Udland

Demonstrationer i USA

Denne blog bliver ikke opdateret længere.

Hvad skete der? Voldsomme protester og demonstrationer bredte sig over USA, efter en afroamerikansk mand mandag mistede livet under en anholdelse, hvor en hvid betjent satte sit knæ på hans hals i flere minutter.

Nationalgarden rykkede ind. USA's præsident Trump sendte nationalgarden ind i Minneapolis og skrev på Twitter, at plyndrende demonstranter ville blive skudt. 

Betjent anholdt i forbindelse med George Floyds død

Politibetjenten Derek Chauvin er blevet anholdt i Minnesota, efter at han i flere minutter sad med sit knæ på George Floyds hals under en anholdelse.

Det oplyser kommissæren for delstaten Minnesotas sikkerhedsmyndigheder, John Harrington, skriver nyhedsbureauet AP og flere lokale medier fra Minnesota.

Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvad Derek Chauvin er sigtet for.

Guvernør forventer hurtig afgørelse i sag om George Floyd

Guvernøren i den amerikanske delstat Minnesota, Tim Walz, forventer en "hurtig" afgørelse i sagen om George Floyds død.

Det siger han på et tv-transmitteret pressemøde fredag formiddag lokal tid.

46-årige George Floyd, der er sort, mistede livet efter en brutal anholdelse, hvor en politibetjent placerede sit knæ på hans hals i flere minutter.

- Det er min forventning, at retfærdigheden vil ske fyldest i forhold til de involverede politibetjente på en hurtig og retfærdig måde. Det er alt, hvad vi forlanger, siger den demokratiske guvernør Tim Walz.

Twitter korrigerer tweet fra Det Hvide Hus om at skyde demonstranter

Fejden mellem USA's præsident, Donald Trump, og Twitter har fredag nået nye højder.

Det sker, efter at Twitter først valgte at censurere og skjule indholdet af ét af præsidentens mange tweets fra hans egen konto.

I sit tweet skriver Trump, at militæret er klar til at skyde demonstranter, der plyndrer butikker under optøjerne rundt om i USA.

Tweetet blev "flagget" af Twitter, hvilket betyder, at det sociale medie gør opmærksom på, at tweetet bryder deres retningslinjer ved at forherlige vold.

Efterfølgende lavede Det Hvide Hus et tweet, hvor de gentog de eksakt samme ord, som Trump havde skrevet. Dette tweet er sidenhen også blevet flagget.

Mindst 72 demonstranter anholdt i New York

Ifølge CNN er mindst 72 personer blevet anholdt under protester i New York City. 

Fem personer blev anholdt for vold mod politiet. 33 personer blev anholdt for gadeuorden eller for at assistere andre i at modsætte sig anholdelse. 

34 personer blev anholdt for at blokere gaderne. 

Ifølge New Yorks politi er flere betjente blevet såret. 

Justitsminister forventer, at der bliver rejst tiltale

Minnesotas justitsminister, Keith Ellison siger nu til CNN, at han forventer, at der bliver rejst tiltale mod de fire betjente, som var involveret i George Floyds død. Han håber, at de bliver offentliggjort "snarest".

Han forklarer, at myndighederne vil sikre sig "en meget stærk sag", inden tiltalen kommer frem.

De fire betjente er alle blevet fyret, men der er ikke rejst tiltale mod dem, hvilket George Floyds familie kræver. 

Justitsministeriet i Minnesota samt FBI i Minneapolis oplyser, at de udfører "en solid kriminalefterforskning" i sagen om George Floyds død.

Politi løslader tv-hold fra CNN

Politiet har fredag afspærret området omkring en politistation i Minneapolis.

Politiet i Minneapolis har løsladt et tv-hold fra CNN, som blev anholdt midt under en direkte tv-transmission om demonstrationerne i den amerikanske storby.

CNN rapporterer, at en journalist og hans hold er løsladt efter at have været tilbageholdt en halv times tid. Guvernør Tim Walz undskylder episoden.

Omar Jimenez, producer Bill Kirkos og fotograf Leonel Mendez blev arresteret kort efter klokken seks om morgenen lokal tid.

Guvernør undskylder CNN-anholdelser

Afbrændinger foran en Target-butik i Minneapolis.

Minnesotas guvernør beklager nu anholdelsen af tre medarbejdere fra CNN på direkte tv, oplyser tv-stationen. CNN's topchef, Jeff Zucker, har talt med guvernør Tim Walz fredag morgen. 

Walz "undskylder dybt" og oplyser, at han arbejder på at få CNN-medarbejderne løsladt med det samme. Samtidig kalder guvernøren anholdelserne "uacceptable". Han understreger, at CNN tydeligvis havde ret til at være på stedet, og at han ønsker, at medierne skal dække protesterne i Minnesota.

Målet helliger ikke midlet

Urolighederne efter George Floyds død har siden udviklet sig til hærværk og plyndringer i Minneapolis og St. Paul.

Lyn-analyse

Plyndringerne og ødelæggelserne hjælper ikke den sag, som mange i disse dage slår et slag for i USA. Det er nok tonedøvt at pointere dette som hvid mand, der ikke har mærket diskrimineringen på egen krop i USA. Men man får næppe mindre politivold af at smadre supermarkedet, gå amok på apoteket eller bøllebanke den lokale bank. Frustrationerne er forståelige, men målet helliger ikke midlet. Bøllerne støder folk fra sig, der sympatiserer med målsætningen, men ikke bryder sig om metoderne. Dermed er disse demonstranter med til at fjerne fokus fra det, der er målet: retfærdighed for George Floyd.

