Så den mordmistænkte dansker i øjnene efter 26 år på flugt – så kom skuffelsen
Savmordet har naget Per Leo Jepsen i næsten tre årtier. Nu håber han, sagen kan få en afgørelse. - Det skyldte jeg Eriks far, siger han.
I november 2019 satte den tidligere drabsefterforsker Per Leo Jepsen kursen mod São Paolo i Brasilien med et håb.
Sammen med et tv-hold ville han forsøge at lokalisere og identificere den mordmistænkte Rasmus Kirkegaard Kristiansen, der siden 1993 havde været eftersøgt verden over – mistænkt for at have dræbt og parteret sin forretningsforbindelse Erik Højer Christensen.
Lige siden dengang havde Rasmus Kirkegaard Kristiansen været sporløst forsvundet.
Men at det skulle lykkes Per Leo Jepsen og tv-holdet at finde og interviewe den eftersøgte mand, politiet havde jagtet i alle de år, havde den tidligere efterforsker aldrig turdet håbe på.
- Det er næsten ikke til at beskrive den følelse af spænding og forløsning, siger han til TV 2.
- Jeg føler jo, jeg kender ham efter alle de år. Men det har altid været gennem andenhåndsinformation og fakta. Jeg har aldrig siddet face to face med ham og set ham i øjnene. Det var en fantastisk fornemmelse at kunne kommunikere med ham, lyder det fra den tidligere efterforsker.
Hans store forløsning skyldes et ganske særligt løfte, han gav for snart tre årtier siden.
- Jeg lovede ham, at jeg ville gøre alt
Per Leo Jepsen husker stadig den augustdag i 1993, hvor han sad overfor den tidligere landmand og skovarbejder Villum Højer Christensen. En gedigen og bundsolid mand.
Han skulle fortælle, at det var Villums søn, der i måneden forinden var blevet dræbt og parteret i Portugal.
Den usædvanlige sag var i medierne blevet omtalt som savmordet, og Villum Højer Christensen havde frygtet, at offeret var hans søn.
Faren havde ikke hørt fra ham i halvanden måned, men vidste ikke, hvad han skulle gøre og kunne ikke trænge igennem til myndighederne i udlandet, der efterforskede sagen. Blandet andet fordi han ikke talte engelsk.
Hans fortvivlelse gjorde stort indtryk på Per Leo Jepsen.
- Jeg lovede ham, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at få opklaret det her, fortæller Per Leo Jepsen.
Sagen har naget i mange år
Han var en af de danske efterforskere, der blev sendt til Portugal for at bistå portugisisk politi i opklaringen af sagen.
Men selvom alle spor pegede på den dengang 25-årige dansker Rasmus Kirkegaard Kristiansen, kunne Per Leo Jepsen ikke holde sit løfte.
Den mistænkte var som sunket i jorden, og alle spor endte blindt.
Siden blev Per Leo Jepsen forfremmet i politiet og måtte nøjes med at følge sagen på afstand. Men gennembruddet kom aldrig.
Derfor har savmordet naget den i dag 75-årige og pensionerede drabsefterforsker ”i virkelig mange år”.
- Der er jo nogle sager, som hænger ved igennem ens lange politiliv. Som man er ked af, at man har med i kufferten uden, at de er bragt til en afslutning, siger han.
Da Per Leo Jepsen i 2018 fik en henvendelse fra et tv-hold, var han derfor ikke i tvivl om, at han gerne ville være med. De ville forsøge at finde Rasmus Kirkegaard Kristiansen i en dokumentar om ’Savmordet’.
Det kunne være en mulighed for at give Erik Højer Christensens familie den afslutning på sagen, de aldrig har fået, tænkte den tidligere efterforsker.
En ubeskrivelig følelse
Da han dykkede ned i savmordet på ny, følte Per Leo Jepsen sig med det samme som “politimand” igen.
Men én ting var anderledes sammenlignet med 1993, hvor han efterforskede sagen. Nemlig internettet og muligheden for at undersøge elektroniske spor.
Gennem intensiv research lykkedes det tv-holdet at finde informationer, der kunne kobles til Rasmus Kirkegaard Kristiansen.
Heriblandt den adresse i São Paolo i Brasilien, hvor Per Leo Jepsen efter næsten tre årtier kom til at stå over for den mordmistænkte dansker.
Først lykkedes det ham og tv-holdet at konfrontere den nu 51-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen på gaden og overtale ham til at forklare sig.
