Min bror blev dræbt i savmordet, og jeg har gjort mig en masse absurde tanker om hvorfor

Helle Højer Reckweg har i 27 år levet med uvisheden om, hvordan hendes bror blev slået ihjel.

Der er mange i min omgangskreds, der ikke har vidst, at min bror blev dræbt og parteret med en sav i Portugal i 1993 i det såkaldte savmord. Det er ikke det første, man præsenterer sig med, når man møder nye mennesker – og det er heller ikke noget, der bare naturligt kommer op i en samtale.

Men det har ændret sig nu, og det var jeg klar over, at det ville gøre, da jeg sagde ja til at være med i dokumentaren om ‘Savmordet’.

Så fortæller man sin historie til alle, og det har jeg ikke haft noget imod. Min brors historie er også blevet en del af min historie.

Når folk har fundet ud af det, har de sagt: “Gud!” og “Nej, hvor forfærdeligt!”. Nogle har også været nysgerrige og stillet spørgsmål. Men det synes jeg egentlig er fint nok. Jeg kan godt se, at det en spændende historie, fordi det, der er sket, netop er mærkeligt og bestialsk.

Derfor synes jeg, det kan berettiges, at den bliver fortalt.

Den uvirkelige besked

square to 16x9
Erik Højer Christensen og Helle Højer Reckweg sammen med deres søskende. Deres ansigter er sløret, da de ikke ønsker at stå frem i forbindelse med dokumentaren om 'Savmordet'. Foto: Privatfoto

Mit navn er Helle Højer Reckweg. Jeg er Erik Højer Christensens søster.

Vi kommer fra en søskendeflok på fire, hvor Erik er nummer to i rækken, og jeg er den yngste.

Sidste gang jeg talte med Erik var en måned før, han blev slået ihjel. Jeg var lige blevet mor, og vi skulle holde barnedåb. Men han ringede, fordi han desværre var nødt til at melde afbud.

Erik Højer Christensen blev 37 år gammel.
Erik Højer Christensen blev 37 år gammel. Foto: Privatfoto

Han var flyttet til England i 1989 efter at have solgt sin maskinfabrik på Stevns, fordi han var blevet træt af at betale så meget i skat. Han ville ud og opleve noget andet.

Efter det havde vi ikke voldsom meget kontakt.

Det foregik mest gennem vores far. Men i juli 1993 hørte far ikke mere fra Erik.

På det tidspunkt boede han i min onkels lejlighed i England. Derfor var det min onkel, der ringede til min far og fortalte, at politiet havde kontaktet ham. De havde fundet en kuffert og nogle ligdele på en bjergkløft i Portugal sammen med Eriks visitkort.

Det var fuldstændig vanvittigt. Uvirkeligt.

Vi vidste jo ikke, om det var Erik, og man tænker, hvorfor skulle det være det? Jeg kunne ikke finde nogen saglig grund til, at han skulle være blevet slået ihjel på den måde. Og så var det bare som en dårlig B-film, der rullede – og som man var med i.

Helle Højer Reckweg og Erik Højer Christensen voksede op sammen på en gård på landet med deres familie.
Helle Højer Reckweg og Erik Højer Christensen voksede op sammen på en gård på landet med deres familie. Foto: Privatfoto

Da svaret fra dna-testen kom, måtte vi jo forstå, at det var rigtigt.

Det var forfærdeligt, men det gav også lidt ro trods alt at få bekræftet, at Erik var død. Så skulle vi ikke spekulere over, om han var taget til Thailand eller Sydamerika, eller om han bare var forsvundet.

Savmordet

I 1993 blev den 37-årige dansker Erik Højer Christensen fundet dræbt og parteret i Portugal.

Politiet mistænkte den dengang 25-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen for at stå bag drabet, hvorefter han blev efterlyst i hele verden.

I november 2019 lykkedes det efter to års research et tv-hold at finde og interviewe Rasmus Kirkegaard Kristiansen i Brasilien. Optagelserne er blevet en del af dokumentaren 'Savmordet'. 

I januar 2020 blev Rasmus Kirkegaard Kristiansen anholdt af brasiliansk politi. Han afventer nu udlevering til Danmark.

Rasmus Kirkegaard Kristiansen nægter sig skyldig.

Vi blev enige om, at vi ikke skulle have ham hjem fra Portugal. Vi havde ikke noget ønske om at holde en begravelse, kun med en halv krop. Hans hjerte og sjæl var der ikke mere.

I stedet blev der arrangeret en fin mindehøjtidelighed for Erik.

Et sår, der ikke er helet

Da det skete, var jeg 29 år. I dag er jeg 56 år. Og gerningsmanden er aldrig fundet.

Jeg synes, det er dybt frustrerende, at der kan gå så mange år, uden at man kan få en afklaring, og uden at der er nogen, der står til regnskab for Eriks død.

