Coronavirus

Hunde trænes til at identificere coronasmittede

Hunde kan lære at lugte sig frem til kræft, malaria-smitte og Parkinsons sygdom. Nu er det coronavirus, de skal kende.

Hunde er ikke bare kendt som menneskets bedste ven, nu kan de også blive et middel i kampen mod den nuværende covid-19-pandemi.

I samarbejde med to engelske universiteter arbejder velgørenhedsorganisationen Medical Detection Dogs i øjeblikket på at træne en række erfarne screening-hunde i at identificere smitte med coronavirus, skriver BBC.

- Vi er i princippet sikre på, at hunde vil kunne spore covid-19, siger organisationens direktør, Claire Guest, til nyhedsmediet.

Træner Rob Harris står for både luftningen og den hardcore træning af hundene, som forhåbentlig gør dem til et nyt middel i kampen mod covid-19.
Der skal masser af motion til at holde hundene skarpe og disciplinerede.

Ideelle i lufthavne

Grunden til, at organisationen er så selvsikker omkring hundenes evner, er, at hunde tidligere har vist sig som effektive sygdomsopsporere.

Dyrenes ekstremt sensitive lugtesans betyder, at de kan skelne de unikke lugte, som forskellige sygdomme får os mennesker til at udskille.

Kan hunde og katte smittes med coronavirus?

Der har været rapporteret om et tilfælde, hvor en hund i Hongkong blev testet "svagt" positiv for coronavirus. Det samme gælder en kat i Belgien, hvor man fandt smitten i dens afføring.

MEN. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO tyder det ikke på, at kæledyr bliver syge med coronavirus og kan smitte mennesker. Der er ingen forskning, der tyder på dette på trods af de enkelte tilfælde.

Fordi coronavirus smitter via dråber kan et menneske via host eller nys dog overføre smitten til dyrets pels. Derfor er det vigtigt med eksempelvis håndhygiejne omkring dyr.

Hunde er eksempelvis blevet trænet af organisationen til at screene for kræft, Parkinsons sygdom og malaria-smitte. Sidstnævnte sygdom kan hunde spore med samme præcision som WHO's medicinske standarder for diagnostik.

- Det kan foregå hurtigt, effektivt og ikke-invasivt (uden brud på huden som ved en blodprøve eksempelvis, red.), siger Claire Guest til BBC.

Hundene skal gennemgå en træning, hvor de identificerer 'lugten' af coronavirus. Her ses en hund øve sig i at identificere kræft.
Hunden, som hedder Florin, er en af de udvalgte hunde, som har bevist, at de er dygtige til at finde og reagere på smitte hos mennesker.

Det vil netop gøre hundene ideelle til at spore smittede personer i eksempelvis lufthavne, hvor mange passerer - herunder også raske smittebærere.

Selvom de firbenede ikke fuldstændig kan erstatte medicinske test, kan de været et godt supplement. De kan blandt andet forhindre, at pandemien blusser op igen, når myndighederne har fået denne første bølge af smitte under kontrol, lyder konklusionen fra universitetet i Durham, som er en del af indsatsen.

Klar inden for seks uger

Også London School of Hygiene and Tropical Medicine assisterer og dokumenterer resultaterne under hundetræningen.

Den foregår lidt nord for London i Milton Keynes med træneren Rob Harris i front. Og det går godt.

Direktør Claire Guest fra Medical Detection Dogs regner således med, at de første hunde om seks uger har lært den verdensomspændende virus' lugt at kende - og kende den godt nok til at reagere på den.

Test og screening af smittede er helt afgørende i kampen mod coronavirus, lyder det fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Kun på den måde ved man, hvem der er smittet og skal isoleres.

Også i Danmark er man den seneste uge begyndt at teste bredere, så man også tester personer med milde symptomer. Sundhedsstyrelsen håber, at man efter påske kan teste 15.000 personer om dagen for coronavirus-smitte.

Det kommer dog indtil videre ikke til at foregå ved hjælp af hundesnuder.

Når Florin har gjort det godt, så får han en godbid.