Dagens overblik: Nu åbner lægerne deres konsultationer

Lægerne åbner for flere konsultationer, eksamenskarakterer lander først lige inden sommerferien, og USA og Europa har flest smittetilfælde af alle.

Velkommen tilbage efter påsken.

En påske i coronavirussens stramme greb, men forhåbentlig også i familiens skød, solens varme og naturens nærvær.

Velkommen til en uge, hvor samfundet åbner et vindue på klem, og velkommen til en uge, hvor vi sammen hver for sig fejrer dronning Margrethe.

Velkommen til ugens første nyhedsoverblik.

Danmark åbner lidt mere

Danmark kan nu genåbnes "en smule" mere, end der allerede er lagt op til.

I forvejen skal daginstitutioner og folkeskolens mindste klasser i gang fra onsdag, og derudover skal sundhedsvæsenet øge dets aktivitet i denne uge.

Men regeringen indkalder nu Folketingets partier til forhandlinger om yderligere genåbningstiltag.

- Vores pejlemærke er, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, og at fokus derudover er på samfundsøkonomien og arbejdspladserne, siger Mette Frederiksen på et pressemøde tirsdag.

Statsministeren nævner ikke konkrete tiltag, men hun mødes med Folketingets partier tirsdag aften.

- Simpelthen urealistisk...

Regeringen indgik mandag aften en aftale med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening (KL) og Praktiserende Lægers Organisation om at øge aktiviteten i sundhedsvæsnet efter påske.

Men det kan ikke undgå at blive på et lavere blus, oplyser Danske Regioner, for det bliver "en kæmpestor opgave" at skulle håndtere den daglige drift og samtidig have 300 intensivpladser samt 800 sengepladser til patienter indlagt med coronavirus.

Samtidig vil man ifølge aftalen genindføre patientrettighederne, herunder behandlingsgarantien, for at imødekomme antallet af ventende patienter.

Men foreningen Danske Patienter kalder det ”simpelthen urealistisk”, fordi der er er allerede opbygget en ”meget, meget stor pukkel af patienter".

Vil fastholde elevernes motivation

De ældste elever i folkeskolen får først deres standpunktskarakterer lige inden sommerferien.

Eleverne i 9. og 10. klasse har fået deres afgangsprøve aflyst grundet coronasituationen, og derfor skal standpunktskarakterer gøre det ud for eksamenskarakterer.

Det er for at fastholde elevernes motivation, at eleverne først får karaktererne i slutningen af undervisningsperioden, lyder det. Under normale omstændigheder ville standpunktskarakterer være givet senest 30. april.

Kontakt din læge - som du plejede

Efter at coronavirussen har lagt bånd på alle ikke-akutte konsultationer hos landets læger, kan man fra denne uge begynde at kontakte sin læge, som man plejer.

Meldingen kommer, efter at regeringen har besluttet at åbne sundhedsvæsenet en smule mere op efter påske.

- Først og fremmest betyder det her, at man nu skal til at kontakte sin læge, som man gjorde før covid-19. Det kan godt være, at vi visiterer lidt anderledes end normalt, men vi vil begynde at se flere patienter i klinikkerne, siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation.

De praktiserende læger har ellers de seneste uger oplevet et stort fald i antallet af henvendelser.

Kun en vaccine kan stoppe coronavirus

90 procent af alle bekræftede smittetilfælde med coronavirus er i Europa og USA.

Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der samtidig melder om, at krisen er forskellig fra land til land i Europa, og at den ikke har nået sit højeste niveau endnu.

Derfor skal den stoppes så hurtigt som muligt, men det kan kun ske med en vaccine, hvilket også vil forhindre en genopblussen af virussen, fastslår WHO.

I Danmark døde 14 personer mandag som følge af coronavirussen, hvilket giver et samlet dødstal på 299. Det positive er, at antallet af indlagte coronapatienter fortsætter med at falde.

***

Det var tirsdagens nyhedsoverblik fra TV 2.

På gensyn i morgen.