Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Mette Frederiksen (S) under partilederdebat om covid-19, på Statens Museum for Kunst i København torsdag den 14. maj 2020.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Hvad er status? 147 personer er indlagt med coronavirus i Danmark. Heraf er 35 i intensivbehandling og 28 i respirator. 537 er døde med covid-19.

Find de senest opdaterede tal her.

Tyske myndigheder ændrer på dansk grænsekontrol

Fra midnat ændrer Tyskland på den praktiske udførsel af indrejsekontrollen. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag aften. 

Det nye i den tyske grænsekontrol er, at kontrollerne vil ikke længere blive udført systematisk, men baseret på stikprøver og risikovurdering.

Selve reglerne for, hvornår man lovligt kan rejse ind i Tyskland, er dog i meget store træk uændrede.

Det vil sige, at det stadig ikke tilladt for danske statsborgere at rejse til Tyskland med det formål at være turist eller at foretage indkøb i eksempelvis grænsebutikkerne.

Rapport fik Mette F. til at åbne mere op: Fagfolk ser intet nyt

Den nye rapport fra Statens Serum Institut, som statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag lagde til grund for, at Danmark kan åbne yderligere i fase 2, har intet nyt i sig.

Det skriver Berlingske lørdag.

Få timer før torsdagens tv-debat mellem Folketingets partiledere meldte statsministeren ud, at der alligevel var plads til at åbne landet endnu mere end det, partilederne var blevet enige om på Marienborg i sidste uge.

Men der er slet ikke noget nyt eller afgørende i rapporten, siger overlæge ved SSI og leder af ekspertgruppen bag rapporten Robert Leo Skov

Kun ét af 3201 fly til Oslo er sendt til corona-tjek

Kun ét af de i alt 3201 fly, der er landet i Gardermoen lufthavn i Oslo mellem 1. marts og 12. maj, er kommet igennem et særligt modtagecenter for potentielt coronasmittede.

Det viser tal fra Avinor, der driver størstedelen af de norske lufthavne. Netavisen vg.no har fået indblik i tallene.

Modtagecentret blev i begyndelsen af marts etableret for passagerer, der kunne være smittet med coronavirus. Men kun passagerer fra et enkelt af de 3201 fly blev sendt til modtagecentret, der ligger i en separat del af lufthavnen, skriver vg.no.

Sverige vil med i danske grænseåbninger sammen med Tyskland

.

Ifølge svensk minister skal svenskerne skal kunne rejse til Danmark på lige fod med tyskere og nordmænd. Det er "urimelig forskelsbehandling", hvis den danske regering vælger at tillade indrejse fra Tyskland og Norge og holder den svenske grænse lukket.

Sådan lød det fra Anna Hallberg (S), den svenske minister for udenrigshandel og nordisk samarbejde. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi er meget kritiske over for det. Og det har vi påtalt, siger Anna Hallberg.

Hun mener ikke, at man bør sammenligne smittetrykkene i den danske og den svenske hovedstad.

- Skåne har en lavere smittespredning end Københavnsregionen.

- Jeg har argumenteret overfor den danske regering, at vi burde se Øresundsregionen som en fælles region snarere end at sammenligne Stockholm med København, siger Anna Hallberg til avisen Sydsvenskan.

Yderligere 104 døde i Frankrig

Frankrig har i det seneste døgn registreret yderligere 104 dødsfald blandt coronasmittede på landets hospitaler og plejehjem. Det meddeler det franske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I flere af de foregående dage har tallet ligget over 300 dødsfald per dag. Også antallet af indlæggelser på de franske hospitaler og intensivafdelinger er faldende.

Trump har udset sig 14 vaccinekandidater

USA's præsident, Donald Trump, håber, at der vil være en vaccine mod coronavirus klar i slutningen i året. Det siger han fredag aften dansk tid på en pressekonference i Det Hvide Hus, skriver Reuters.

På pressemødet kom det også frem, at USA arbejder sammen med andre lande i udviklingen af en vaccine, og at myndighederne har udset sig 14 vacciner, som de ser muligheder i - og som de vil investere i. 

Listen på 14 vaccine kunne dog blive mindre slog Trump fast ifølge Reuters.

New York gør klar til at genåbne strande

New York slutter sig til de delstater, der delvis genåbner strandene i næste weekend.

Det siger delstatens guvernør, Andrew Cuomo, fredag.

Men på trods af, at man snart kan tage på stranden og visse regioner får mere frihed, er andre tiltag forlænget til 28. maj i New York City, siger Cuomo.

Dermed skal newyorkerne blive hjemme i knap to uger mere, medmindre antallet af coronadødsfald og indlæggelser falder til et niveau, hvor det er forsvarligt at genåbne, siger Cuomo ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hækkerup har drøftet grænseåbning med Sverige og Norge

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har fredag haft møde med sine kolleger fra Sverige og Norge om at åbne grænserne. Det oplyser Justitsministeriet til TV 2.

- Før vi træffer en beslutning, er vi nødt til at snakke med vores kollegaer i Tyskland, men også i de øvrige nordiske lande som Norge, Sverige, Finland og så videre, sagde han tidligere på dagen til DR.

Udmeldingen kommer, dagen efter statsminister Mette Frederiksen (S) blødte op for, at turister fra for eksempel Tyskland måske kunne komme til Danmark, hvis de havde lejet et sommerhus.

Corona-app skal afdække smittekæder i Danmark

Flertal i Folketinget aftaler at udvikle en corona-app til at opspore smittekæder i Danmark. Data opbevares på borgerens telefon, oplyser Sundhedsministeriet.

Alle partier undtagen Dansk Folkeparti er med i aftalen.

