Anette Thomsen blev fundet myrdet i en gryde i klitterne på en strand på Fanø i 1980.
Tilståelsen

Hvem slog 15-årige Anette Thomsen ihjel? Syv år efter kom en uventet tilståelse

Erik Solbakke var på udflugt til Fanø, den dag Anette Thomsen blev myrdet på stranden. Syv år senere tilstod han drabet. Men var tilståelsen falsk?

Den udviklingshæmmede Erik Solbakke var samtaleemnet, da pædagogerne på det beskyttede værksted Værkstedsgården holdt deres sædvanlige møde.

Erik Solbakke var på forsiden af landets aviser. Han havde tilstået branden på Hotel Hafnia i 1973. En meget alvorlig brand, der havde kostet 35 mennesker livet.

Nu talte pædagogerne om deres Erik.

De var rystede over, at den udviklingshæmmede mand, de kendte så godt, blev kædet sammen med en så alvorlig forbrydelse.

Og de mindedes udflugten til Fanø, de havde været på i 1980 - syv år tidligere. Erik Solbakke var med på udflugten sammen med tre pædagoger og otte andre beboere.

- Der var heldigvis ingen brande, sagde en af pædagogerne, der var med på turen, henkastet.

Joan Sørensen, der var souschef og socialpædagog på Værkstedgården, kom pludselig i tanke om noget:

- Nej, det var der ikke. Men der var et mord.

Var tilståelsen til at stole på?

Om ’Tilståelsen’

I dokumentarserien ’Tilståelsen’ har TV 2 kulegravet efterforskningen og dommen over den udviklingshæmmede Erik Solbakke.

Han blev i 1989 dømt for at stå bag Hafnia-branden og for at have dræbt den 15-årige Anette Thomsen på Fanø.

Tidligere var han dømt for at have antændt 27 brande i Nordsjælland. To mennesker døde ved de brande.

Men der var ingen tekniske beviser og ingen øjenvidner, der knyttede ham til forbrydelserne. Kun Erik Solbakkes tilståelse.

I ’Tilståelsen’ sår førende eksperter tvivl om, hvorvidt han var gerningsmanden.

Ingen havde troet, at der ville være en sammenhæng mellem Hafnia-branden i 1973 og Fanø-drabet i 1980.

Ikke før Erik Solbakke tilstod at stå bag begge forbrydelser.

Der var flere ting, der gik igen i de to kriminalsager. Der var ingen tekniske beviser, der pegede på Erik Solbakke, og ingen øjenvidner. Der var kun Erik Solbakkes tilståelse, som faldt i forskellige afhøringer med samme efterforskningsleder fra Rejseholdet.

Men var tilståelsen til at stole på?

TV 2 har i dokumentarserien ‘Tilståelsen’ gennemgået sagen om drabet på Anette Thomsen. Her står det klart, at Erik Solbakkes forklaringer skiftede hele 19 gange undervejs i de mange afhøringer.

En fornemmelse ledte faren til Anette

Det var en fin solskinsdag, da Anette om eftermiddagen 20. maj 1980 cyklede mod stranden. Derhjemme holdt hendes lillebror, Jan, fødselsdag for sine kammerater.

Anette havde fortalt sin mor, at hun kun ville være væk en times tid.

Men hun kom ikke tilbage.

Det var før mobiltelefonens tid, så Anettes mor blev bekymret og bad sin mand Børge Thomsen køre ud og lede efter hende.

Hun havde en fornemmelse af, at noget var galt.

Børge Thomsen kørte ned til stranden og fandt hurtigt Anettes cykel parkeret. Han gik op i klitterne og ledte. Ikke længe efter nåede han til den klit, hvor hans 15-årige datter havde ligget og solet sig.

Men det stod klart med det samme.

Noget var gået fuldstændig galt. Anette lå på maven med ansigtet nede i sandet. Der var blod.

Børge Thomsen dækkede sin datter til med håndklædet og hendes tøj, inden han løb efter hjælp.

Kort efter ankom både politi og ambulance, men Anette var død.

