Nyheder

Dømt for farlig kørsel - kører uden kørekort for stort transportfirma

Sidste år blev bilister dømt 5.527 gange for at køre bil i frakendelsestiden. Nu vil justitsministeren sende dem direkte i fængsel.

En grå varebil er på vej til lufthavnen på Amager. Den ligner en hvilken som helst anden varebil.

Men der er noget galt.

Bag rattet sidder en 25-årig mand, som slet ikke burde køre bil.

Føreren af den grå varebil hedder Tarek C. Han har fem færdselsdomme bag sig. Den seneste fik han ved Københavns Byret i juli 2019, hvor han fik fradømt sit kørekort i tre år.

Alligevel lader det til, at han uden problemer kører pakker ud for et stort dansk transportfirma.

Vil stoppe vanvidsbilister

Et voldsomt uheld kostede én person livet. I alt seks biler var involveret i ulykken på Langebro.

Hvad er en vanvidsbilist?

Justitsministeriet definerer en vanvidsbilist ved:

- Særlig hensynsløs kørsel

- Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t

- Kørsel med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen

- Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Tarek C. er ikke alene om at køre bil uden kørekort. Aktindsigter i retsbøger viser, at flere af de værste vanvidsbilister for længst har fået frakendt deres kørekort.

Men det stopper dem tilsyneladende ikke.

Nye tal fra anklagemyndigheden slår fast, at der sidste år var 5.527 fældende afgørelser om kørsel i frakendelsestiden.

Efter flere sager om vanvidsbilister, blandt andet trafikdrabet på en politimand på Langebro sidste år, kom regeringen på banen i februar, hvor tre ministre præsenterede ni initiativer, som skulle stoppe vanvidsbilisterne med strengere straffe og mulighed for at konfiskere bilerne, de kører i.

Men justitsministeren og flere retsordførere er nu klar til at stramme skruen endnu mere. Gentagne tilfælde af kørsel uden kørekort skal udløse ubetinget fængselsstraf, lyder forslaget.

Farlig kørsel uden kørekort

Tilbage til chaufføren i den grå varebil. Tarek C. forsøger ikke at skjule, at han overtræder færdselsloven.

I videoen herover, som han har han lagt på sin profil på Instagram, overhaler han højre om på H.C. Andersens Boulevard i København med mere end 80 km/t, hvor man må køre 50 km/t.

En aktindsigt hos Københavns Byret viser også, at Tarek C. er dømt for to tilfælde af hashkørsel, farlig kørsel, ulovlig overhaling, samt flere tilfælde hvor han er kørt over for rødt.

I juli sidste år fik han frakendt sit kørekort i tre år.

Men alligevel kører han bil.

Kørsel uden kørekort

Første gang man bliver taget i at køre uden kørekort koster det 7.000 kroner.

Anden gang koster det 8.500 kroner.

Tredje gang 10.500 kroner.

Fjerde gang 14.000 kroner.

Femte gang er det syv dages fængsel, dog med mulighed for at få en betinget dom med samfundstjeneste.

På TV 2’s optagelser ovenfor parkerer Tarek C. den grå varebil foran DHL's pakkecentral ved Københavns Lufthavn og går ind på kontoret.

Lidt senere forlader han kontoret - nu med et orange navneskilt - og sætter sig ind i bilen. Han kører bagom bygningen og læsser varebilen med pakker.

Halvanden time efter forlader han DHL.

- Der er så mange, der kører uden kørekort

Vanvidsbilister har ofte intet kørekort, men det afholder dem i mange tilfælde ikke fra at tage bilen. Vi vil gerne vide, hvad der skal til, for at Tarek C. lader bilen stå.

Derfor henvender vi os til ham på en tankstation i Hedehusene.

Se, hvad Tarek C. svarer i videoen herunder. Optagelserne er lavet, før reglerne om social distancering blev indført som følge af spredningen af coronavirus.

Tarek C. har fem færdselsdomme og intet kørekort, alligevel kører han pakker ud for blandt andet DHL. Video: Niels Lykke Møller

I videoen erkender Tarek C., at han kører uden kørekort. Men han gør det kun, siger han, fordi han har brug for pengene.

- Er der noget andet, jeg kan lave penge på? Hvor jeg kan komme ud på et andet arbejdsmarked? Jeg har været ude og søge som Føtex-medarbejder, Bilka-medarbejder, men de tager ikke folk over 18, siger Tarek C.

Men du må jo ikke køre bil.