CNN-journalist anholdt på direkte tv

Politiet i Minnesota har fredag anholdt en journalist fra CNN, mens han var ved at rapportere på direkte tv om protesterne i Minneapolis.

Journalisten Omar Jimenez' producer og kameramand blev også anholdt og fik håndjern på, oplyser CNN.

CNN kalder anholdelserne "et klart brud på ytringsfriheden" og kræver de tre medarbejdere løsladt.

Tåregas og trafikpropper i Denver

Fredelige demonstrationer udviklede sig torsdag aften amerikansk tid til dramatiske optøjer, da der blev affyret skud i hovedstaden Denver i delstaten Colorado. Politiet fortæller til Denver Post, at de ikke ved, hvem der har affyret skuddene, men at ingen kom til skade.

Demonstranterne havde skilte med teksten ”Black lives matter” og blokerede for trafikken. Politiet brugte tåregas og peberspray for at holde situationen under kontrol. 

Over 40 personer anholdt i New York City

Demonstrationer i New York City torsdag.

Politiet i New York City anholdt og sigtede torsdag amerikansk tid mere end 40 personer under protester i millionbyen, skriver CNN.

Demonstrationen var mod politivold og bevægede sig fra Union Square til byens rådhus. Demonstranterne gik gennem Manhattans gader og blokerede trafikken, nogle smed affaldsspande mod politiet og stjal cykler fra betjentene – og selvom de var relativt rolige, beskriver CBS situationen som ”anspændt”.

Anklagerne går fra en kvinde, der trak en kniv på Union Square, til en demonstrant, der forsøgte at stjæle en pistol fra en betjent.  

George Floyds død har ramt mange newyorkere, fordi den har paralleller til Eric Garners død – en afroamerikansk mand, hvis sidste ord, inden han døde i politiets varetægt, var, ”at han ikke kunne få luft”. Det samme sagde George Floyd, mens han blev klemt under betjentens knæ.

Borgmester fordømmer nattens plyndringer

Borgmesteren i Minneapolis, Jacob Frey, fordømmer nattens plyndringer og ødelæggelser i byen. 

- Det, vi har set over de seneste timer og dage i forhold til plyndringer, er uacceptabelt. Vores lokalsamfund kan og vil ikke tolere det, siger han på et pressemøde.

- Der er tale om samfundsinstitutioner, som vi har brug for. Det er banker, som folk har brug for for at få kontanter. Supermarkeder, som folk har brug for for at få mad. Apoteker, som folk har brug for for at få medicin.

Syv skudt under demonstrationer i Kentucky

Demonstrationerne har spredt sig til flere amerikanske byer, og fredag morgen dansk tid blev mindst syv demonstranter ramt af skud under demonstrationer i Louisville i delstaten Kentucky, skriver LA Times.

Over 600 mennesker var på gaden for at udtrykke deres utilfredshed, efter at Breonna Taylor, en 26-årig afroamerikansk kvinde, døde af otte skud affyret af politiet. Politiet slog døren ind til sygeplejersken Breonna Taylors lejlighed, fordi de skulle ransage for stoffer. Men det var den forkerte adresse. 

Mindst en person er i kritisk tilstand efter sammenstødene, lyder det fra Louisville Metro Police Department. 

- Det, vi ser nu, er en åbenlys frustration samt spændingerne mellem politi og borgere, sagde Jessie Halladay, der er talsmand for Louisvilles politi. 

170 butikker beskadiget eller plyndret

Demonstranter i Minneapolis.

Over 170 forretninger og butikker i St. Paul, som er naboby til Minneapolis, er enten blevet beskadiget eller plyndret under nattens demonstrationer, oplyser politiet i byen.

Demonstranterne har flere gange i løbet af aftenen haft sammenstød med politiet, hvor begge sider har brugt tåregas, oplyser CNN.

Kort viser, hvor George Floyd blev anholdt

Ødelæggelser under demonstrationerne i Minneapolis.

Dette kort viser, hvor George Floyd blev anholdt mandag, samt hvor der torsdag blev sat ild til en politistation i området.

Demonstranter stormer hegn til politistation

Demonstranter stormer hegnet til politistationen i Minneapolis.

Demonstranter er torsdag aften lokal tid brudt igennem et hegn, som politiet har sat op for at beskytte politistationen i Minneapolis. Men demonstranterne stormede hegnet, klatrede op på bygningen og satte ild til dets ydremur, skriver CNN.

Politiledelsen har evakueret al personale i området. Imens meddeler nationalgarden i Minnesota, at de nu indsætter 500 soldater i Minneapolis og St. Paul.

Trump truer med at skyde demonstranter

En butik i flammer nær politidistriktet i Minneapolis, som er centrum for demonstrationerne.

I samme ombæring har præsidenten skrevet på Twitter, at bøller i Minneapolis vanærer George Floyds minde. Han oplyser, at han netop har fortalt Minnesotas guvernør, Tim Walz, at militæret står bag ham. 

- Hvis der bliver problemer, vil vi overtage kontrollen, men hvis plyndringerne starter, begynder skyderierne også. Tak, skriver præsidenten.

Tweetet er efterfølgende blevet "flagget" af Twitter, hvilket betyder, at det sociale medie gør opmærksom på, at tweetet bryder retningslinjerne ved at forherlige vold. 

Trump truer med at sætte nationalgarden ind

USA's præsident Trump truer fredag morgen med at sætte nationalgarden ind, hvis ikke borgmesteren i Minneapolis, som han kalder "meget svag og venstreorienteret", får byen under kontrol. 

Det sker, efter at demonstranter har haft flere sammenstød med politiet og har startet flere brande i politidistriktet, hvor George Floyd blev anholdt og døde.