Coronavirus

Længste animerede tv-serie holder pause for første gang i 45 år

Tv-serien 'Sazae-san' er meget populær i Japan, og bliver normalvis sendt hver eneste søndag. Handout / Scanpix Denmark

Corona-pandemien sætter nu en stopper for en imponerende lang stime.

Millioner af seere i Japan må nøjes med genudsendelser, efter verdens længste animerede tv-serie har været nødt til at afbryde produktionen på grund af den nuværende coronakrise.

Tv-serien, ved navn 'Sazae-san', har kørt hver eneste søndag siden 1969, kun med undtagelse af én anden aflysning i 1975, som konsekvens af den daværende oliekrise.

'Sazae-san' er kåret af Guiness World Records som verdens længste animerede serie, og overgår dermed tv-serien 'The Simpsons', som har eksisteret siden 1989.

Serien er en animeret tv-version af tegneserien af samme navn, og den handler om en kvinde ved navn Sazae Fuguta, og hendes familie og venner i en forstad til Tokyo.

Japans økonomi i vanskeligheder

Den meget usædvanlige pause i produktionen sker som konsekvens af det økonomiske pres, der er på produktionsselskabet. Det fortæller Fuji Television Network, som står bag serien.

Selvom Japan i forhold til andre internationale standarder har haft færre tilfælde af coronasmitte, så er landet alligevel meget påvirket af pandemien.

Japans økonomi er nemlig alvorligt ramt af krisen, og den japanske regering har valgt at forlænge landets undtagelsestilstand til slutningen af maj for at forebygge yderligere smitte med coronavirus. Og det har konsekvenser for mange af landets virksomheder.

Andre tv-serier er langt bagud

Udover 'Sazae-san' findes også en række andre kendte tv-serier, som har kørt over en meget lang årrække. Men ingen af dem kan måle sig med den japanske rekordholder.

'The Simpsons' har i alt 681 afsnit, 'Family Guy' har 348 afsnit, og 'South Park' følger lige efter med 307 afsnit.

Til sammenligning har 'Sazae-san' produceret intet mindre end 7071 afsnit, som dog hver især kun varer omkring seks minutter.