Lokalpolitiet fik hurtigt assistance fra Rejseholdet. Anette Thomsens familie følte sig trygge ved politiarbejdet, hvor de løbende blev orienteret om sagens udvikling.

Høj som lav blev afhørt af Rejseholdets betjente i håbet om at finde gerningsmanden, men efter 6 måneders arbejde, besluttede statsadvokaten i Sønderborg, at efterforskningen skulle sættes i bero.

Sagen om drabet på 15-årige Anette Thomsen blev henlagt som uopklaret.

Anette Thomsens familie levede i uvished i syv år om, hvem der havde myrdet hende.

Men så dukkede der pludseligt nyt op i sagen.

Levede i uvished i syv år

Efter Joan Sørensen og hendes kolleger på Værkstedsgården var kommet i tanke om deres udflugt til Fanø omkring drabstidspunktet, ringede hun til politiet.

Ikke fordi hun havde en mistanke om, at Erik Solbakke havde noget med mordet på Anette Thomsen at gøre. Men hun følte, politiet skulle kende til deres udflugt.

Kun få timer efter, Joan Sørensen havde talt med politiet, bankede det på døren.

Det var efterforskningslederen fra Rejseholdet.

Han kendte allerede Erik Solbakke rigtig godt. For det var ham, der i løbet af det seneste år havde afhørt Erik Solbakke ikke mindre end 38 gange i forbindelse med en række brande i Nordsjælland og branden på Hotel Hafnia.

Og kun tre måneder efter besøget hos Joan Sørensen tilstod Erik Solbakke drabet på Anette Thomsen.

Modstridende forklaringer

Afhøring af mentalt udviklingshæmmede

I 1993 indførte Rigsadvokaten en instruks til politiet om, at mentalt udviklingshæmmede ikke må afhøres, uden at en advokat er til stede. Denne instruks fandtes altså ikke i 1980'erne, hvor Erik Solbakke-sagen kørte.

Lyd- eller videooptagelser af politiafhøringer var dengang ikke et krav, og er det heller ikke i dag - med undtagelse af afhøringer af børn og voldtægtsofre.

Til sammenligning har det i England siden 1985 været obligatorisk at optage alle afhøringer af sigtede - en lov, der netop blev indført efter en periode med flere falske tilståelser.

Erik Solbakke blev afhørt 10 gange af efterforskningslederen. Der findes ingen lydoptagelser af afhøringerne af Erik Solbakke.

Men efterforskningslederen skrev en lang række udførlige afhøringsrapporter.

TV 2s gennemgang af afhøringsrapporterne viser, at Erik Solbakke gav flere og modstridende forklaringer.

Og oftest ændrede han forklaring fra at sige noget forkert om gerningsstedet og sin handling til meget præcise beskrivelser, der passede med de tidligere politiundersøgelser og vidners observationer.

Var det, fordi Erik Solbakkes hukommelse skulle vækkes, eller kunne det være tegn på en falsk tilståelse?

En af verdens førende eksperter i politiafhøringer er Asbjørn Rachlew. Han forsker i afhøringsmetoder og er til daglig overbetjent i norsk politi.

TV 2 har bedt ham se på sagen om drabet på Fanø og de mange afhøringer af Erik Solbakke.

Havde Erik Solbakke et alibi?

s
s

Pædagogen Lene Jensen, som var med på turen til Fanø, fortæller i dag, at Erik var rigtig god ved en anden beboer fra Værkstedsgården, der sad i kørestol. På Fanø-udflugten kørte han hende ofte rundt på ture.

Erik Solbakke havde altså et alibi for drabstidspunktet, men alibiet forsvandt, efter han skiftede forklaring om sin færden på drabsdagen.

Nu havde han været en tur i klitterne alene, hvor han havde fået øje på en pige, der lå og sov. Han fortalte, at han var gået ned til pigen og lagt sin hånd på hendes skulder. Pigen var begyndt at råbe, så Erik Solbakke havde rejst sig og forladt klitten.

Men den forklaring ændrede sig markant en måned senere. Nu forklarede Erik Solbakke, at han tog en mursten med ned til pigen.