Appen forventes færdigudviklet og klar til lancering medio juni, når den nye teknologi fra Google og Apple er blevet tilgængelig for sundhedsmyndigheder og indarbejdet i den danske smittestops-app. 

Nyudnævnt sundhedsminister i Brasilien stopper

.

For anden gang på under en måned skal Brasilien have ny sundhedsminister. Fredag har Nelson Teich, der blev udnævnt til sundhedsminister for få uger siden, fratrådt sin stilling. Det skriver Reuters.

Ligesom sin forgænger er Nelson Teich kommet på kant med Brasiliens præsident Jair Bolsonaro.

Bolsonaro har i flere omgange anklaget medier for at overdrive coronavirussens farlighed og gået i rette med de af landets guvernører, der har trodset hans opfordringer om at holde landet så åbent som muligt. 

Brasilien har i skrivende stund konstateret flere smittede med coronavirus end Tyskland og Frankrig.

Singler opfordres til at finde bollevenner af hollandske myndigheder

Hollandske singler opfordres nu til at finde bollevenner af de hollandske sundhedsmyndigheder. Det skriver The Guardian. 

Udmeldingen kommer, efter at myndighederne har fået kritik for, at gæster i folks hjem bør holde 1,5 meters afstand. Nu siger de hollandske sundhedsmyndigheder, at det giver mening, at singler også har fysisk intimitet under coronakrisen.

- Aftal, hvordan I bedst kan gøre det her sammen. Og aftal med den anden om, hvor mange personer I ser, lyder det blandt andet fra sundhedsmyndighederne.

Katastrofen er tæt på total, siger turistdirektør

.

Uden norske turister kommer det til at koste mange arbejdspladser, mener direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg.

- Katastrofen er tæt på at være total, siger han til TV 2 NORD, efter Norges statsminister, Erna Solbergs, udmelding om, at nordmændene skal forberede sig på at holde sommerferie i Norge.

- Uden nordmændene ser det ikke godt ud. I Skagen står nordmændene for 35 procent af omsætningen, mens de står for omkring 20-25 procent i resten af Frederikshavn Kommune, forklarer René Zeeberg.

Fem pædagoger smittet med coronavirus i daginstitution

Fem medarbejdere i en daginstitution i Frederiksberg Kommune er testet positive med coronavirus. Det skriver DR.

DR har talt med Janni Hjerpe, der er børne -og ungelæge og rådgiver for kommunens daginstutioner, og hun bekræfter historien.

Ifølge hende er det sandsynligvis én medarbejder, der har taget smitten ind i Børnehuset Solmarken, som rummer 95 børn i vuggestue og børnehave.

Sundheds- og Ældreministeriet ansætter ny chef for 'Testcenter Danmark'

Anne-Marie Vangsted, der i dag leder Styrelsen for Patientsikkerhed, vil overtage ledelsen af Testcenter Danmark. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Anne-Marie Vangsted er uddannet cand.pharm. og har en lang og relevant faglig og ledelsesmæssig karriere i blandt andet Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og senest som direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed.

117 nye dødsfald i Sverige

Der er i det forløbne døgn registreret 117 døde med coronavirus i Sverige, oplyser den svenske sundhedsstyrelse. Det rapporterer det svenske medie SVT.

Nordmænd må ikke rejse før august

Den norske regering fraråder fortsat alle udlandsrejser frem til 20. august. Det oplyser den norske statsminister, Erna Solberg, på et pressemøde, der bliver afholdt netop nu. På samme måde er der indrejseforbud for udlændinge - også frem til 20. august.

Til gengæld må nordmændene rejse over hele landet "på en måde, som ikke spreder smitte."

Den norske regering vil revurdere beslutningen på et senere tidspunkt, og før 15. juni vurderer regeringen igen, om rejser i Norden bliver tilladt.

Ingen nye dødsfald i Danmark

Der har det seneste døgn ikke været nogen coronarelaterede dødsfald i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Det er første gang siden 22. marts.

Antallet af indlæggelser er desuden faldet med 10 til 137 - mens antallet af indlæggelser på intensiv er faldet med tre til 32. I alt 26 ligger i respirator - det er to færre end torsdag. Her kan du få overblikket over de nyeste tal

Smittetrykket stiger i Norge

Smittetrykket i Norge er siden 8. maj steget fra 0,49 til 0,72 fredag. Det viser tal fra Folkehelseinstituttet, skriver det norske medie NRK.

Grænsen til Tyskland er lukket - også i weekenden

På trods af at tyskerne ønsker at åbne grænsen til Danmark, skal man som dansker stadig have et anerkendelsesværdigt formål for at kunne rejse ind i Tyskland - også i weekenden. Det skriver nordschleswiger.dk.

Grænsen vil ifølge Hanspeter Schwartz fra Bundespolizei i Flensborg nemlig først blive åbnet, når der er fundet en fælles løsning mellem Danmark og Tyskland. Og det er der ikke endnu, lyder det.

- Der er forhandlinger mellem Danmark og Tyskland, men der er ingen aktuelle planer om en ensidig grænseåbning fra tysk side, siger han ifølge mediet shz.de, skriver Ritzau.

Tyskland letter på regler

Tyskland vil lette karantæneregler for rejsende, der ankommer fra andre EU-lande, Schengen-lande og Storbritannien, skriver nyhedsbureauet Reuters. 

Rejsende til Tyskland skal - som i mange andre lande - i 14 dages karantæne ved ankomst, men nu vil anbefalingen blive, at rejsende fra bestemte områder kun skal i karantæne, hvis man kommer fra et land med et stort antal smittede. 

Reglen om 14 dages karantæne vil fortsat gælde for alle andre lande udenfor EU.