Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Hospitalspersonale i Rusland.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad er status? 107 personer er indlagt med coronavirus i Danmark. Heraf er 22 i intensivbehandling og 11 i respirator. 565 er døde med covid-19.

Over 4000 coronadødsfald i Rusland

Antallet af registrerede dødsfald som følge af covid-19 i Rusland, er steget med 174 det seneste døgn. Dermed er over 4000 personer døde med sygdommen, skriver AFP. Læger i landet advarer om, at sygehusene er i færd med at kollapse efter mange indlæggelser af coronapatienter. 

Johnson varsler lempelse af britiske restriktioner

Efter lang tids nedlukning af samfundet kan briterne se frem til i næste uge at vende tilbage til en hverdag, der ser en anelse mere normal ud. Det står klart, efter at premierminister Boris Johnson torsdag har varslet en lempelse af en række restriktioner. Restriktionerne har været indført for at begrænse spredning af coronavirus. Fra mandag vil det blandt andet være tilladt at mødes op til seks personer i private haver, så længe man holder to meters afstand til hinanden.
 

Vil gøre mundbind i butikker obligatorisk

Guvernøren i New York, Andrew Cuomo, siger, at han vil underskrive et påbud om at tillade butikker og andre handlende at nægte kunder uden mundbind adgang. Cuomo kom tidligere i dag med beskeden på Twitter. New York er den delstat i USA, der er hårdest ramt af coronavirus. 

Premier League vender tilbage 17. juni

Premier League vender efter planen tilbage onsdag 17. juni. Det bekræfter ligaen torsdag aften.
To opgør starter den bedste engelske fodboldrække op igen, skriver flere medier. Aston Villa mod Sheffield United og Manchester City mod Arsenal. Ifølge avisen The Independent skal den første kamprunde efter coronapausen - runde 30 - spilles fra 20. juni, men de fire førnævnte hold mangler at spille deres kamp nummer 29, og de skal afvikles inden da. Kampene bliver dog spillet uden publikum. 
 

Frankrig er klar til at åbne landets restauranter, caféer og barer

Frankrig er klar til at åbne landets restauranter, caféer og barer i næste uge. Sådan lyder det torsdag eftermiddag fra den franske premierminister, Édouard Philippe, i en tv-transmitteret tale. Også parker, offentlige haver og strande vil blive åbnet. Det sker efter lang tids nedlukning som følge af coronavirusudbruddet.

Alle restauranter, caféer og barer vil få mulighed for at åbne tirsdag den 2. juni. De steder, der ligger i regioner, der betragtes som en "grøn zone", får lov til at åbne helt - dog med krav om mindst en meter mellem bordene.

Restauranter, caféer og barer, der ligger i en "orange zone", får også lov til at åbne - dog kun for udeservering.

Den franske hovedstad, Paris, har hidtil ligget i en "rød zone". Det er dog ændret, så den nu betragtes som værende i "orange zone".
 

Ungarn vil lukke tilskuere ind til fodboldkampe fra fredag

Ungarn lukker tilskuere ind til fodboldkampe. Fra på fredag vil der blikket lukket tilskuere ind til kampe i den ungarske fodboldrække, oplyser landets fodboldforbund ifølge AFP.

Verdensstjerner er med i stor EU-ledet vaccine-indsamling

Miley Cyrus har sagt ja til at hjælpe med at samle penge ind til udviklingen af en corona-vaccine.

Lady Gaga, Hugh Jackman, Miley Cyrus og en lang række andre kunstnere har annonceret, at de vil være med i en EU-ledet, global indsamlingskampagne. Det er en ny kampagne kaldet "Global Goal: Unite for our future", som skal løbe over fire uger og kulminere i en global indsamlingsbegivenhed lørdag 27. juni. 4. maj indledte EU et "indsamlingsmaraton" for at samle ind til udviklingen af en coronavaccine. Det var første skridt i maratonet. Danmark donerede 50 millioner euro svarende til 373 millioner kroner til indsamlingens første arrangement 4. maj.

EU vil skaffe flere penge til coronavaccine

Der skal stadig gøres meget mere for at finde en løsning på coronakrisen. Og det handler om at skaffe endnu flere penge til at udvikle en coronavaccine. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, torsdag. EU lancerer en ny kampagne sammen med organisationen Global Citizens som led i et EU-ledet "indsamlingsmaraton" indledt 4. maj. Det skal være med til at skaffe flere penge til udviklingen af en coronavaccine. Kampagnen skal køre frem til et større arrangement 27. juni.
 

Ni corona-hotspotområder er nedlagt

Syd- og Sønderjyllands Politi nedlægger fra i dag de ni hotspotområder, som politikredsen udpegede den 24. april. I de ni områder opfordrede politiet borgerne til at være særligt opmærksomme på risikoen for, at der kunne samle sig så mange personer på et enkelt sted, at de kunne udgøre en smitterisiko for Covid-19.

