Coronavirus

Søren Brostrøm: Grundig hygiejne er vigtigere end afstand

En vigtig forudsætning for genåbningen er, at hygiejne bliver prioriteret endnu højere end nu, lyder det.

Selv om det mest iøjnefaldende i Sundhedsstyrelsens retningslinjer formentlig er den ændrede anbefaling fra to til en meters afstand, er det vigtigste ifølge styrelsen et skærpet fokus på grundig hygiejne.

Det siger Søren Brostrøm, direktør hos Sundhedsstyrelsen.

Faktisk skal hygiejnen prioriteres endnu højere, end tilfældet er nu. Særligt nu, hvor mere af samfundet åbnes, og hvor der skrues ned for afstandsanbefalingen under coronakrisen.

- Det er vigtigt at sige, at når vi åbner mere for samfundet og slækker på afstandskravet, er det ikke det samme som, at man bare skal give los.

- Hygiejne ude i samfundet er det, som er allervigtigst for os. Mere end afstanden, siger Søren Brostrøm.

Nye anbefalinger

Styrelsen har netop udgivet en række nye anbefalinger i forbindelse med genåbningens fase 2 under coronakrisen.

Her er en række anbefalinger om, hvordan virksomheder, personale og borgere skal forholde sig i genåbningen.

Det sker, fordi blandt andet detailhandel fra mandag kan åbne helt op, og restauranter og caféer fra 18. maj kan slå dørene op igen.

- I vores anbefaling er der en række detaljerede punkter omkring kontaktsmitte på håndtag, gelændere, armlæn og trykknapper, siger Søren Brostrøm.

Har man mulighed for eksempelvis at implementere en håndfri vandhane, er det en god idé.

Kontaktløs betjening

Samtidig bør man i vid udstrækning have kontaktløs betjening, hvis det er muligt.

- Alle de ting, vi har gjort med håndsprit, undgå håndtryk og alt det her med kontaktfri løsninger, er virkelig det, vi skal holde fast i.

- Særligt fremadrettet, hvor der vil komme mere kontakt mellem mennesker, siger han.

Anbefalingerne er ikke deciderede retningslinjer endnu. De er "faglige sigtelinjer", som så skal implementeres under gældende love og regler, hedder det.