Coronavirus

Studievært syg i dagevis - coronatests gav ikke svar

Allan Silberbrandt er vært på TV 2 NEWS. Privatfoto

BLOG: Studievært på TV 2 NEWS Allan Silberbrandt beskriver her sit sygdomsforløb under coronaepidemien, der har ført til to "inkonklusive" testsvar.

- Hvordan begyndte det?, spurgte lægen i telefonen.

Jeg tænkte straks på joken om manden, der iført en stor hat træder ind hos lægen. Uden at sige noget tager han hatten af. Ovenpå hans hoved sidder der en stor frø.

- Hvordan begyndte det?, spørger lægen.

- Som en byld i enden, svarer frøen.

Mit svar til lægen var anderledes.

- Som en tør hoste og 37,5 i feber og øm i hele kroppen.

- OK, sagde lægen.

- Hvis det bliver værre, så ring igen.

Lægens automatiske telefonsvarer

Sådan gik en uge, og i mellemtiden var også først min datter og derefter min kone blevet syge. Tør hoste, 37,5 i feber og øm i hele kroppen.

Vi var midt i marts, og trods løfterne fra sundhedsmyndighederne kunne man ikke blive testet. Så vi slog os til tåls med, at det nok ikke var coronavirus, og at så længe det ikke blev værre, kunne vi være rolige. Det sagde lægen jo.

Men vi var godt nok trætte. Sov 12-14 timer i døgnet. Sprittede alting af. Mange gange i løbet af dagen. Nej tak til besøg, men tak til naboen, som tilbød at købe ind. Rundringning til de 12 mennesker, der havde været til middag et par dage før, vi blev syge. Ingen af dem havde symptomer.

På femtedagen krøb feberen op på 37,8 – hosten blev voldsommere, og lugtesansen var væk for os alle tre. Det ville være virkelig rart at vide, hvad man fejlede. Ny opringning til lægen.

- 37,8? Det er ikke nok til en henvisning til test. Ring igen, hvis det bliver værre, sagde han beroligende.

Måske kunne de have en fast besked: ”Goddag, det er lægens automatiske telefonsvarer. Det går nok over. Hvis det ikke går over, så ring igen”.

Underligt gummiagtige ben

TV 2 NEWS kørte non-stop, og hvert et ord fra myndighederne blev slugt temmelig råt.

”Afbødning” var det nye ord, efter at ”inddæmning” røg ud, og ”testning ikke rigtig giver nogen mening”, som direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm blev ved med at sige.

Mærkeligt, at alle andre talte om testning. USA og WHO (dengang de endnu var på talefod) sagde, at testning var det vigtigste. Og i Sydkorea havde de gudhjælpemig drive-in-testning. Men herhjemme gav det ikke nogen mening. Mærkeligt.

I mellemtiden gik det lidt bedre. Feberen var nede på lige omkring 37, og mens min kone stadig ømmede sig og sov halvdelen af døgnet, følte min datter og jeg os raske nok til at gå en tur i solskinnet. Vi kunne jo ikke blive testet, så det var vel ok at gå ud, tænkte vi.

Der var gået 10 dage uden nogen form for motion, og benene føltes underligt gummiagtige. Vi stavrede afsted med god afstand til hinanden og de andre på fortovet. Og så hurtigt hjem igen under dynen.

Datter testet positiv

Nogle dage senere var testning mirakuløst igen blevet en god idé (i takt med at udstyr og maskiner og materiale åbenbart var skaffet til landet), og det lykkedes for min datter at få sin læge til at skrive en henvisning til test for covid-19.

Jeg kørte hende beredvilligt til Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse. Vi havde nøjagtig samme symptomer, så det kunne være lige meget, om vi sad i samme bil.

Klokken var 22.30 om aftenen, og der var ingen ventetid på Bispebjerg. Hun kom ud efter 10 minutter og fortalte om skrab i svælget og personale bag værnemidler.

Næste dag fik hun besked om, at testen var positiv – og nu kunne både min kone og jeg godt blive testet, selvom feberen og næsten alle andre symptomer var væk. Kun hosten var der stadig, men ikke den hivende, åndenødsagtige udgave.

Kø i isnende kulde

Vi tog på Bispebjerg og stod i kø i næsten to timer i isnende blæst, mens rækken af mennesker med mundbind langsomt sneglede sig afsted henimod det hvide telt, som var sidste stop inden selve prøven blev taget.

En fortvivlet læge (mærkelig nok i korte ærmer i kulden) gik langs køen og undskyldte den lange ventetid. Han var virkelig ked af det. Der var ringet efter ekstra personale, forsikrede han.

En af patienterne havde fået udleveret nogle af hospitalets håndklæder til at varme sig med uden på sit overtøj, mens han nøs i sit mundbind og rystede af kulde.

Endelig nåede vi frem og blev testet. Trods den uendelige række af bekymrede patienter var personalet venligt og tålmodigt, og systemet så ud til at køre sikkert og effektivt.

To gange "inkonklusiv"

Dagen efter kom resultatet: Min kone testet positiv. Jeg testet ”inkonklusiv” – altså hverken positiv eller negativ.

Jeg blev syg et par dage før hende, så jeg var måske kommet af med virussen. Men var der en fejl i testen? Var der udslag i prøven, men ikke nok? Tja, det vides ikke.

Jeg har ikke prøvet at være ”inkonklusiv” før. Kendte vist knap ordet. Men nu følte jeg mig i en slags limbo. Hverken det ene eller det andet. Ingenmandsland. Så næste dag endnu en tur til Bispebjerg Hospital, ny prøve (dog uden ventetid) - og så et lønligt håb om, at den ville være positiv, så man kunne være sikker på, at man var kommet ud på den anden side med livet i behold.

Men. Desværre: Anden prøve var også ”inkonklusiv”.

Jeg vil ud af ingenmandsland

Der blev ringet fra hospitalets akutmodtagelse hele to gange i løbet af dagen for at fortælle det, jeg selv havde set på nettet – at prøven ikke giver svar på, om jeg har haft covid-19.

Jeg spurgte, om jeg kunne få taget en blodprøve for at se, om jeg har haft sygdommen og har dannet antistoffer – og altså nu formentlig er immun?

Nej, desværre ikke. Men jeg kunne få taget endnu en podningstest, tilbød de. Jeg sagde pænt nej tak. Det havde jeg ikke brug for. Efter al sandsynlighed ville den nu være negativ, og det kan jeg ikke bruge til noget.

Nu venter jeg på, at antistof-prøven bliver tilgængelig for andre end sundhedspersonale. Jeg vil gerne ud af ingenmandsland. Og hvis jeg tester positiv, vil jeg få fremstillet en stor badge, hvor der står: ”Jeg overlevede corona. Kom trygt nærmere”.