver Reuters. Paven fortsætter med at sige, at racisme er en synd i kristendommens øjne. 

George Bush udtrykker støtte til demonstranter i sjældent budskab

Den tidligere præsident George W. Bush skriver i en udtalelse på sin hjemmeside, Bushcenter, at han er forarget over den brutale anholdelse, der endte med George Floyds død. 

Det er et alment problem for sorte amerikanere landet over, at politiet chikanerer og truer især unge mænd, skriver Bush blandt andet. Den tidligere præsident fortsætter med at sige, at de udbredte demonstrationer skal ses som en styrke, fordi de kæmper for en bedre fremtid.

- Denne tragedie, der blot er endnu en i rækken over lignende tragedier, rejser spørgsmålet, der skulle være stillet for længst: Hvordan gør vi ende på systematisk racisme i samfundet?, skriver præsidenten. 

Nationalgarden undersøger mulig misbrug af helikopter under demonstration

Nationalgarden i Washington D.C. undersøger, om det var lovligt, da en af gardens lægehelikoptere fløj meget lavt og tæt på demonstranter for at skræmme dem væk.

- DCNG (Washington D.C.'s nationalgarde, red.) er ved at efterforske en lavtflyvende manøvre med helikopter 1. juni for at sikre, at alle forholds- og sikkerhedsregler blev overholdt, siger garden ifølge The Guardian. 

Washington D.C.'s nationalgardes general, William J. Walker, udtaler, at han vil holde sine soldater til den absolut højeste standard og har bedt om en omgående efterforskning af helikopter-episoden. 

200 demonstranter anholdt i New York City tirsdag

Politiet i New York City anholdt omkring 200 demonstranter tirsdag, skriver CNN.

Ifølge mediet regner politiet med, at antallet vil stige, efter at New York City har indført udgangsforbud. 

Mandag var der voldsomme optøjer på Manhatten, hvor en række butikker blev smadret og plyndret, og da demonstranter tirsdag forsøgte at krydse broen fra Brooklyn til Manhatten, blokerede politiet vejen.

Seks betjente risikerer fængselsstraf

Seks betjente i Atlanta i delstaten Georgia risikerer at få fængselsstraf for overdreven magtudøvelse under demonstrationerne i USA.

Betjentene skød to studerende i start 20'erne med strømpistoler under en anholdelse, mens de studerende sad i en bil. Politiet fjernede dem efterfølgende fra bilen ved brug af fysisk magt. Ifølge Reuters var anholdelsen relateret til demonstrationerne. 

Episoden skete 30. maj. Den følgende efterforskning har vist, at der ingen tegn er på, at de to unge studerende, som begge er sorte, modsatte sig anholdelse eller på anden måde udgjorde en trussel, oplyser de lokale myndigheder. Derfor har man indtil videre fyret to ud af de seks betjente og agter at sigte dem for overdreven magtmisbrug med henblik på at få dem fængslet, skriver Reuters.

Floyds families advokat til TV 2: Uro er politiets skyld

George Floyds families advokat, Benjamin Crump, mener ikke, at de demonstrationer, der har udviklet sig voldeligt, er kommet ud af det blå. 

- Det var politiets brutalitet og et racistisk retssystem, der antændte disse flammer, siger han til TV 2.

Benjamin Crump siger, at demonstrationerne først stopper, når politiet stilles til ansvar for deres brutale gerninger.

- Dét og lige ret for alle vil slukke disse flammer én gang for alle.  

Demonstranter bliver efter udgangsforbud - igen

Flere amerikanske stater forsøger at dulme optøjerne i USA ved at indføre udgangsforbud, men demonstranterne lader sig ikke stoppe så let. 

Tusinder af mennesker forbliver på gaden, efter at udgangsforbuddet er trådt i kraft.

Det skriver The Guardan. Ifølge mediet blev demonstranterne også på gaden efter udgangsforbuddet mandag.

Embedsmand i Pentagon trækker sig efter rydning af demonstranter

James Miller, en tidligere toppolitisk embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har trukket sig fra sin post i forsvarets rådgivende bestyrelse.

Det sker af utilfredshed med forsvarsminister Mark Espers støtte til rydningen af demonstranter ved Lafayette Square i Washington D.C. mandag forud for præsident Donald Trumps besøg ved en nærliggende kirke.

I sit opsigelsesbrev, offentliggjort af The Washington Post tirsdag, påpeger James Miller, at han mener, at forsvarsminister Mark Esper har krænket sit løfte om at beskytte USA's forfatning.