Udland

Få seneste nyt om demonstrationer mod politibrutalitet

Hvad sker der? I USA fortsætter de voldsomme uroligheder, efter at en sort mand i mandags døde under en brutal anholdelse. Nationalgarden er sat ind i flere stater.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Stor demonstration foran Det Hvide Hus

En stor gruppe af demonstranter har samlet sig foran Det Hvide Hus søndag aften dansk tid. På stedet er også politibetjente med skjolde, skriver CNN.

Demonstranterne råber blandt andet "George Floyd", hvis død satte gang i de landsdækkende protester. De råber også på Donald Trumps afgang som præsident.

De seneste dage har området omkring Det Hvide Hus været centrum for store protester, og præsidentens sikkerhedstjeneste, Secret Service, beretter, at over 60 af deres betjente er kommet til skade i løbet af weekenden.

Efter fredagens demonstrationer foran Det Hvide Hus, skrev Trump blandt andet:

- Hvis nogen brød gennem hegnet (til Det Hvide Hus, red.), ville de blive mødt af de mest bidske hunde og de mest ildevarslende våben, jeg nogensinde har set. På det tidspunkt ville folk være blevet såret meget slemt som minimum.

Politibiler brændt og hærget i Philadelphia

Flere politibiler er brændt og ødelagt i Philadelphia søndag, mens butikker bliver plyndret.

Præsident Trump opfordrer nu til, at guvernøren i Pensylvania indkalder nationalgarden.

Lokale donerer mad i Minneapolis

Mange supermarkeder er brændt ned, men nu strømmer lokale til med hjælp i Minneapolis.

- Når der er tryk, er der også modtryk, siger Jesper Steinmetz, der rapporterer fra staten Minnesota, hvor demonstrationerne begyndte.

Mange anholdelser det seneste døgn

Flere hundrede amerikanere er blevet anholdt efter de voldsomme demonstrationer. Blandt andet i:

  • Los Angeles (400)
  • Chicago (240)
  • Texas (200)
  • Detroit (84)
  • Denver (83)
  • Miami (57)
  • Pittsburgh (40)
  • Washington D.C. (17)

Kilde: CNN

5000 soldater indsat mod demonstrationer

Fra søndag morgen amerikansk tid er omtrent 5000 soldater fra nationalgarden indsat som modsvar til protesterne. 2000 yderligere er klar til at blive sat ind om nødvendigt, skriver CNN.

Udover at være til stede i hovedstaden Washington D.C. er nationalgarden også i følgende stater: Colorado, Georgia, Indiana, Kentucky, Minnesota, North Carolina, Ohio, Pennsylvania, South Carolina, South Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Washington State, Wisconsin.

Demonstranter i USA opfordres til at blive testet

Demonstrationerne finder sted i et USA, som stadig kæmper med coronavirus-udbruddet. Derfor opfordrer borgmestre i flere storbyer demonstranter til enten at lade sig teste eller at isolere sig selv, skriver BBC.

En af dem er Atlantas borgmester, Keisha Lance Bottoms.  

- Hvis du var med til at protestere i aftes, er du sandsynligvis nødt til at tage en covid-19-test i denne uge, siger hun.

Også Washington DC’s borgmester opfordrer overfor NBC News demonstranterne til at blive testet eller blive hjemme.

Mere end 60 betjente såret ved Det Hvide Hus

I løbet af weekenden er mere end 60 Secret Service-betjente blevet såret ifølge en pressemeddelelse fra Secret Service selv.

Betjentene kom til skade i nærheden af Det Hvide Hus, hvor vrede demonstranter angiveligt skulle have kastet sten og flasker, samt sparket, slået og spyttet på betjentene, skriver CNN.

11 betjente er mellem fredag til søndag kørt på skadestuen. Medarbejdere i Det Hvide Hus har søndag fået besked på at undgå at møde ind på grund af demonstrationerne, skriver CNN.

Secret Service er en amerikansk sikkerhedstjeneste, der blandt andet varetager præsidentens sikkerhed.

Trumps sikkerhedsrådgiver afviser systematisk racismeproblem

I et interview med CNN afviser USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O'Brien, at der er systematiske problemer med racisme i det amerikanske politi. 

Han mener, at 99,9 procent af betjentene gør et godt arbejde. Men der er enkelte "brodne kar".

- Der er ingen tvivl om, at der er racistiske betjente. Men jeg tror, at det er minoriteten, jeg tror, at de er nogle få brodne kar, og vi er nødt til at komme af med dem, siger O'Brien.

Guvernør afviser at fordømme betjente fra video

Andrew Cuomo, guvernør i New York, afviser at fordømme politibetjentene, der kørte ind i en gruppe demonstranter. Det skriver The Guardian. 

- Lad os huske, at der altid er to sider af en historie. Politiet er i en umulig situation på mange måder, siger Andrew Cuomo ifølge mediet.

Han ville ønske, at folk ville bruge stemmeretten fremfor vold, siger han. 

- Kræv forandring, og hvis regeringens ledere ikke vil efterleve det, eller ikke kan efterleve det, eller ikke ved, hvordan det skal efterleves, så stemmer du dem ud, siger han ifølge The Guardian.

Byer forlænger udgangsforbud

En række byer forlænger udgangsforbuddet, der er blevet indført i forbindelse med den uro, der har fundet sted i mange amerikanske byer denne uge. Det skriver CNN.

Byen Chicago vil forlænge sit udgangsforbud indtil andet bliver meldt ud. Byen Atlanta har forlænget forbuddet med en dag, så det gælder søndag med. Sidstnævnte sted træder det i kraft klokken 21 om aftenen og varer til solopgang. 