De ni områder er: 

  • Flexbaner/kunstgræsbaner, Gl. Vardevej 82, (overfor Blue Water Arena) Esbjerg
  • Game Streetmekka, Nørrebrogade 1C, Esbjerg
  • Strandpromenaden ved Cafe Stryhns, Strandpromenaden 9, Esbjerg
  • Området ved skulpturen ”Mennesket ved Havet,” Sædding Strandvej, Esbjerg
  • Varbergparken, Varbergvej, Haderslev
  • Streetdome, Christian X’s Vej 41, Haderslev
  • Vedels Anlæg, Odins Plads 1, Ribe
  • Området øst for Sønderborg Slot, Strandvejen, Sønderborg
  • Lakolk Butikscenter, Lakolk Butikscenter 7, Rømø

41 millioner amerikanere står uden arbejde

2,1 millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge. Det oplyser USA's beskæftigelsesministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Dermed har i alt omkring 41 millioner amerikanere meldt sig ledige under coronakrisen. Torsdagens opdatering markerer et lille fald i forhold til forrige uge, hvor 2,4 millioner amerikanere meldte sig ledige.
 

Svalbard åbner for norske turister igen

Efter 1. juni ophører de lokale karantæneregler for norske turister til Svalbard, melder guvernøren. En vejledning til, hvordan man skal rejse forsvarligt i området, ligger allerede klar. Krydstogtskibe i Svalbards farvand er dog endnu ikke tilladt. 

Sveriges corona-general med klar appel til Danmark: Åbn grænserne

Antallet af smittede vil ikke stige, hvis Danmark åbner grænserne til Sverige, vurderer Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell.

- Jeg tror ikke, det vil have den store effekt. Det vil nok have den effekt, at den danske befolkning bliver gladere, og det vil være til gavn for økonomien. Men jeg har svært ved at se, at det vil gøre den store forskel for smittespredningen, siger Anders Tegnell til TV 2.

Yderligere tre er døde med coronavirus i Danmark

Yderligere tre er døde med coronavirus i Danmark. Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut torsdag.

Også blandt indlagte med coronavirus har der været en stigning på tre personer. Af dem er 20 er på intensiv, mens 11 er i respirator. 

Yderligere 32 er bekræftet smittede med coronavirus, og dermed har Danmark i alt 11.512 bekræftede tilfælde af smitte med coronavirus.

Storbritannien har den højeste coronadødsrate

Blandt de hårdest ramte lande, har Storbritannien den højeste coronadødsrate. Det viser en analyse fra Financial Times.

Avisen er kommet frem til, at coronavirussen – direkte eller indirekte – har kostet 891 personer livet per 1 million indbyggere i Storbritannien.

Det er det højeste antal blandt de 19 landene, som Financial Times har sammenlignet med. Landene inkluderer blandt andet USA, Spanien og Belgien.

Storbritannien er nu oppe på 270.000 smittede. 

Kriminalforsorgen afvikler coronatiltag

Kriminalforsorgen genoptager fysiske møder med klienter, afvikling af samfundstjeneste og indkaldelse til afsoning med fodlænke, efter at aktiviteterne har været indstillet under coronakrisen. Det oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

FN-prognose: 2020 forventes at blive skrækår for turismen

Turisme på tværs af landegrænser står til et fald på 70 procent i år, lyder det i en FN-prognose, skriver Ritzau.

Et fald på 70 procent vil i så fald være den største nedtur, siden man i 1950'erne begyndte at måle.

Det er FN's turistagentur, UNWTO, der har lavet prognosen.

Nu er en halv million danskere blevet testet for covid-19

 I alt 11.480 danskere er blevet testet positiv for covid-19.

Der er nu foretaget en halv million coronatests på landets sygehuse. Det oplyser Danske Regioner.

Helt nøjagtigt er der gennemført i alt 501.905 tests for covid-19 ude på landets sygehuse.

I alt 11.480 danskere er blevet testet positiv for covid-19.

Sydkorea lukker ned - igen

Efter den største stigning i antallet af smittede i to måneder, er Sydkoreas hovedstad Seoul så småt begyndt at lukke ned igen.

Den sydkoreanske sundhedsminister, Park Neung-hoo, har meddelt, at museer, parker og kunstgallerier lukker fra fredag og to uger frem, skriver The Guardian.

Også virksomheder er blevet opfordret til at indføre fleksible arbejdstider, så færre er samlet i den offentlige trafik og på arbejdspladser.

Sydkorea registrerede 79 nye coronasmittede torsdag.

Chilensk kvinde på 111 år har overlevet coronavirus

En chilensk kvinde, Juan Zúñiga, på 111 år er blevet rask, efter hun har været smittet med coronavirus. Hun er dermed den ældste i Sydamerika, som har overlevet at være smittet, skriver Ritzau.

Juan Zúñiga var en af 25 personer, som blev smittet med covid-19 på et plejehjem i hovedstaden Santiago, oplyser den statslige ældreforsorg, Senama.

Myndighederne mener at have haft held med en strategi, hvor beboere på plejehjem er blevet spredt for at skabe afstand mellem dem. Dette har været en medvirkende årsag til, at den 111-årige har overlevet.

Chile har 82.289 bekræftede coronatilfælde - det tredjehøjeste antal i Sydamerika efter Brasilien og Peru. Antallet af døde med coronasmitte i Chile er på 841.

Svensk statsepidemiolog har ingen forklaring på, hvorfor smittetal stiger

Anders Tegnell, statsepidemiolog, Folkhälsomyndigheten.

Antallet af nye smittetilfælde stiger i Sverige, men de svenske sundhedsmyndigheder ved ikke hvorfor.

Det sagde den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, da han præsenterede de nyeste smittetal.

Han sagde desuden, at man vil undersøge årsagen nærmere og luftede ideen om, at det måske skyldes et efterslæb i tallene fra regionerne.

Der er konstateret 648 nye smittetilfælde det seneste døgn. Se alle tallene her.