Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Coronavirus i USA.

Hvad sker der? Dødstallene stiger fortsat i Brasilien. I dag genåbner Italien for turister fra Europa.

Hvad er status? 100 personer er indlagt med coronavirus i Danmark. Heraf er 20 i intensivbehandling og 10 i respirator. 580 er døde med covid-19.

Find de senest opdaterede tal her.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Sankt Petersborg har over 1500 flere døde i maj end sidste år

Gravere på en særlig coronasektion af gravplads nær Sankt Petersborg, 5. maj 2020

Den russiske storby Sankt Petersborg har registreret 1552 flere dødsfald i maj sammenlignet med samme måned sidste år, skriver Reuters. I officielle statistikker har byen dog blot registreret 171 af dødsfaldene som coronarelaterede.

Spædbarn død med coronavirus i USA

Et ni måneder gammelt spædbarn er død med coronavirus i Kentucky, USA, skriver CNN. Statens guvernør, Andy Beshear, siger, at covid-19 ikke var den direkte årsag til dødsfaldet, men bidrog til det.

I en verden uden coronavirus havde pludselig uventet spædbarnsdød (SIDS) været registreret som dødsårsag, siger sundhedskommisær i staten Steven Stack.

Sao Paulo forudser fordobling af coronasmitte

En brasiliansk mand krammer sin mor gennem plastik i Sao Paulo, 30. maj 2020.

Sao Paulos regering forudser en fordobling af coronasmittede i den brasilianske delstat inden slutningen af juni, skriver CNN. Seneste tal viser 123.000 registrerede tilfælde. Tirsdag døde 327 brasilianere med coronavirus i delstaten.

Enighed om hjælpepakke i Tyskland

Den tyske forbundskansler Angela Merkels parti CDU og de tyske socialdemokrater er blevet enige om en hjælpepakke, der skal stimulere den tyske økonomi under coronakrisen. Pakken lyder på 130 milliarder euro. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har set et regeringsdokument.

Restauranter åbner flere steder i New York

Restaurantejer i New York.

Mindst syv regioner i New York er klar til at åbne restauranter til udendørsservering torsdag, skriver CNN. New Yorks dødstal er de seneste dage faldet - i går lød meldingen på 49 døde med coronavirus.

Snart kan hollændere rejse til en række europæiske lande

Café i Ljubljana, hovedstaden i Slovenien. Her kan hollændere fra 15. juni nyde en middag.

Den hollandske regering har besluttet, at hollændere får lov at rejse til følgende europæiske lande fra 15. juni: Belgien, Bulgarien, Tyskland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxemborg, Portugal, Slovenien og Tjekkiet.

Frankrig og Spanien mangler stadig at tage stilling til, hvorvidt hollandske turister er velkomne. Danmark har allerede besluttet, at sommeren kun byder på turister fra Norge, Island og Tyskland.

Coronavirus muterer ikke på en farlig måde, siger WHO

Virussen har foretaget forventelige ændringer, lyder det fra WHO.

Selvom coronavirussen har muteret til mere end 40.000 slags, er det ikke sket på en farlig måde indtil nu, siger epidemiolog fra WHO Maria Van Kerkhove på et pressemøde. Det betyder dog ikke, at virussen ikke er farlig i sig selv, understreger hun og opfordrer til, at verdens befolkning stadig er på vagt for at undgå smittespredning.

Laveste smitte i Europa siden 22. marts

En italiensk mand krammer sin datter, 2. februar.

Europa havde tirsdag det laveste rapporterede antal af coronasmittede siden 22. marts, siger generalsekretær i WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Han siger samtidig, at WHO især er bekymret for Central- og Sydamerika, hvor mange lande oplever "eskalerende epidemier".

Studenterkørsel får grønt lys

Arkiv.

Regeringen og Folketingets partier har besluttet at tillade studenterkørsel i år. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Ritzau.

Brasilien får igen ny sundhedsminister

Præsident Bolsonaro rider på hest under en coronademonstration, 31. maj 2020.

Efter 19 dage uden har Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, ansat en sundhedsminister, skriver CNN. Dermed bliver hærchef Eduardo Pazuello landets tredje af slagsen under coronapandemien.

De to tidligere sundhedsministre blev fyret og sagde op, da de var uenige i Bolsonaros coronastrategi. Brasilien er et af de absolut hårdest ramte lande i verden med over 30.000 officielle coronadødsfald.

Østrig åbner grænser - Italien må vente

(Arkiv) En østrigsk grænsebetjent tjekker papirer, marts 2020.

Fra på torsdag vil Østrig fjerne alle coronarelaterede grænserestriktioner til sine nabolande: Tyskland, Liechtenstein, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Det skriver BBC.

