Dronningen 80 år

Dronningen vil tale til befolkningen

I aften klokken 19 vil dronningen tale til befolkningen i anledningen af sin fødselsdag. - Det er ret unikt, lyder det fra kommentator.

I anledning af sin 80-årsfødselsdag holder dronning Margrethe tale til befolkningen torsdag aften klokken 19.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Hun taler fra Fredensborg Slot, og talen vises direkte på TV 2 og DR 1.

Dronningen valgte 12. marts at aflyse al officiel fejring af sin fødselsdag. Det skete efter myndighedernes nedlukning af Danmark på grund af corona-udbruddet.

Derfor kommer dronningens fødselsdagstale som en overraskelse, lyder det fra TV 2s politiske kommentator Hans Engell.

- Det er helt nyt. Det var ikke dronningens plan at tale i går, siger han.

- Da fødselsdagen blev aflyst, sendte dronningen et signal om, at der ikke skulle komme nogen til Fredensborg. Men hun har selvfølgelig set, at hele landet har været på stikkerne, og folk har været ude og sende hilsner, siger han.

- Vi har aldrig prøvet det før

Samme vurdering kommer fra Thomas Larsen, der er kommentator på Berlingske og forfatter til en bog om dronning Margrethe.

Han kalder det en "utrolig klog og rigtig beslutning", at majestæten har valgt at tale til befolkningen på sin fødselsdag.

Det er meget sjældent, at dronningen holder sådan en type tale. Vi har aldrig prøvet det før

Hans Engell

- Hele dagen står i dronningens tegn. Det er faktisk lykkedes at få skabt et smukt fællesskab, selvom vi har været adskilt. Jeg tror, det har rørt dronningen dybt at se de her sange, der er blevet sunget til hende, siger han.

Coronavirussen forhindrer det traditionelle fremmøde af danskere, der vil ønske dronning Margrethe tillykke med fødselsdagen. I stedet synger de fællessang hjemmefra. Video: Kasper Søby Jensen

Derudover påpeger Hans Engell, hvor særligt det er, at dronningen kommer til at holde talen direkte til folket på sin fødselsdag.

- Det er meget sjældent, at dronningen holder sådan en type tale. Vi har aldrig prøvet det før, siger han, og Thomas Larsen bakker op.

- Det er en 80-årig regent, der taler direkte. Det er ret unikt og med til at skabe de helt specielle bånd mellem hende og befolkningen. Det er ikke noget, man ser mange andre steder i Europa, siger han.

Dronning Margrethe overraskede under fællessangen dem, der var mødt op foran Fredensborg Slot, da hun kom ud og vinkede til dem.

En helt usædvanlig fødselsdag

Corona-udbruddet har fået stor indflydelse på dronningens fødselsdag og kommer også til at få indflydelse på talen, fortæller TV 2s kommentator Ulla Terkelsen.

- Det er klart, at den her dag er helt usædvanlig for dronningen. Det er hendes 80-årsfødselsdag. Ingen vil glemme den, fordi den sker i en international katastrofe, siger hun.

- Fødselsdagen, som ofte er en munter dag, får et særligt skær og en dybde, som ingen af de andre fødselsdage har haft, fortsætter hun.

Talen til folket kommer en måned efter, at dronningen holdt en anden historisk tale til nationen på baggrund af coronakrisen.

Her opfordrede hun til, at danskerne følger myndighedernes retningslinjer, mens hun også kom med en løftet pegefinger til de personer, der stadig mødtes i grupper og opholdt sig for tæt sammen til blandt andet fester og fødselsdage.

- Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst, sagde dronningen dengang.