Danmarks største taxaselskab får installeret glasvæg i alle biler: - En gimmick, siger konkurrent

Branchen har oplevet et voldsomt fald i antallet af kunder, efter coronavirussen har bredt sig over landet.

Taxaselskabet Dantaxis næsten 2000 vogne vil snart være udstyret med en glasrude mellem chauffør og kunder, en fastmonteret håndsprit og en rengøringsrutine mellem hver kunde.

Det fortæller selskabet i en pressemeddelse, hvor de nye forholdsregler i form af håndsprit og plexiglas skal give både kunder og chauffører øget tryghed. Og det er der ifølge Vibeke Wolfsberg, kommerciel direktør i Dantaxi, ekstra gode muligheder for i taxaerne.

- I taxaen kan kunden rejse alene uden medpassagerer, og derfor kan vi tage ekstra forholdsregler for at begrænse smitte, end det for eksempel kan lade sig gøre i en bus eller et tog, siger Vibeke Wolfsberg.

Men de nye tiltag er umiddelbart ikke noget, andre selskaber vil indføre.

Mere marketing end helbred

De nye tiltag er mest af alt en "gimmick", lyder det fra Thomas R. B. Petersen, administrerende direktør i Cabonline Danmark, der også hedder Taxi 4x27.

- Jeg har ikke set undersøgelser, der viser, at det hjælper meget at sætte en rude op. Så jeg kan godt være bange for, at det er mere marketing end det er helbred, der ligger i det her, siger han.

Dantaxis tiltag for at forhindre smitte med covid-19

Alle selskabets taxier skal senest tirsdag den 2. juni være monteret med afskærmning og fastgjorte spritdispensere.

  • Håndsprit skal benyttes af chaufføren, og passageren opfordres ligeledes til at anvende håndsprit inden turens start.
     
  • Chaufføren skal afspritte alle kontaktflader efter hver kunde.

Han peger på, at man hverken i flextrafik eller sygetransporter har fundet det nødvendigt med de nye tiltag. Hos Taxi 4x27 er man lige nu i gang med at undersøge, om der skal indføres lignende tiltag, men indtil videre gælder sundhedsstyrelsens anbefalinger for vognmænd, fortæller Thomas R. B. Petersen:

Chaufføren skal ikke gå på arbejde, hvis han er syg, og han skal bruge håndsprit, som også skal tilbydes til kunderne.

- Vognmændene renser jo allerede vognen mellem hver tur, ligesom de bruger håndsprit, siger han.

"Markant færre" taxakunder

Thomas R. B. Petersen mener også, at det er "en meget dyr" løsning for en i forvejen presset branche at installere plexiglas i alle taxaer - især hvis det hele er ved at være overstået.

Taxabranchen har blødt kunder, efter coronavirussen har ramt landet. Det handler dels om frygten for smitte, men også om, at folk ikke har brug for en vogn på vej hjem fra byen eller til lufthavnen - for folk er ikke i byen eller i lufthavnen.

- Der er ikke samme behov. Det er et markant fald, siger Thomas R. B. Petersen.

Dantaxi har oplevet samme nedgang.

- Da det så værst ud, var tre ud af fire taxature forsvundet, siger Vibeke Wolfsberg, der håber, at firmaets nye tiltag kan give både kunder og chauffører en tryghed.

Handler om flere kunder

Vicedirektør i vognmændenes brancheforening Dansk PersonTransport ,Trine Wollenberg, tror, at afskærmningen kan få en positiv indvirkning på antallet af taxiture:

- I takt med at Danmark åbner, vil folk igen have et transportbehov. Vi ved fra udenlandske erfaringer, at folk i højere grad vil efterspørge en individuel form for transport, hvor taxakørsel er oplagt at anvende. Derfor er det vigtigt, at folk trygt kan vælge taxaturen til, siger hun i pressemeddelelsen.

I alt er der cirka 4000 taxaer i Danmark.