Nyheder

Dagens nyheder 9. maj

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan læse seneste nyt om coronavirus her. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Ild i lejlighed i Hvidovre: Beboere evakueret

Hovedstadens Beredskab og Vestegnens Politi rykkede lørdag aften ud til en brand i Bymuren i Hvidovre. Branden var så kraftig, at beboerne i opgangen blev evakueret, men de er nu på vej tilbage. Beboerne i den lejlighed, hvor branden opstod, kan ikke vende tilbage, da lejligheden er alt for skadet. Politiet har på nuværende tidspunkt ikke fastlagt brandårsagen. Det skriver sn.dk.

Knivstikkeri i Horsens: Tre mænd er anholdt

Tre personer er blevet anholdt efter et knivstikkeri i Horsens. Alle tre personer er ramt af knivstik, men er uden for livsfare, oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup, til Horsens Folkeblad. Det er to grupperinger, der har været i masseslagsmål på åben gade i Smedegade i Horsens, og de anholdte er i forvejen kendt af politiet.

Politiet ændrer sigtelse i norsk drabssag

Den 30-årige mand, der blev pågrebet i torsdags i forbindelse med drabet på norske Anne-Elisabeth Hagen, blev oprindeligt sigtet for drab eller medvirken til drab. Nu har politiet ændret sigtelsen til bortførelse. Det oplyser mandens advokat, Dag Svensson, til VG. Norsk politi har tidligere oplyst, at manden har en relation til ægtemanden Tom Hagen, der selv er sigtet i sagen.

Stor bandesag udsættes, fordi retten skal på ferie

En omfattende retssag mod en gruppe på 14 mænd med tilknytning til bandemiljøet, som er udsat til næste år. Det skriver Politiken søndag. Dermed risikerer 11 af de 14 tiltalte at få forlænget deres varetægtsfængsling i en samlet periode på helt op til 2 år og 8 måneder. 

Sagen blev afbrudt efter 21 retsmøder efter coronanedlukningen 13. marts. I sin begrundelse for udsættelse henviser retten blandt andet til, at Domstolsstyrelsen har tilkendegivet, at "ferie så vidt muligt skal afvikles i juli".

Rekordantal migranter stoppet i Den Engelske Kanal

Lørdag blev fem både med 82 migranter stoppet i forsøget på at krydse Den Engelske Kanal. Fredag blev 145 migranter fanget i deres både og bragt til kysten i Dover - det er et rekordantal. I februar blev 102 migranter taget i færd med at krydse Den Engelske Kanal, hvilket var det højeste antal på det tidspunkt. Det skriver Sky News.

Storebæltsbroen er genåbnet

Sydsjællands Politi oplyser på Twitter, at Storebæltsbroen igen er åben i vestgående retning. Broen var tidligere lørdag lukket fra Sjælland mod Fyn. Ifølge politiet var der tale om en personredning, og vedkommende er i god behold.

Livløs mand fundet ved havn

Nordsjællands Politi har fundet en død mand ved Snekkersten Havn, fortæller vagtchefen til TV 2. Politiet modtog en anmeldelse om manden klokken 16.14 og manden blev erklæret død klokken 16.45. Der er ikke mistanke om en kriminal handling, fortæller vagtchefen til TV 2. 

Storebæltsbroen er lukket i den ene retning

Storebæltsbroen er lukket i vestgående retning, oplyser Sund og Bælt.

Sund og Bælt kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt.

Little Richard er død

Rockmusikeren Little Richard er død. Han blev 87 år. Det skriver Rolling Stone. Musikerens søn bekræfter ifølge musikmagasinet dødsfaldet.

31-årig mand sigtet for vold med døden til følge mod 32-årig kvinde

Den 31-årige mand, der blev anholdt for efter fundet af en død 32-årig kvinde, er lørdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Han er sigtet for vold med døden til følge, men nægter sig skyldig.

Det oplyser vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Norsk politi ville pågribe Hagen igen, men fik nej

Da den norske milliardær Tom Hagen, der er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone, fredag eftermiddag blev løsladt fra fængslet i Oslo, ønskede politiet at pågribe ham på ny. Men statsadvokat Kirsti Guttormsen afviste ønsket. Det skriver NRK

Jeppe Kofod bekymret over Ungarn

De fem nordiske udenrigsministre har på udenrigsminister Jeppe Kofods initiativ skrevet et fælles brev til Europarådets generalsekretær, Marija Pejčinović Burić, hvori de udtrykker bekymring over udviklingen i Ungarn.

32-årig kvinde død efter voldsepisode

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt fredag eftermiddag en 31-årig mand efter en voldsepisode på en adresse i Nakskov og sigtede ham for vold med døden til følge mod en 32-årig kvinde. Det skriver politiet i en pressemeddelelse. Manden bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør.

Lørdag med lunt forårsvejr

Vejrsituationen lørdag eftermiddag. Temperaturerne kan lokalt nå 20 grader, men lokale eftermiddagsbyger i den sydlige del af Jylland kan forekomme.

Der venter en pæn og lun lørdag med temperaturer op til 17-20 grader, hvor det bliver varmest, skriver TV 2 Vejret.

Amerikansk kvindelandshold fortsætter kamp for ligeløn

Det amerikanske kvindelandshold i fodbold vil fortsætte kampen for ligeløn, selvom en domstol ikke fandt bevis for, at landsholdsspillerne var underbetalte i forhold til deres mandlige kolleger. Derfor appellerer spillerne dommen, oplyser deres talsperson, Molly Levinson.

To unge mænd stukket med kniv

To unge mænd har fortalt politiet, at de blev overfaldet.

Sent fredag aften blev to mænd på 19 og 20 år stukket med kniv på Amagerfælledvej i København. Det oplyser Københavns Politi til Ritzau. Den ene mand er sluppet med overfladiske skader, mens den anden er indlagt på hospitalet, men ikke i livsfare.

Skovrydning i Amazonas sætter rekord

I årets første fire måneder er der blevet ryddet 1202 kvadratkilometer - svarende til seks gange Københavns størrelse - af Amazonas regskov. Det viser tal fra det brasilianske rumforskningsinstitut, Inpe. Det er en stigning på 55 procent fra sidste år og det højeste, siden målinger begyndte i 2015.

Roy Horn er død

Siegfried Fischbacher (til venstre) og Roy Horn (til højre).

Roy Horn, den ene halvdel af den berømte tryllekunstnerduo Siegfried and Roy, er død. Han døde med covid-19, 75 år gammel. Det oplyser hans talsmand til det tyske nyhedsbureau dpa.