Det var vores far, der sloges mest med det i tiden efter. Han havde kontakten til politiet og stod for en del af det praktiske med Eriks ting. Selvfølgelig hjalp vi til, men det var som om, han havde en ekstra byrde.

For at skåne ham påduttede vi ham ikke vores tanker og følelser. Han skulle ikke bekymre sig om vores ve og vel.

Helle og Eriks far, Villum Højer Christensen, døde i 2003. - Jeg tror, han var påvirket af sagen om Erik til det sidste, fortæller Helle Højer Reckweg.
Helle og Eriks far, Villum Højer Christensen, døde i 2003. - Jeg tror, han var påvirket af sagen om Erik til det sidste, fortæller Helle Højer Reckweg. Foto: Privatfoto

Min mor døde, før Erik forsvandt, og det var nok meget godt. Han var mors øjesten, så det ville have taget rigtig hårdt på hende, hvis hun havde levet.

I begyndelsen skrev medierne en masse om sagen og om Rasmus Kirkegaard Kristiansen, som politiet efterlyste over hele verden, fordi de mistænkte ham for at have slået Erik ihjel.

Jeg saksede alt ud af aviserne og gemte alle udklip i en kasse, blandt andet sammen med den bog Rasmus udgav fra sit skjul kort efter Eriks død, hvor han nægtede sig skyldig i drabet.

Rasmus Kirkegaard Kristiansen som han så ud, da han forsvandt i begyndelsen af 1990'erne.
Rasmus Kirkegaard Kristiansen som han så ud, da han forsvandt i begyndelsen af 1990'erne. Foto: Privatfoto

Jeg kontaktede Rasmus’ mor og fik hende til at sende mig et eksemplar.

Efter et års tid gik det op for os, at der ikke skete meget mere fra dansk politis side. Der kom intet nyt, Rasmus var væk, og så har vi ligesom affundet os med det. Vi var nødt til at leve videre.

Men jeg kan godt mærke, at nu hvor jeg er nødt til at svare på nogle ting og tænke efter og mærke efter i mig selv, så er der et sår, som ikke er helet. Som bare har været gemt væk, fordi det var det mest... behagelige.

Så kunne man da i hvert fald holde ud at leve sin hverdag. Og så gik årene bare. Indtil efteråret 2018.

Nervepirrende opkald

Her blev jeg kontaktet af en tv-producent, der fortalte, at de ville forsøge at finde den mistænkte i sagen i en ny dokumentar om savmordet.

Han spurgte, om jeg ville være med. Jeg vendte det med mine søskende og havde det sådan, at hvis vi sagde ja, så havde vi en eller anden indsigt eller indflydelse på tingene.

Hvis der blev lavet nogle graverende fejl, er det nemmere at rette dem, når man er tæt på, end hvis man slet ikke er med.

Mine søskende havde dog ikke lyst til at stå frem, men selvom det er mig, der har stillet mig forrest, har vi været sammen om det. Og det har været nervepirrende at følge med hjemmefra – især i november sidste år, hvor tv-holdet rejste til Brasilien for at lede efter Rasmus sammen med Per. Den efterforsker, der i 1993 lovede min far at gøre alt, han kunne, for at opklare sagen.

I den måned, de var afsted, ringede de næsten en gang om ugen med nyt. Og jeg var megaspændt og halvnervøs hver gang. For jeg anede jo ikke, hvad pokker de nu ville fortælle mig.

Jeg har hele tiden håbet på, at de ville finde Rasmus. Jeg ved bare ikke, om jeg troede på det, før den dag i november sidste år hvor de sendte en optagelse hjem af en mand, de mente var ham.

Jeg gloede på computerskærmen. Kiggede på de gamle billeder af Rasmus fra dengang og over på de nye billeder. Og jeg var bare ikke i tvivl. Det var ham.

Jeg var rystet over, at det faktisk var lykkedes at finde ham efter så mange år. Det var kæmpestort, for det kunne jo godt være, de bare havde fundet en gravsten og en dødsattest. Men at få at vide at han rent faktisk var i live var meget surrealistisk.

Dels blev jeg jo glad, men det gjorde også bare, at der pludselig var mange flere spørgsmål.

Og så var det pisseirriterende at vide, at han bare gik rundt dernede, mens ingen har gjort noget for at få fat i ham. Det er sådan noget, der gør mig vred.

Det, synes jeg, er dybt uretfærdigt.

Den største skuffelse

Nu hvor jeg har set tv-holdets interview med Rasmus, kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvad han er for et menneske.

Her sagde han igen, at han var en uskyldig mand.

Tv-holdet viste ham en video, hvor jeg spurgte, hvorfor han mente, at Erik fortjente at dø. Jeg var glad for, at han blev lidt chokeret over mit spørgsmål, og at jeg henvendte mig direkte til ham.

Men han sagde, at han var på min side. At han ikke mener, at nogen fortjener at dø. Det var det mest oplagte svar, når man bedyrer sig uskyldig. Og et ubrugeligt svar for mig.

