Coronavirus

Social isolation påvirker os som stress: Det sker der i krop og sind, når vi isolerer os

Isolation påvirker os mennesker ligesom stress og får os til at fungere dårligere både fysisk og psykisk. Christoffer Laursen Hald / TV 2 GRAFIK

Det påvirker både kroppen og sindet, når vi er isoleret fra andre mennesker. Isolation rammer os ligesom stress.

Siden coronavirussen fik Danmark til at lukke ned 11. marts, har mange af os oplevet at være mere socialt isolerede end normalt. Mange går ikke på arbejde, og sociale aktiviteter som sport og byture er aflyst.

Opfordringerne fra myndighederne lyder derudover, at man bliver hjemme, undgår at mødes og holder afstand til andre. At være afskåret fra andre mennesker på den måde kan have en negativ effekt på både krop og sind, da vi er sociale væsener.

Det forklarer psykolog Ida Koch, som er tidligere lektor ved Københavns Universitet, og som i over 25 år har forsket i, hvordan det påvirker indsatte i fængsler at sidde isoleret.

Selvom der ganske vist langt fra er tale om fængselslignende tilstande, når vi danskere bliver opfordret til at blive hjemme, vil mange opleve de samme følgevirkninger af isolation, når vi er afskåret fra andre mennesker i højere grad, end vi har prøvet før.

Ifølge Ida Koch giver isolation en stresstilstand hos mennesker, som sætter sig både fysisk, psykisk og kognitivt - altså både vores krop, følelser og tanker.

I listen forklarer Ida Koch, hvordan social isolation påvirker os.

Sådan påvirkes vi under isolation

  1. Anspændthed i kroppen

    Anspændthed, rastløshed og en følelse af uro, der er svær at placere. Det er nogle af de følelser, mange vil opleve i kroppen under isolation. Det kan blandt andet skyldes, at ens følelsesmæssige uro sætter sig fysisk.

    Derudover kan følelsen forværres af, at mange bevæger sig mindre, end de plejer. Det øger kun uroen i kroppen.

  2. Mindre energi

    Selvom man har masser af tid, når man bare er derhjemme, er der mange, der oplever, at de ikke orker noget.

    Det skyldes, at de øvrigt psykiske og fysiske stresssymptomer af at leve i isolation tapper kroppen for energi.

    Det kommer til udtryk ved en generel mangel på overskud og følelse af ladhed.

  3. Søvnproblemer

    Når man er isoleret fra andre mennesker, vil det for manges vedkommende påvirke nattesøvnen.

    Det kan både skyldes, at man dropper at holde sin almindelige døgnrytme, eller at ens fysiske og mentale tilstand kan gøre det svært at falde i søvn. 

    Dårlig søvn forringer nærmest alle kroppens øvrige funktioner og den samlede trivsel.

  4. Dårligere kognitiv funktion

    Mange vil opleve, at det er sværere at koncentrere sig og at få noget fra hånden, når de er i isolation.

    Årsagen er, at vores kognition – populært sagt vores evne til at tænke og lære – er nedsat, når vi er isoleret fra andre. 

    Mange vil derfor opleve at have koncentrationsbesvær og dårligere hukommelse.

  5. Følelser af tristhed

    Det er normalt at være meget trist og nedtrykt, når man er socialt isoleret.

    Følelser af ensomhed, tristhed, ængstelighed og dårligt selvværd er helt normale at opleve.

    For mange mennesker forværres disse følelser af en situation som en pandemi, som man ikke ved, hvornår slutter.

  6. Humørsvingninger

    Mange vil opleve følelsesmæssig uligevægt, når de føler sig isoleret. 

    Det kan komme til udtryk ved, at man pludselig bliver vred eller ked af det ud af det blå. Mange vil opleve, at de generelt har en kortere lunte, end de plejer. 

     

Kilde: Psykolog Ida Koch

Tal med andre om det

Ida Koch påpeger, at der intet unormalt er i at opleve disse følelser i kroppen, når man af den ene eller anden årsag er mere isoleret fra andre, end man plejer.

Og hun understreger også, at langt de fleste vil opleve, at deres fysiske og mentale tilstand vender tilbage til normalen, når samfundet åbnes op igen.

Afstemning

Har du haft mindre energi og overskud end normalt siden coronaudbruddet?

Ida Kochs bedste råd til at takle de dårlige virkninger er at være så meget sammen med andre som muligt - på en forsvarlig måde, naturligvis.

Derudover er det vigtigt at sige højt, hvordan man har det.

- Del dine tanker og følelser med andre mennesker, ikke mindst for at blive genkendt. Det er vigtigt at vide, at det altså er helt normalt, at man reagerer under en situation som denne, siger Ida Koch.

Derudover opfordrer hun til, at man ikke bebrejder sig selv for at opleve disse følelser.

- Det hjælper ikke, at man tænker "jeg får heller ikke lavet nok" eller på anden måde bebrejder sig selv, siger Ida Koch. Hun opfordrer desuden til, at man bevæger sig så meget som muligt.

Ifølge Ida Koch skal man søge professionel hjælp, hvis de negative tanker og følelser tager overhånd, eller hvis man tidligere har haft en psykisk sygdom og frygter tilbagefald.