- Ja, men jeg er ikke den eneste. Der er så mange, der kører uden kørekort, siger Tarek C.

Tarek C. vil ikke køre fra tankstationen, så længe TV 2 er til stede. Derfor ringer han til en ven, som lover at hente ham.

Imens han venter på sin ven, kontakter vi chefen for det firma, Tarek C. kører for.

Se og hør samtalen herunder:

En chauffør kører uden kørekort for transportfirma Video: Niels Lykke Møller

Firmaet Easy Movement ApS kører som underleverandør for blandt andre DHL.

Ifølge DHL begyndte Tarek C. at køre pakker ud for transportfirmaet i 2017 og er registreret i deres system som chauffør for Easy Movement ApS.

Men direktøren for Easy Movement ApS, Khaled Abou Chleih, afviser, at Tarek C. er ansat som chauffør i hans firma.

Har du ikke tjekket, at han har et gyldigt kørekort?

- Jo, det har han sgu da, siger direktør Khaled Abou Chleih.

Det kan jeg så oplyse dig om, at det har han ikke.

- Okay.

Nu har jeg fortalt dig det, hvad vil du så gøre ved det?

- Hvad jeg vil gøre ved det? Jeg ved ikke rigtig. Hvad skal jeg gøre ved det?

Vil du lade Tarek blive ved med at køre bil?

- Han er ikke chauffør. Står han og siger, han er chauffør?

- Så ses vi oppe i retten

Tarek C. bliver hentet af en ven.

Imens Tarek C. bliver hentet af en ven, forklarer Khaled Abou Chleih nu, at Tarek C. blot har lånt varebilen til en flytteopgave og tilbyder TV 2 penge for at omtale hans firma positivt.

- Hvis du promoverer mit firma lidt mere, så skal jeg nok give dig nogle penge oveni, hvis du kan lave et godt indslag, siger direktøren.

Jeg kan desværre ikke tage imod bestikkelse, Khaled.

- Bestikkelse? Du vil gerne lave et indslag om mit firma, jeg siger til dig, så kom nu, promovér mit firma. Jeg giver dig nogle penge hurtigt, så kunne du lave et godt stykke arbejde jo.

Jeg er journalist på TV 2, og vi gør ikke den slags.

- Så ses vi oppe i retten, afslutter Khaled Abou Chleih.

Kørsel uden kørekort skal udløse fængselsstraf

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup foreslår nu ubetinget fængselsstraf ved gentagne tilfælde af kørsel uden kørekort.

- Vi er nødt til at uddele nogle straksdomme, så man ryger direkte i ubetinget fængsel, hvis man kører vildt og voldsomt i bil og bliver ved med det uden kørekort. Vi skal stramme op her, siger Peter Skaarup.

Også SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, mener, der skal være strengere straffe.

- Jeg er ikke afvisende for, om vi skal se på fængselsstraffe. Det handler også om en indsats i forhold til de stråmænd, som køber en bil til dem. Her kunne fængselsstraf måske være gavnligt. Jeg tænker, at udsigten til fængselsstraf vil være mere gavnligt i forhold til dem, som medvirker til det her, end til dem, som i forvejen blæser på alle regler, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

- Nu bliver det fængsel

Også justitsminister Nick Hækkerup (S) vil have skærpet straffen for at køre uden kørekort. Regeringen vil formentlig fremsætte et lovforslag senere på året, som skal sætte ind over for vanvidsbilister. Hvornår det vil ske, er endnu uklart på grund af coronakrisen.

- Det skal være trygt at færdes på de danske veje. Derfor er det også helt uacceptabelt, at personer, der har fået frakendt kørekortet, fortsætter med at bryde loven og køre bil. Regeringen har fremlagt et udspil mod vanvidskørsel, hvor der sættes ind over for de farligste bilister. Her lægges der op til en markant skærpelse af straffen for kørsel i frakendelsesperioden for billister, der er frakendt kørekortet på grund af vanvidskørsel. Før var det bøde første gang. Nu bliver det fængsel, siger Nick Hækkerup.

Ifølge DHL fremviste Tarek C. sit kørekort og chaufførbevis, da han første gang kørte for dem i 2017.

Siden har de ikke tjekket, om han har et kørekort.

Transportfirmaet oplyser, at de på baggrund af denne sag har opsagt samarbejdet med underleverandøren Easy Movement ApS. Derudover har de skærpet deres procedurer for løbende at sikre, at chauffører, der kører for dem, også har et kørekort.

DHL vil ikke stille op til interview om sagen.