Seks spørgsmål om jagten på mordmistænkt dansker, du ikke fik svar på i tv
Holdet bag dokumentaren ‘Savmordet’ stod i flere dilemmaer, da de opsporede Rasmus Kirkegaard Kristiansen. Undervejs måtte en forlade optagelserne.
At finde frem til en mordmistænkt dansker og næsten få ham med hjem til Danmark efter 27 år på flugt kommer ikke uden, at man skal træffe svære valg.
Det erfarede journalist Ole Bendtzen i efteråret 2019. Her opsporede han sammen med resten af holdet bag dokumentaren ‘Savmordet’ den danske forretningsmand Rasmus Kirkegaard Kristiansen i Brasilien.
Siden 1993 havde danskeren været eftersøgt via Interpol - mistænkt for at have myrdet og parteret sin forretningsforbindelse med en sav.
Ingen havde dog nogensinde fundet ham.
Derfor opstod der også flere dilemmaer, da Rasmus Kirkegaard Kristiansen under en konfrontation først sagde ja til at lade sig interviewe af tv-holdet og senere indvilligede i at tage med hjem til Danmark.
Her svarer journalist Ole Bendtzen på seks spørgsmål, som han og holdet har forholdt sig til både under og efter optagelserne til dokumentaren.
Hvor tæt føler I, at I kom på Rasmus Kirkegaard Kristiansen?
Vi var meget intenst sammen med Rasmus i mange dage på baggrund af noget, der var både kaotisk og følelsesmæssigt voldsomt. Derfor kom vi selvfølgelig tæt på hinanden - især fordi der også hele tiden foregik det her psykologiske spil mellem os og ham: Han var usikker på, hvad vores intention var. Vi vidste også, at han ikke var troværdigheden selv, og vi vidste jo eksempelvis ikke, om han kunne finde på at have en pistol på sig eller kontakte nogen.
Men selvom det kan lyde mærkeligt, så udviklede det sig til, at vi arbejdede som et hold for at få ham hjem. Det betød dog også, at vi hele tiden skulle være bevidste omkring, hvad Rasmus gjorde og hvorfor. Så vi ikke endte med at assistere ham på en flugt eller blive mikrofonholdere.
Hvordan vil du beskrive den mand, I mødte?
Drabsefterforskere siger tit, at man jagter et bæst og finder et menneske - og det vil jeg give dem ret i. Jeg kan ikke undsige mig, at jeg fik en vis sympati for ham, fordi vi netop arbejdede mod det samme: At få ham til Danmark. Samtidig var han jo en venlig mand, der brugte vores navne hele tiden og havde et mærkeligt overskud taget situationen i betragtning. Og det er så her, man tænker: Manipulerer han os nu, eller er han bare venlig? Det ved vi stadig ikke.
Hvad gjorde I for at undgå at lade jer manipulere af ham?
Vi vidste, at vi sad overfor en mand, der var sigtet for et drab og mistænkt for et andet. Derfor havde vi på forhånd talt rigtig meget om, hvordan han kunne reagere, og hvad vi skulle sige og gøre.
Selve konfrontationen øvede vi i en park og i bybilledet inden, så vi var forberedte helt ned i detaljen. Vi havde planlagt, at Per skulle sige Rasmus' fulde navn bag ham, fordi vi gerne ville have ham til at reagere på navnet ved at vende sig om. Det var også planlagt, hvor længe Per skulle trykke Rasmus' hånd, og hvordan vi andre skulle bevæge os i forhold til hinanden. Og hvad vi skulle gøre, hvis han flygtede.
Da vi sad overfor ham i interviewet, forsøgte vi også hele tiden at analysere ham: Er det ægte tårer, eller er det noget, han fremtvinger? Alt det var vi meget usikre på – og det er jeg stadig i dag.
Hvilke dilemmaer opstod for jer som journalister og Per Leo Jepsen, som er tidligere politimand?
Undervejs viste Rasmus Kirkegaard Kristiansen nogle sider af sig selv, hvor vi blev mindet om, at han måske kunne have andre planer end os - eller i hvert fald gerne ville tage styringen. Allerede på vej ud på konsulatet for at skaffe et nødpas, tænkte jeg på, om vi var ved at assistere ham. Var der noget, han vidste, som vi ikke vidste? Bundede hans overdrevne samarbejdsvilje i, at han havde en plan b, vi ikke kendte til? Da han ikke ville love at aflevere sit nødpas, blev vi ekstra skeptiske.
Efter det sagde Per, at han som gammel politimand ikke længere kunne mødes med Rasmus på et specifikt sted uden at føle, at han skulle informere politiet om hvor, så de kunne anholde ham der. Som journalister havde vi dog ikke lyst til at sætte den fælde op for Rasmus, og derfor forlod Per optagelserne i fire dage.
Han ønskede dog ikke at forhindre vores arbejde - han ønskede bare at være uvidende om det, og derfor måtte han forlade optagelserne. Imens mødtes vi med Rasmus, fordi vi som journalister godt kunne følge og dokumentere hans færden med et kamera.
Hvilke tanker har I gjort jer omkring jeres egen sikkerhed?
Vi havde talt om, at Rasmus måske ville blive vred på os, fordi vi havde afsløret hans skjul. Men tværtimod reagerede han ved at rose os for at finde ham, fordi det ikke var lykkedes politiet. Selvfølgelig har jeg efterfølgende tænkt tanken, om han kunne finde på at gøre os noget. Men efter al den kontakt, vi har haft, tror jeg ikke, det er hans interesse.
Da vi kom hjem blev han ved med at sende dokumenter og billeder, som vi kunne bruge til dokumentaren. Jeg fik sågar en julehilsen. Og da han blev anholdt, sendte han et håndskrevet brev fra fængslet. Så han har jo en interesse i at opretholde den gode kontakt - formentlig fordi han gerne vil have sin side af sagen belyst.
Er det noget, I ville have gjort anderledes?
Jeg føler, vi tog de rigtige beslutninger, og jeg er stolt af resultatet – men vejen derhen var noget, vi skulle finde ud af i momentet. Det var lidt som at bygge bil, mens man kører i den.
Vi var jo vidne om Rasmus Kirkegaard Kristiansens karakter. Derfor var vores opgave at være kritiske, men heller ikke dømme ham skyldig på forhånd. Vi skulle finde ham og høre hans historie. Om han er skyldig eller uskyldig i de sager, han er mistænkt i, får den danske domstol forhåbentlig mulighed for at afgøre.
Alle afsnit af TV 2-dokumentaren 'Savmordet' kan ses på TV 2 PLAY.