Royal Run

Royal Run aflyst

Kronprins Frederiks populære løb Royal Run bliver ikke afholdt i år som følge af corona-situationen.  Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det er hverken realistisk eller forsvarligt at afholde Royal Run i efteråret, lyder det fra Dansk Idrætsforbund.

Omkring 70.000 danskere har allerede meldt sig til Royal Run i 2020, men de må vente til 2021.

Kongehuset har sammen med styregruppen for løbe-eventen besluttet at udskyde det populære løb som følge af covid-19.

Fakta Royal Run 2021

  • Royal Run bliver afholdt i Nuuk 17. maj.
  • Royal Run bliver afholdt i Danmark 24. maj, 2. pinsedag.
  • De danske byer er Sønderborg, Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.
  • I Rønne på Bornholm er der også Royal Run 24. maj, dog uden kongelig deltagelse.

Løbet blev i første omgang udskudt fra juni til september.

Men den nye dato bliver 24. maj, 2. pinsedag 2021.

Kronprins Frederik, der står i spidsen for det populære løb, forklarer aflysningen således:

- At samle så mange mennesker i starten af september i år virker ikke længere realistisk. Royal Run vil ganske enkelt ikke kunne afvikles i den ånd, som har kendetegnet løbet – et samlingspunkt for danskerne på tværs af alder på tværs af kongeriget, siger han.

Han fortæller, at han og familien i stedet vil se frem mod et Royal Run, som vi kender det, i 2021.

- Indtil da håber jeg, at alle bevarer glæden ved løb og fysisk udfoldelse.

Både kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn plejer at deltage i løbet. Det blev første gang afholdt i 2018 i anledningen af kronprinsens 50-årsfødselsdag.

Her kan man løbe til næste år

24. maj 2021 vil danskerne kunne løbe i de samme byer, som det var planlagt i år:

Sønderborg, Aalborg, Odense, København/Frederiksberg og Bornholm.

Derudover vil der blive afholdt et løb i Nuuk på Grønland 17. maj 2021.

De 70.000 danskere, der allerede nu er tilmeldt Royal Run, vil automatisk få overført deres biletter til 2021. Er man forhindret i at deltage i 2021, kan man til få pengene refunderet indtil 8. september.

Omkring 90.000 mennesker har i de seneste to år deltaget i løbet. Lige nu er der 70.000 tilmeldt til det Royal Run, der flyttes til 2021. Billetterne i Sønderborg er som de eneste helt udsolgt.

Selv om der er en risiko for, at samfundet endnu ikke er blevet coronafrit i maj 2021, satser Royal Run-arrangørerne på at kunne samle danskerne til den tid.

- Vi tror og håber, at vi til maj næste år er kommet ud på den anden side og atter kan samles i det store idrætsfællesskab, og vi sætter derfor denne dato, siger Morten Mølholm, direktør i Dansk Idrætsforbund på vegne af Royal Runs styregruppe.

Du kan læse mere på Royal Run.