Nyheder

Første gang nogensinde: - Fantastisk flotte billeder, siger ekspert

Billedet viser den indre del af støvskiven, og det meget gule knæk i den hvide cirkel, som, astronomerne mener, markerer stedet, hvor planeten dannes. ESO/Boccaletti et al.

Dansk astrofysiker kalder det "fantastisk flotte billeder, som man ikke tidligere har set".

Omkring 530 lysår fra Jorden er der sket noget stort.

Forskere har for første gang nogensinde fotograferet, hvad, de tror, er fødslen af en planet.

Billedet er af en markant spiralstruktur med 'et lille knæk' i en skive af støv og gasarter.

Og det er altså det lille knæk, som nu skriver historie.

Det skriver European Southern Observatory (ESO) i en pressemeddelelse.

Hvis det rent faktisk er fødslen af en planet, giver det astronomerne enestående mulighed for at følge med i, hvordan en planet bliver skabt.

Og det er en spændende nyhed, siger Jes Kristian Jørgensen, der er lektor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Institutet i København.

- Det er fantastisk flotte billeder, der viser fine detaljer, som man ikke tidligere har set i sådan en skive. En meget god forklaring kunne være, at der rent faktisk er en helt ung planet i skiven, siger Jes Kristian Jørgensen.

Giver ny viden om, hvordan planeter fødes

Planeter dannes normalt i de støvskiver, der omringer unge stjerner. Det sker, når støv og gasser klumper sammen.

Indtil videre har forskere opdaget tusindvis af såkaldte exoplaneter - altså planeter, der kredser om en anden stjerne end solen. Man ved dog ikke ret meget om, hvordan de dannes.

Det forklarer chefforsker på projektet, Anthony Boccaletti, der er tilknyttet det franske Observatoire de Paris.

- Vi har brug for at observere meget unge stjernesystemer for lige netop at fange øjeblikket, når planeterne dannes, siger Anthony Boccalett i pressemeddelelsen.

Han og andre forskere mener, at billederne kan give ny viden om, hvordan nye planeter bliver født.

- Billedet viser stedet, hvor to spiraler forbinder sig til hinanden - en af dem snor sig indad fra planetens omløbsbane, og den anden går udad, og de mødes der, hvor planeten befinder sig. Det er disse spiraler, som leder gas og støv ind på den unge planet og får den til at vokse, siger Anne Dutrey fra Astrophysics Laboratory of Bordeaux (LAB) i Frankring i pressemeddelelsen.

Den er relativt tæt på Jorden

De første tegn på, at der var en planetdannelse igang, opdagede forskerne for nogle år siden.

ALMA-teleskopet

De observationer blev lavet med det nyeste indenfor teleskoper. Nemlig det såkaldte ALMA-teleskop (Atacama Large Millimeter/submillimeter Array), som ligger i fem kilometers højde over havet i Atacama-ørkenen i det nordlige Chile.

På billedet herunder fandt forskerne to "spiral-arme" bestående af gasser tæt ved stjernen og indenfor de inderste dele af selve skiven.

Dette var det første billeder, der gjorde forskerne opmærksomme på, at der var en planetdannelse igang.

I 2019 gik Anthony Boccaletti og et hold astronomer fra Frankrig, Taiwan, USA og Belgien derfor i gang med at skaffe et klarere billede ved hjælp af et instrument, som kunne vise flest svage detaljer.

- Det nye er helt klart, hvor tydeligt vi kan se disse strukturer i skiven omkring den pågældende stjerne, forklarer Jes Kristian Jørgensen, lektor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Instituttet.

Og det er nu de billeder, som antyder fødslen af en ny planet cirka 530 lysår borte.

Et lysår svarer til cirka 9,5 billioner kilometer.

- Selvom den er betydeligt længere væk end vores nærmeste nabostjerner - som er cirka fire lysår borte - er det faktisk lidt i vores eget nabolag inden for vores egen galakse Mælkevejen, som strækker sig udover 100.000 lysår. Netop det er også med til at gøre, at vi kan få disse knivskarpe billeder, siger Jes Kristian Jørgensen.