Sådan så Rasmus Kirkegaard Kristiansen ud, da han så en video, hvor Helle Højer Reckweg spurgte ham, hvorfor hendes bror fortjente at dø.
Sådan så Rasmus Kirkegaard Kristiansen ud, da han så en video, hvor Helle Højer Reckweg spurgte ham, hvorfor hendes bror fortjente at dø. Foto: Pipeline Production / TV 2

Jeg kunne godt forestille mig, at jeg kunne synes, Rasmus var en sympatisk fyr, hvis jeg mødte ham og ikke vidste, hvem han var. Men jeg synes også, han er uhyggeligt god til at sno sig i sine samtaler, undlade at besvare ting og krybe udenom.

Derfor havde jeg også svært ved at tro på, at han rent faktisk ville rejse med tv-holdet hjem til Danmark, selvom han indvilgede i det.

Men jeg håbede virkelig, at det ville ske.

Derfor var det den største skuffelse, da Per ringede til mig, den dag de skulle flyve til Danmark fra Brasilien og fortalte, at Rasmus på grund af formaliteter ikke havde fået udstedt det nødpas, der gjorde det muligt for ham at rejse med.

Jeg blev helt stille i telefonen. Sad bare og stirrede på den, da vi havde lagt på. Jeg blev virkelig skuffet og ked af det.

Jeg har ventet 27 år på at høre Rasmus’ forklaring. Tv-holdet og Per havde arbejdet hårdt på at få styr på hans papirer. Og han var selv villig til at tage afsted.

Det var så tæt på. Og så glippede det alligevel.

Jeg følte også med Per, fordi han så gerne ville have haft Rasmus med hjem.

Nu er det hele udskudt igen, og vi aner jo ikke, hvor lang tid der kommer til at gå. Men jeg er glad for, at Rasmus er i de brasilianske myndigheders varetægt, for så er der jo stadig håb for, at han kan blive udleveret.

Men et eller andet sted er jeg lidt bange for, hvad der sker, når det sidste afsnit af dokumentaren er sendt, og pressens interesse forsvinder igen. Gad vide, om det danske politi så bare lægger den her sag på hylden en gang til? Og hvad hvis højesteretten i Brasilien løslader ham?

Så sker der ikke mere. Og det er min største bekymring. At det ikke lykkes at få ham hertil.

Ønsket om svar

square to 16x9
Hvis Rasmus Kirkegaard Kristiansen kommer til Danmark, og sagen skal behandles ved den danske domstol, vil Helle Højer Reckweg sidde på første række. Foto: Pipeline Production / TV 2

Selvom de her fem udsendelser i dokumentaren bringer mig tættere på Rasmus, mangler jeg stadig svar.

Jeg vil godt vide, hvad der skete på den sidste køretur og i timerne op til, at Erik blev slået ihjel? Og hvis ikke Rasmus har slået ham ihjel, hvad er det så, han ved om det her?

Han må vide noget.

Den største forløsning ville være at få ord på, hvorfor Erik skulle dø. Hvad var det, han havde gjort eller sagt, som berettigede et andet menneske til at slå ham ihjel og behandle ham, som han blev behandlet?

Jeg tror, det ville give mig en form for ro. En eller anden forståelse for, hvorfor det skete. For jeg har gjort mig en masse, fuldstændig absurde tanker om hvorfor. Og det kan være både rigtige og forkerte tanker.

Men et svar ville gøre, at jeg kunne få lagt dem væk, så jeg ikke behøvede at spekulere på det mere.

Vi har ikke mange ting tilbage efter Erik. Nogle få genstande, lidt billeder og så kassen om savmordet med alle avisudklip.

Da jeg for to år siden, i forbindelse med dokumentaren, fandt kassen frem og fik kigget på det hele efter lang tid, så kom alle følelser op igen: Hvor grusomt det var. Da jeg kiggede udklippene igennem, kunne jeg stadig føle uretfærdigheden og fortvivlelsen over, at det ikke dengang var lykkedes at finde en gerningsmand.

Jeg tror, jeg gemmer det for ikke at komme til at glemme Erik og for ikke at glemme hans voldsomme død. For hvis jeg glemmer det, hvem skal så holde myndighederne op på, at de skal gøre deres yderste for at få Rasmus til Danmark og få retten til at afgøre hans skyld.

Helle Højer Reckweg sammen med sin bror før hans død.
Helle Højer Reckweg sammen med sin bror før hans død. Foto: Privatfoto

Hvis det kommer så langt, er jeg sådan set ligeglad med, hvad dommen bliver.

Hvis han bliver erklæret uskyldig, er det bare sådan, det er. Så har retten talt.

Og hvis han bliver dømt skyldig, så er det fuldstændig ligegyldigt om han får 2 år, 10 år eller 20 år.

Jeg ønsker ikke hævn. Jeg ønsker bare at høre hans forklaring i en retssal.

Se sidste afsnit af dokumentaren 'Savmordet' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 eller TV 2 PLAY.