Ud fra afhøringsrapporterne kan man se, hvordan Erik Solbakke ændrer forklaring til pludselig at have gået ture alene i klitterne. Gennem ledende afhøring forklarer han, at han har gået tur i klitterne et par gange om dagen. Dette er i stærk kontrast til, hvad han sagde i sin første forklaring.

Fra mørkhåret til lyshåret

s
Hår

I tiden mellem de to afhøringer fik efterforskningslederen tilsendt de gamle sagsdokumenter om drabet. Det var først derefter, at Erik Solbakke ændrede sin beskrivelse af pigens hårfarve.

Han ændrede det til "lyst - til mellemblond hår", som jo stemte overens med virkeligheden. Nu huskede han pludselig, hvilken hårfarve hun havde.

Der er meget, som tyder på, at Erik Solbakke aldrig havde haft nogen erindring om pigens hårfarve. I et bevisvurderingsperspektiv vil enhver vidnepsykolog normalt lægge mest vægt på to momenter: Hvad var den første, spontane forklaring? Og hvad blev der sagt, før afhøreren kendte de rigtige oplysninger? I dette tilfælde var svaret til begge spørgsmål: mørkt hår.

Alle røde flag burde rejses i sådan et tilfælde. Ikke bare af efterforskningslederen, men også af forsvareren. Men ingen sagde noget, og forklaringsskiftet blev forbigået i stilhed.

Havde Erik Solbakke unik viden om murstenen?

s
s

Erik Solbakke blev blandt andet dømt, fordi han havde en unik viden om gerningsvåbnet - en mursten - som Anette Thomsen blev slået med. Han kunne blandt andet forklare, at der var faldet en flig af murstenen under overfaldt, hvilket var sandt.

Men der er bare en vigtig detalje om lige netop den viden. For den viden havde efterforskningslederen også.

Erik Solbakke deltog i en effektvisning, hvor han blev bedt om at udpege den rigtige mursten. Der var fire sten i alt, og Erik Solbakke pegede på den rigtige. Men der er flere ting, man kan kritisere forløbet for.

TV 2 har talt med en politimand, som var med til denne effektvisning, og han oplevede, at Erik Solbakke blev hjulpet på vej af efterforskningslederen til at vælge den rigtige mursten.

Asbjørn Rachlew mener, at effektvisningen ikke er noget værd og kritiserer også fremgangsmåden i afhøringerne.

Murstenen er central i sagen, da den blev fundet på gerningsstedet og var blevet brugt til at slå den 15-årige pige.

Ud fra afhøringsrapporterne kan man se, at når Erik Solbakkes forklaringer ikke stemmer overens med virkeligheden, ignoreres eller udelades det. Men når hans forklaringer ændrer sig til noget, som passer, så videreformidles kun den sidste version af hans forklaring. Den som stemmer med virkeligheden. Dommeren blev ikke gjort opmærksom på disse forklaringsskift.

Ændrede forklaring om overfaldet

s
s

En af de ting, der blev lagt vægt på, da Erik Solbakke blev dømt, var hans forklaring om overfaldet, som stemte overens med obduktionen af pigen.

Men forklaringen stemte i første omgang ikke overens med obduktionsrapporten. Her fandt retsmedicineren frem til, at pigen havde kraniebrud fra fire slag og ikke kun to, som Erik Solbakke havde sagt.

Men omkring en måned senere ændrede han forklaring og sagde, at han slog pigen flere gange. Nu passede forklaringen med virkeligheden.

Det er vanskeligt at forstå, hvordan Erik Solbakke kan huske, at det første slag ramte “over højre øje oppe ved hårgrænsen” i overfaldets dramatiske sekunder. For han kunne jo ikke engang huske pigens hårfarve.

Ledende spørgsmål om dødsårsagen

s
s

I retten skiftede Erik Solbakke igen forklaring og fortalte, at han ikke kunne huske, om han havde presset pigens hoved ned i sandet.

Om han havde gjort dét, var afgørende, fordi obduktionsrapporten viste, at Anette Thomsen var blevet kvalt af sand i luftrøret.