Det skete dagen efter i et seks timer langt interview. Her fastholdt Rasmus Kirkegaard Kristiansen sin uskyld, men indvilgede i at rejse med dem til Danmark for at gøre rent bord og forklare de løse ender overfor politiet.
Gentagne gange i løbet af de dage blev Per Leo Jepsen ramt af samme euforiske følelse, som hvis han var nået til bunds i en drabssag.
- Vi havde slet ikke drømt om, at vi rent faktisk ville få et interview med ham. Og at han ville rejse med os hjem var bare en abstrakt tanke, vi havde haft på et tidspunkt, siger han og fortsætter:
- Det var ret ubeskriveligt. For mig var det forløsningen på et langt, langt forløb. Fra 1993 og til nu. Det var egentlig svært at kapere. For selvom vi havde lagt op til det i lang tid, så kom det så pludseligt.
På få dage mødte Per Leo Jepsen den eftersøgte Rasmus Kirkegaard Kristiansen flere gange. Og langt hen ad vejen havde han den natur, den tidligere efterforsker havde forestillet sig.
- Han virker jo ikke uhøflig
Hurtigt stod det klart for Per Leo Jepsen – som andre har sagt det før ham – at man jager et bæst og finder et menneske.
- Man kan sige mange ting for og imod ham, men når man møder ham, kan det ikke undgås, at man får en lille smule sympati for manden i situationen, siger den tidligere efterforsker.
- Han virker jo ikke uforskammet på nogen som helst måde. Han er meget beleven, smilende og høflig hele vejen igennem, fortsætter han.
Per Leo Jepsen vidste dog fra sit store kendskab til sagen, at Rasmus Kirkegaard Kristiansen havde ry for at være hamrende intelligent og meget muligt kunne forsøge at manipulere dem. Og Per Leo Jepsen oplevede ham da også sådan.
- Man bliver lidt manipuleret af den måde, han er på. På en eller anden måde var det ham, der styrede samtalen. Det gjorde han jo ved at være smidig og at glide af på spørgsmål, han ikke ville svare på, siger Per Leo Jepsen.
- Når vi stillede spørgsmål, der kom for tæt på, sagde han, at det kun var noget, han ville fortælle politiet.
Det overraskede dog den tidligere efterforsker, at Rasmus Kirkegaard var så villig til at samarbejde, at han faktisk indvilgede i at rejse frivilligt med dem tilbage til Danmark.
Sådan gik det dog bare ikke.
Rejste hjem med flad fornemmelse
Rasmus Kirkegaard Kristiansen kunne ikke få udstedt det nødpas, der gjorde det muligt for ham at rejse med Per Leo Jepsen og tv-holdet til Danmark.
I stedet blev han i januar 2020 anholdt af brasiliansk politi på opfordring af de danske myndigheder.
Derfor afventer Rasmus Kirkegaard Kristiansen nu udlevering til Danmark. Og Per Leo Jepsen har i dag affundet sig med, at det bliver sådan Rasmus Kirkegaard Kristiansen kommer til Danmark, hvis de brasilianske myndigheder indvilger i at udlevere ham.
Men da den tidligere drabsefterforsker i slutningen af 2019 trådte ud af flyet i Københavns Lufthavn, var det med en ”flad fornemmelse”.
- Det ville da have været en fantastisk følelse, hvis han havde været med, siger Per Leo Jepsen.
Håber familien kan få fred
I dag er den tidligere drabsefterforsker dog af den overbevisning, at han og tv-holdet gjorde alt, de kunne – og at deres indsats har gjort en forskel.
- Nu er der mulighed for, at der kommer en afgørelse. Det skyldte jeg Eriks far. Og nu håber jeg, at familien – og måske Villum i sin grav – kan få fred, siger Per Leo Jepsen.
Den tidligere efterforsker håber, at han selv får det samme, hvis der en dag falder en afgørelse i sagen om savmordet.
Hvis det bliver i en retssag, skal Per Leo Jepsen “stensikkert” sidde med i salen, hvis han må. Og indtil da har han kun sin egen vurdering at hænge skyldsspørgsmålet op på.
- Jeg skal ikke kunne sige, om det er Rasmus, der har ført saven. Men efter min opfattelse har han i hvert fald kendskab til hvem, der har gjort det, siger Per Leo Jepsen.
Det sidste afviste Rasmus Kirkegaard Kristiansen ikke i det interview, der vises i fjerde afsnit af dokumentaren ‘Savmordet’. Her nægtede han dog skyldig i drabet på Erik Højer Christensen.
Se dokumentaren 'Savmordet' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 eller TV 2 PLAY.