Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Hvad sker der? Regeringen åbner grænserne til Norge, Tyskland og Island 15. juni. Flere grænsen ventes åbnet efter sommerferien.   

Hvad er status? 106 personer er indlagt med coronavirus i Danmark. Heraf er 18 i intensivbehandling og 10 i respirator. 568 er døde med covid-19.

Find de senest opdaterede tal her.

Mere end tre milliarder til sundhedsvæsenet

Økonomiaftale for 2021 mellem regioner og regerings tilfører sundhedsvæsenet 3,1 milliarder kroner til at dække coronaregningen. Det oplyser Finansministeriet.

La Liga starter 11. juni

Den bedste spanske fodboldrække starter op igen 11. juni, bekræfter landets sportsministerium ifølge Reuters.

Første kamp bliver mellem Sevilla og Real Betis.

Dermed har alle Europas store fodboldligaer fået sat dato på deres genstart.

Grækenland åbner for turister fra Danmark

De græske myndigheder har besluttet at åbne op for turister fra 29 lande. Blandt landene er også Danmark. Det skriver BBC.

Genåbningen for turister gælder fra 15. juni.

Grækenland er dog stadig betegnet som et orange land hos Udenrigsministeriet, så alle ikke-nødvendige rejser til landet frarådes foreløbig frem til 31. august. Det betyder også, at de fleste rejseforsikringer ikke dækker.

Glæde i restaurationsbranchen

Udsigten til flere turister vækker glæde hos Horesta, hoteller og restauranters brancheforening. Men samtidig vækker det stærk undren, at turister ikke må få lov at overnatte i København.


 - Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi begynder at dele vores land op på den måde, siger Horestas administrerende direktør, Katia Østergaard.

Staten dækker kommunernes coronaregning

Finansminister Nicolai Wammen (S) bliver spurgt om, hvorvidt han kan love, at ingen kommuner sidder med en ekstraregning for coronakrisen.


 - Vi kan se, at en milliardstor regning rammer vores kommuner og vores regioner. Der skal gøres ekstra rent, købes værnemidler og så videre. Den samlede regning tager vi på os fra statens side og betaler, siger han på pressemøde.

Uambitiøs grænseåbning kvæler københavnske hoteller og restauranter, siger organisation

Det bliver en langsom kvælning af de københavnske hoteller og restauranter. Sådan lyder reaktionen på regeringens og statsminister Mette Frederiksens restriktive genåbning af grænserne fra SMVdanmark, der er hovedorganisation for små og mellemstore virksomheder.

- Det er svært at forestille sig, at særligt mange af turisterne vil bevæge sig ind til København fra de typiske steder i sommerlandet. Vi forstår ikke, at tyskere, nordmænd og islændingene, der har det samme niveau for smittetrykket, som i Danmark, ikke skal have mulighed for at overnatte i København, siger vicedirektør Jakob Brandt i en pressemeddelelse.

Dansk genåbning følger EU-retningslinjer

- Den overordnede reaktion fra EU på den danske genåbning er ikke kommet endnu, men den går i tråd med de retningslinjer, der har været på vej et stykke tid i forhold en langsom genåbning af Europa, siger Lotte Mejlhede, der er TV 2s korrespondent i Bruxelles.

SSI: Grænsenåbning til Tyskland, Norge og Island 15. juni kan øge smittetryk

En åbning af grænserne kan forventes at øge det nuværende smittetryk i Danmark og starte nye smittekæder med coronavirus.

Sådan lyder det i en ny vurdering fra Statens Serum Institut (SSI).

SSI har dog i beregningerne målt på et åbningsscenarie, hvor Sverige også er inkluderet. Det er ikke er tilfældet med den netop præsenterede grænseåbning.

Her kan der med den nuværende smitteforekomst ankomme mellem 400-1500 personer med coronavirus uden symptomer til landet.

Dansk Industri: Det vil have markante konsekvenser

Dansk Industri opfordrer til, at der sker en yderligere åbning hurtigst muligt for at bringe dansk økonomi på fode igen.

- Den meget begrænsede åbning til Tyskland, Norge og Island forekommer overforsigtig. Vi har stor forståelse for vigtigheden af at agere sundhedsmæssigt forsvarlig, men det er vigtigt at gøre sig klart, at en så forsigtig åbning vil have store konsekvenser for vores samfund, siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelse.

Venstre formand undrer sig over udmelding

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) forstår ikke, hvorfor Danmark ikke åbner hurtigere for visse turister.

Han forstår heller ikke, hvorfor regeringen vil have et krav om mindst seks overnatninger, for at tyske, norske og islandske turister kan komme til Danmark - vel at mærke uden for København.

- Det savner jeg simpelthen en sundhedsfaglig begrundelse for. Hvis der er en, er det til at forstå, men det blæser lidt i vinden, siger han på et kort pressemøde med flere medier.