Men Erik Solbakke var ikke i stand til at forklare, hvordan Anette Thomsen var død. Ikke før syvende afhøring, da efterforskningslederen spurgte ham direkte, om han havde presset pigens hoved ned i sandet.

Asbjørn Rachlew mener, at det er meget kritisabelt, at der er blevet stillet et ledende spørgsmål på så afgørende en detalje som dødsårsagen.

Dødsårsagen er en kritisk information, som politiet aldrig må give til mistænkte - og slet ikke til sårbare mistænkte, som allerede har afgivet en række falske tilståelser. Men efterforskningslederen bryder alle principper for sikre afhøringsmetoder og lækkede information - ikke bare om perifere detaljer, men om hvordan pigen faktisk blev dræbt.

At Erik Solbakke nikker og siger, at “det gjorde han nok” bliver i domspræmisserne tolket som, at han havde givet detaljerede oplysninger, som kun gerningsmanden kendte til. Men det stemmer ikke. For oplysningerne er på ingen måde unikke, når de kommer frem ved bekræftelser til politiets ledende spørgsmål. Snarere tværtimod.

Så receptionisten ham?

s
s

Erik Solbakke forklarede også, at han havde det rigtig dårligt, og at han gik rundt og mumlede, ligesom han gik og slog til forskellige ting i receptionen.

Og lige netop disse detaljer er bemærkelsesværdige.

For TV 2 har talt med den receptionist, som var på arbejde på Hotel Danland på Fanø 20. maj 1980. Hun fortæller, at hun umiddelbart efter drabet opsøgte politiet, fordi hun på dagen havde bemærket en mand med en mærkelig opførsel i receptionen i tidsrummet 14-17. Dødstidspunktet blev fastsat til mellem klokken 15.45 og 17.00.

Men hun blev aldrig afhørt. Først syv år senere, da man igen efterforskede drabet på Anette. Det var efterforskningslederen, der afhørte hende, og her forklarede hun om manden med den mærkelige opførsel. Dagen efter vendte efterforskningslederen tilbage og viste receptionisten billeder af Erik Solbakke. Hun var dog ikke i stand til at genkende personen eller sige, om han var identisk med den mand, hun så syv år tidligere.

Alligevel blev hendes vidneudsagn vigtig i selve domsfældelsen. Her blev det brugt som et af argumenterne for, at man godt kunne lægge Solbakkes egen tilståelse til grund for dommen. Fordi receptionisten bekræftede hans egen forklaring om opførslen i receptionen.

Men her er det værd at bemærke, at det først var to dage efter afhøringen af receptionisten, at Erik Solbakke fortalte, at han havde mumlet og slået til ting i receptionen.

Erik Solbakke ændrede sine forklaringer, om hvad han lavede efter drabet, flere gange. Erik Solbakkes nyeste forklaring bekræfter receptionistens oplevelse. Og “bekræftelsen” kom i stand under en ledende afhøring.

Kritisable metoder

En af de ting, som dommeren lagde vægt på, var, at Erik Solbakke havde en hel unik viden omkring de ting, som blev fundet på gerningsstedet.

Blandt andet kunne han fortælle, at hun havde et par træsko og en biblioteksbog. Men disse udsagn kom efter en effektvisning, som Asbjørn Rachlew kritiserer.

Der er flere ting ved effektvisningen, der ifølge Asbjørn Rachlew slet ikke fungerer og gør Erik Solbakkes udsagn ubrugelige.

For det første havde Erik Solbakke seks dage inden effektvisningen fået vist et billede af netop Anette Thomsens ting fra gerningsstedet. På billedet var der blandt andet Anette Thomsens træsko og en biblioteksbog.

Asbjørn Rachlew forklarer, at der i dag er strenge regler for, hvordan politiet skal gennemføre person- og effektvisning - alt sammen for at undgå fejludvælgelser.

- Jeg mener ikke, at nogen af anbefalingerne er fulgt i Erik Solbakkes tilfælde. Snarere begår efterforskningslederen nærmest alle fejl, der er mulige at begå efter nutidens standard.

