Coronavirus

Halvdelen af beboerne smittet med coronavirus på genoptræningscenter

18 ud af 40 beboere er smittede på et center i Helsingør.

Mens mange kommuner oplever et fald i antallet af smittede med covid-19, står det anderledes til flere steder i Helsingør Kommune.

Særligt ét sted er hårdt ramt. Her er 18 ud af 40 beboere er nemlig smittet, og to er døde med coronavirus på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, også kaldet HRT. Det skriver Helsingør Dagblad.

Vi ville gerne have testet meget mere. Men det måtte vi jo ikke

Johannes Hecht-Nielsen, formand for Helsingør Byråds Omsorgs- og Sundhedsudvalg

Også hver sjette medarbejder på centret er ramt af covid-19. Ud af 135 medarbejdere er 23 blevet testet positiv for coronavirus, skriver Helsingør Dagblad.

På genoptræningscentret kommer beboerne direkte fra hospitalet.

Kommunen ved ikke, hvorfor så mange på genoptræningscentret er blevet syge.

- Det er ikke til at sige, hvorfor det lige præcis er HRT, siger formanden for Helsingør Byråds Omsorgs- og Sundhedsudvalg, Johannes Hecht-Nielsen (V) til TV 2.

Flere plejecentre ramt

Også andre steder i Helsingør Kommune oplever de fortsat nye tilfælde af covid-19.

Dog langt fra i lige så høj grad som på genoptræningscentret.

På plejehjemmene Falkenberg i Ålsgårde og Kristinehøj i Helsingør er der flere beboere, som er ramt af sygdommen.

På Falkenberg er én beboer og tre medarbejdere smittet, og én er ramt af coronavirussen på Kristinehøj, skriver Helsingør Dagblad.

Formand: - Vi gjorde, hvad vi måtte

Hvorfor der er flere nye tilfælde af covid-19 i Helsingør end i mange andre kommuner, ved man ikke, fortæller Johannes Hecht-Nielsen.

Kommunen har i en ny rapport fra Statens Serum Institut haft 30-39 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. Til sammenligning har de tre nabokommuner mellem 1-29 nye tilfælde.

Ifølge byrådsmedlemmet har Helsingør Kommune ikke gjort noget anderledes end andre kommuner.

- Vi har gjort alt, hvad sundhedsmyndighederne har sagt, vi skulle gøre, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Både HRT og de to andre plejehjem har fulgt de retningslinjer, der på det tidspunkt var gældende.

Men det var ikke nok, mener Hecht-Nielsen.

- Vi ville gerne have testet meget mere. Men det måtte vi jo ikke. Og en kommune skal jo ikke gøre sig klogere end Sundhedsstyrelsen, siger han.

Opklaringsgruppe skal finde svar

På genoptræningscentret, hvor beboerne kommer direkte fra hospitalet, er der større udskiftning blandt beboerne, end der er på plejecentrene.

Og netop den store udskiftning blandt beboerne kan ifølge Johannes Hecht-Nielsen være en af årsagerne til, at smitten er sværere at inddæmme på HRT.

Der er dog ingen i Helsingør Kommune, der ved, hvor det går galt.

Derfor skal en såkaldt ekstern opklaringsgruppe nu undersøge, om genoptræningscentret laver systematiske fejl, som der skal rettes op på.

Ældresagen er overrasket

Virusudbruddet på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter er kommet bag på Ældresagen i Helsingør.

Det fortæller lokalformand Manfred Frederick Dietrich.

- Resten af samfundet går jo egentlig den rette vej, så det kommer som en overraskelse, at der har været smitte der, siger han til TV 2.

Ældresagen har netop oplevet, at Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter i høj grad har håndhævet reglerne mod coronasmitte.

- Faktisk har de været så nøjeregnende i forhold til at beskytte patienter, at pårørende mente, de var for isolerede. Så jeg tror ikke, at man har slækket. Det er svært at sige, hvordan smitten er opstået. Det burde ikke kunne ske, siger Manfred Frederick Dietrich.

Lokalformanden vil i dag tage fat i Helsingør Kommune for at finde ud af, hvad der er sket, og følge op på at der bliver gjort alt for at inddæmme smittespredningen.

- Det er et hårdt slag for os. Vi havde jo regnet med en åbning med hensyn til besøg fra pårørende. Nu risikerer vi måske yderligere restriktioner. Beboere på plejehjem har længe ikke haft det godt. Mange er demente og har svært ved at forholde sig til det. At der nu kommer et tilbageslag er ikke særlig heldigt, siger han.

Genåbning bekymrer kommunen

Også Johannes Hecht-Nielsen er bekymret for konsekvenserne af genåbningen af Danmark.

På HRT er beboerne netop en af de grupper i samfundet, som er særligt udsat. Og derfor er han nervøs for, at flere vil blive syge.

Han håber dog på, at sundhedsmyndighedernes nye strategi vil komme problemet til livs.

- Fra nu af er det bare test, test, test, siger han.

Efter at Danmarks teststrategi er blevet ændret, har de oprettet et nyt testkorps på HRT. Alle beboere og medarbejdere bliver nu testet for coronavirus ofte, oplyser Johannes Hecht-Nielsen.