Trump: Antifa er en terrororganisation

Præsident Donald Trump skriver på sin Twitter-profil, at USA vil  se på Antifa som en terrororganisation. 

- De Forenede Stater vil udpege Antifa som en terrororganisation, skriver han. 

Mediet The Guardian skriver, at dette er seneste skud på stammen af Trumps forsøg på at skyde skylden for den vold og plyndring, der foregår i USA disse dage, på Antifa og andre venstreorienterede organisationer. 

Det bliver dog en udfordring at følge op på for Donald Trump, eftersom Antifa består af en række løst organiseret grupper, som Charlie Savage, sikkerhedspolitisk reporter på New York Times, skriver på Twitter. 

- Spild ingen hjerneceller på dette. Antifa er en svagt defineret bevægelse af personer, som kan lide demonstrationer, ikke en faktisk organisation. Selv hvis det var en reel gruppe, ville loven, der gør, at staten kan anderkende grupper som terrorister, kun være gældende for udenlandske organisationer, skriver han. 

Fodboldspiller hylder Floyd under kamp

Fodboldspilleren Marcus Thuram knæler efter at have scoret et mål i en kamp søndag aften som en hyldest til afdøde George Floyd. 

Spillerens hold, Borussia Mönchengladbach, vandt 4-1 over Union Berlin i den tyske fodboldliga Bundesligaen. Det skriver ABC News

Guvernør i New York forventer undersøgelse

Andrew Cuomo, guvernøren i New York, forventer, at rigsadvokaten i delstaten vil have en undersøgelse af politiets opførsel i forbindelse med demonstrationerne klar om 30 dage. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demonstrationerne finder sted i New York og mange andre byer efter, at den sorte amerikaner George Floyd døde mandag i forbindelse med en anholdelse. 

Borgmester i New York: Vi undersøger hændelsen med patruljebiler

Lørdag aften lokal tid kørte to politibiler ind i gruppe demonstranter i New York. Borgmester Bill de Blasio siger ifølge The Guardian, at hændelsen vil blive undersøgt. 

- Jeg vil aldrig se en politibetjent gøre sådan, men jeg ved også, at det var en utrolig farlig situation (for betjentene, red.), siger han på et pressemøde ifølge mediet. 

Lørdag aften forsvarede han dog politibetjentenes handlinger og sagde:

- Hvis de demonstranter bare have flyttet sig og ikke forsøgt at omringe køretøjet, ville vi ikke tale om dette. 

Videoen af hændelsen er tilføjet her. 

Minnesotas guvernør undskylder til journalister

Tim Walz, der er guvernør i Minnesota, har undskyldt til alle journalister, der blev tilbageholdt lørdag. Det skriver CNN.

- Jeg vil endnu engang tilbyde min dybeste undskyldning til journalisterne, der var midt i denne situation og uheldigvis blev tilbageholdt, og til nyhedsmedierne, sagde Tim Walz ifølge CNN på et pressemøde søndag.

Fredag blev en journalist og hans kamerahold fra CNN anholdt for rullende kamera. 

Minneapolis, som var byen, hvor George Floyd døde, ligger i delstaten Minnesota.

Monumenter udsat for hærværk

Monumenter og statuer til minde om sydstaternes indsats under den amerikanske borgerkrig har været udsat for hærværk i flere delstater. Det skriver nyhedsbureauet AP. 

Ifølge nyhedsbureauet er det statuer i Virginia, North og South Carolina, Tennessee og Mississippi, der er blevet spraymalet på. Der er for eksempel blevet skrevet "spirituelt folkemord" og "racist" på en statue ved University of Mississippi. 

Supermarkedskæde lukker forretninger efter optøjer

Den amerikanske supermarkedskæde Target lukker en række af sine forretninger i USA, efter de seneste dages optøjer blandt andet er gået ud over Target-butikker. I en pressemeddelelse skriver koncernen, at 175 forretninger vil lukke midlertidigt.

De fleste af de lukkede forretninger ligger i delstaten Minnesota, der har været omdrejningspunkt for ugens demonstrationer. Det var i byen Minneapolis, der ligger i staten, George Floyd dødede. 

Demonstrationer flere steder i verden

København er ikke den eneste by udenfor USA, der er vært for en demonstration mod systemisk racisme og politibrutalitet denne søndag. 

Også i London (billedet) og Berlin har der været demonstrationer i dag. 

Ifølge nyhedsbureauet Reuters råbte demonstranterne i London også "No justice, no peace", ligesom man gjorde ved demonstrationen i København. 

I Berlin bar demonstranterne skilte, hvor der stod "Justice for George Floyd" og "Stop killing us", skriver nyhedsbureauet. 

Demonstrant: - Som sort i Danmark mærker jeg også nogle ting

Jeg synes, at det er rigtig vigtigt at støtte op om dette. Det er et internationalt problem, og vi ser alle de her videoer på sociale medier, siger 

En af demonstranterne havde et særligt behov for at deltage i dagens demonstration.

- Som sort i Danmark mærker jeg også nogle ting, og det er virkelig vigtigt at gøre alvor ud af det her og vise, at vi også tager det alvorligt, siger Jacob Sumana, der arbejder som fitnesstræner, til TV 2.

Han mener dog ikke, at der er de samme problemer med systemisk racisme i Danmark, som der er i USA. 

- Men selvfølgelig er der nogle stereotyper om, hvad man kan, hvis man har en anden farve end hvid, lyder det. 

Demonstrationen er slut

Demonstrationen er nu ovre, fortæller TV 2s reporter på stedet. 

Den begyndte søndag klokken 14.