Erik Solbakke valgte en bog, der mindede om den bog, han havde set på et billede fra gerningsstedet.

Herefter blev Erik Solbakke spurgt, om der var andre ting, han genkendte, og han pegede straks på de sorte træsko.

- Det er helt utroligt. Jeg ved ikke, hvad efterforskeren eller dansk politi her tænker på, men selv for datidens politiarbejde må dette være en form for lavmål, siger Asbjørn Rachlew.

For seks dage forinden havde Erik Solbakke jo set billedet fra gerningsstedet med blandt andet de sorte træsko og en biblioteksbog.

Misvisende og vildledende oplysninger i retten

TV 2 har i forbindelse med dokumentarserien ’Tilståelsen’ fremlagt de væsentligste sagsakter for tidligere anklager og nuværende forsvarsadvokat Mette Grith Stage og afhøringsekspert Asbjørn Rachlew.

Deres konklusion er, at Erik Solbakke formentlig ikke var skyldig i drabet på Anette Thomsen.

- Hvis alle de momenter, der talte for, at Erik Solbakke ikke var skyldig, var blevet fremlagt i retten, så tror jeg meget vel, at udfaldet af den her sag kunne være blevet et andet. Jeg tror ikke, at Erik Solbakke var skyldig i drabet på Anette Thomsen, siger hun.

Asbjørn Rachlew peger på, at politiet har haft en form for tunnelsyn under efterforskningen.

Efterhånden som han læste afhøringsrapporterne med Erik Solbakke, stod det klart for ham, at politiet havde rettet alle deres undersøgelser og deres efterforskning mod at bekræfte deres overbevisning om, at Erik Solbakke var gerningsmanden.

- Det skræmmende ved det er, at informationer, der indikerer en anden løsning eller en anden gerningsmand, er enten bortforklaret eller ignoreret., siger Asbjørn Rachlew.

Kiggede usikkert rundt i retten

Hverken Mette Grith Stage eller Asbjørn Rachlew er overbeviste om, at Erik Solbakke slog Anette Thomsen ihjel. Og de er ikke de eneste.

I januar 1989 faldt dommen.

Erik Solbakke blev dømt skyldig og fik en forvaringsdom. Til stede i retten var Anette Thomsens forældre.

Nu var der fundet en gerningsmand, som kom bag lås og slå. Men det gav ingen forløsning. For hverken Børge Thomsen eller hans kone var overbeviste om, at Erik Solbakke var den rigtige gerningsmand.

- Vi følte, det var, som om han havde fået at vide, hvad han skulle sige. Hvis han var usikker, så kiggede han rundt. Det følte vi, var meget mærkeligt, husker Børge Thomsen i dag om retssagen for 31 år siden.

Børge og hans kone var ikke de eneste, der bemærkede, at Erik Solbakke havde en særpræget opførsel i retten. I forbindelse med retssagen skrev Lolland-Falsters Folketidende følgende:

“Solbakke og efterforskningslederen viste ved flere lejligheder under retssagen, at de er fortrolige. Solbakke smilede og nikkede - specielt hver gang dommeren førte udsagn til protokollen”.

De var i tvivl.

Og tvivlen har de stadig.

Store menneskelige konsekvenser

Anette Thomsens mor er død, men far og bror står i dag tilbage med en følelse af, at efterforskningen af drabet på Anette ikke var grundig nok.

At miste Anette og den efterfølgende efterforskning og retssag har haft store menneskelige konsekvenser for Børge Thomsen, hans nu afdøde kone og resten af familien.

Men sagen har i deres øjne ikke kun haft store konsekvenser for dem.

- Det har jo også haft en forbandet konsekvens for Erik Solbakkes familie, siger Børge Thomsen og henviser til, at Erik Solbakkes familie slog hånden af ham efter tilståelsen.

Efterforskningslederen er død og derfor anonymiseret. Dommer og anklager er blevet tilbudt at medvirke i ‘Tilståelsen’, men har ikke ønsket dette.

Du kan se 'Tilståelsen' torsdag aften 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.