Nye danske tal

106 personer er indlagt med coronavirus i Danmark. Det er et fald på fire personer det seneste døgn. Heraf er 18 i intensivbehandling, og 10 er i respirator.

Der har ikke været nogen nye dødsfald med coronavirus, så der er fortsat 568 personer, der er døde med covid-19 i Danmark.

Find de senest opdaterede tal her.

FAKTA: Tyske og norske turister skal overholde visse regler

* Indrejsende i Danmark vil stikprøvevis blive opfordret til at tage en test for coronavirus ved grænseovergange.

* De er velkomne, hvis de ejer et sommerhus eller har en kæreste i Danmark.

* Indrejsende er også velkomne, hvis de har bestilt mindst seks overnatninger - dog skal det være uden for København.

* Der bliver opsat mobile teststationer i sommerlandet, hvor der er mange folk og turister samlet. Det skal være muligt for ansatte i butikker, forlystelsesparker, på restauranter og lignende at blive testet.

* Det sker for at overvåge udviklingen og opdage eventuelle nye smittekæder.

* Det vil ikke være et krav for at indrejse i Danmark, at man lader sig teste, og der kommer ikke til at være testning ved alle grænseovergange eller alle de populære sommerområder hver dag.

* Udlændinge, der kommer til Danmark, vil få information om de danske retningslinjer.

* Hvis en udenlandsk turist testes positiv for coronavirus, vil vedkommende være omfattet af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om for eksempel selvisolation.

* Hvis en udlænding, der ønsker indrejse, udviser tydelige sygdomstegn som for eksempel hoste, tegn på feber eller lignende, vil den pågældende blive afvist ved grænsen.

* Politiet vil kontrollere, om personer, der ønsker indrejse i Danmark, opfylder betingelserne for indrejse.

* Hvis en udlænding, der ønsker indrejse i Danmark, ikke opfylder betingelserne for indrejse, vil den pågældende blive afvist.

* Der vil skulle fremlægges et lejebevis på et sommerhus, hotel, campingplads eller lignende.

Kilde: Regeringen.

Eventuelt regional åbning i Sverige

Der er nogle særlige hensyn at tage omkring Øresundsregionen, og noget af det, vi er i dialog med Sverige omkring, det er en regional genåbning, men nærmere kan jeg ikke komme ind på det, siger Mette Frederiksen.

Genåbning er forsvarlig

Vi ville ikke åbne op, hvis ikke vi mente, at det var forsvarligt. Men det beror på stor usikkerhed, det er klart, siger Mette Frederiksen.

Det vigtigste ifølge statministeren er, at alle - også turisterne - fortsætter de gode takter i forhold til hygiejne.

Danmark støtter fælles EU-løsning

Vi er stærk tilhænger af, at vi i EU skal hjælpe hinanden med at løse nogle af de økonomiske udfordringer i fællesskab, siger statsministeren.

Der er uenighed om hvordan, men fra dansk side støtter vi i hvert fald en fælles løsning, understreger hun.

Kraftig anbefaling til danskerne

Det er sundhedsmyndighedernes opfordring, at man går i 14 dages frivillig karantæne, hvis man rejser uden for Danmark, siger Jeppe Kofod.

Der påhviler hver enkelt dansker et stort ansvar for ikke at bringe virussen tilbage til Danmark, siger han.

Kan komme nye restriktioner

Så længe der er en global pandemi, så er der en risiko for, at vi skal genindføre nogle restriktioner, hvis der skulle opstå en ny bølge af covid-19 i Danmark. Vi arbejder ikke i regeringen med en plan om en nedlukning som 11. marts, siger Mette Frederiksen.

Turister skal ikke bo i København

Når vi åbner for indrejsende, så gælder det i første omgang, at man skal tage ophold uden for København. Man må gerne tage ind til byen som turist, men vi anbefaler, at man tager ophold uden for, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Det er sandsynligt, at indrejsende vil tage smitte med ind i Danmark, siger han.

Opholdsforbuddet for turister i København handler om at holde intensiteten nede, siger justitsministeren.

Han forklarer desuden, at turister ved indrejse skal bevise, at de har minimum seks dages ophold på et specifikt sted. Og det sted kan altså ikke være i København eller Frederiksberg Kommune.

Vi åbner for Norge, Island og Tyskland, så en franskmand, der kører gennem Tyskland til Danmark, vil blive afvist ved grænsen, siger Nick Hækkerup.

Undgå større byer

Hvis man rejser til andre lande, så risikerer man at blive smittet og tage den smitte med hjem, og det skal vi selvfølgelig undgå, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Samtidig understreger han dog, at det er vigtigt, man sætter sig ind i de lokale landes restriktioner, ligesom man bør undgå større byer.

"Vi skal undgå superspredning"

Vi skal undgå superspredning. Derfor vil vi sørge for frivillig testning af personer, der arbejder i butikker og på restauranterne rundt om i sommerdanmark, siger justitsminister Nick Hækkerup.

Han siger desuden, at der også vil være mulighed for testning af turister.