Østrigs udenrigsminister Alexander Schallenberg siger, at Italiens coronasituation desværre ikke tillader en grænseåbning nu på torsdag, hvor den træder i kraft for de syv andre nabolande.

Alvorlige bivirkninger skal nu undersøges - Trump har taget medicinen

Arkiv.

Det videnskabelige tidsskrift The Lancet igangsætter en undersøgelse af et omtalt studie, hvor coronapatienter fik alvorlige bivirkninger efter behandling med hydroxyklorokin, skriver Ritzau. USA's præsident Trump har tidligere sagt, at han har taget hydroxyklorokin, som normalt malariamedicin.

Regioner vil give tre ud af fire corona-svar inden 24 timer

Coronatest (Arkivfoto).

Tre ud af fire danskere, der testes for coronasmitte, skal have svar, senest 24 timer efter at testen er foretaget. Det er det nye mål hos Danske Regioner, der den seneste måned har udført over en halv million test, skriver Ritzau. Samtidig skal 95 procent have svar inden for to døgn efter testen.

Landets hospitaler har ifølge Danske Regioner de seneste to uger opfyldt målene. 75 procent af dem, der blev testet mandag den 25. maj, fik svar inden for 22 timer, mens 95 procent havde svarer inden for 40 timer.

Over 600 sygeplejersker er døde med coronavirus

Grafitti på gaden i Manchester, der viser en sygeplejerske med en glorie over hovedet. Det anslås, at i alt 450.000 ansatte på hospitaler og plejehjem verden over er blevet inficeret med virussen.

Over 600 sygeplejersker er registreret døde med coronavirus på globalt plan, oplyser Det Internationale Sygeplejeråd, ICN.

Det anslås, at i alt 450.000 ansatte på hospitaler og plejehjem verden over er blevet inficeret med virussen. Dødstallet blandt sygeplejersker med coronavirus er blevet mere end fordoblet i den seneste måned - fra 260 døde 6. maj - viser tal baseret på data fra over 30 lande.

- I de seneste to måneder har vi set antallet af dødsfald med covid-19 blandt sygeplejersker stige fra 100 til nu over 600, siger Howard Catton, som leder ICN i Genève.

ICN repræsenterer over 20 millioner registrerede sygeplejersker.

Ingen coronarelaterede dødsfald det seneste døgn

Antallet af danskere døde med covid-19 er stadig 580, fordi ingen danskere er døde med covid-19 det seneste døgn. Tallet for indlagte er steget med 1 og er dermed 100 - heraf er 20 på intensiv, hvilket er én færre end i går. 

37 danskere er siden i går testet positiv for virussen. 

Det er femte gang på en måned, at Danmark har nul døde med corona. 

Overraskende samarbejde om Venezuelas coronakrise

Venezuelas præsident Nicolas Maduro under en videokonference med medlemmerne af kabinettet i hovedstaden Caracas for to dage siden.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og oppositionslederen, Juan Guaidó, er nået til enighed om at samarbejde om at rejse penge til bekæmpelse af coronakrisen i landet.

Med hjælp fra Den Panamerikanske Sundhedsorganisation, Paho, vil regering og opposition i det splittede land koordinere bestræbelser på at finde finansielle ressourcer til kampen mod pandemien.

Landets kommunikationsminister, Jorge Rodriquez, har læst hele den indgåede aftale op på det statslige tv.

Venezuela har officielt meddelt, at der er 1819 covid-19-tilfælde i landet, og at 18 er døde med coronavirus. Men internationale organisationer som Human Rights Watch mener, at de reelle tal er langt højere.

Putin afslår britisk invitation til vaccinemøde

Botkin-hospitalet i Sankt Petersborg er et af de steder, russere med covid-19 bliver behandlet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ikke planer om at deltage i et onlinemøde om en mulig vaccine mod coronavirus, skriver Al Jazeera. Det er det britiske parlament, der arrangerer konferencen, der finder sted denne uge. 

Boris Johnson inviterede sin russiske kollega i sidste uge, og formålet er at "mobilisere de ressourcer, der skal til for at sikre en universelt tilgængelig vaccine". 

Rusland har 432.000 bekræftede smittetilfælde, mens dødstallet lyder på 5.215 russere. 

Kurven over arbejdsløse i EU begynder at stige igen

Kurven over arbejdsløse i Europa, som i syv år er faldet mod et historisk lavt niveau, er vendt og stiger igen. I april steg arbejdsløsheden i de 27 EU-lande til 6,6 procent fra 6,4 procent i marts, viser de sæsonkorrigerede tal fra EU's statistikkontor, Eurostat. Siden 2013 er tallet faldet fra et niveau omkring 11,5 procent, men coronakrisen har vendt udviklingen.