Coronavirus

Coronakrisen må ikke også blive en sikkerhedskrise, advarer NATO

Sikkerhedstrusler skal håndteres på trods af coronakrisen, advarer NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, forud for udenrigsministermøde torsdag.

Der er efterhånden ikke det land, der ikke er påvirket af coronavirussen.

Og mange lande er helt eller delvist lukket ned. Samfund er gået i stå med befolkninger i isolation og lukkede arbejdspladser og skoler.

Men det gælder ikke for terrorgrupper som Islamisk Stat og al-Qaeda.

Det gælder heller ikke for mange russiske aktiviteter, som spredning af misinformation og militærøvelser tæt op ad NATO-landes grænser.

Derfor er det vigtigt, at NATO's arbejde fortsætter på trods af coronakrisen.

Det er budskabet fra generalsekretær Jens Stoltenberg forud for torsdagens udenrigsministermøde, der skal afholdes over telekonference for første gang i alliancens 70-årige historie.

- Sundhedskrisen må ikke blive til en sikkerhedskrise. Det er ekstremt vigtigt, at NATO bliver ved med at operere på trods af covid-19-krisen. Fordi truslerne og udfordringerne, vi står overfor, forsvinder ikke på grund af krisen, understreger Jens Stoltenberg.

- Der er stadig trusler fra terrorister. Al-Qaeda og IS er stadig derude. Og vi ser en betydelig militær aktivitet fra Rusland tæt på NATO-landes grænser, og der er også russisk militær aktivitet i Nordsøen. Så derfor er NATO nødt til at fortsætte arbejdet, lyder det videre fra Jens Stoltenberg.

Lyn-analyse

For NATO er det afgørende at den altomfattende sundhedskrise ikke også udvikler sig til en sikkerhedskrise. Og derfor signalerer ledelsen nu til alle – venner som fjender -  at NATO'S formål fortsætter ufortrødent. Det kan godt være at corona har kostet på øvelsesaktiviteten, men der er stadig massiv tilstedeværelse af amerikanske soldater i Europa. Det overordnede formål med at vise tilstedeværelse og afskrækkelse overfor fjenden mod Øst er lige højt prioriteret, udtaler man både fra NATO’s generalsekretær og den amerikanske NATO-ambassadør.

Frygt for at krisen bliver udnyttet

Særligt Rusland har været i søgelyset den senere tid på grund af anklager om systematisk spredning af misinformation om coronakrisen.

Flere end 150 tilfælde af russisk misinformation, mener EU's udenrigstjeneste at kunne dokumentere.

Misinformationen har til formål at underminere vestlige regeringer og destabilisere landene, fortæller Flemming Splidsboel, der seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det er jo en form for politisk spil, hvor det kan være et forsøg på at underminere vestlige regeringer ved at så tvivl om den måde, coronavirussen bliver håndteret på, siger han.

Også Kina er blevet beskyldt for at sprede falske historier og forsøge at udnytte krisen.

Misinformationen skal bekæmpes med åbenhed og fakta, mener Jens Stoltenberg.

- Vi ser eksempler på misinformation og propaganda. Men jeg tror ikke, at det bedste modsvar til propaganda er propaganda. Jeg tror, at fakta og åbenhed er det bedste modsvar. Derfor vil NATO hele tiden komme med information om, hvad vi gør, fastslår han.

Lyn-analyse

En af de største bekymringer i forbindelse med corona handler lige nu knapt så meget om det militære aspekt, som om det faktum, at både russere og kinesere kan udnytte, at EU's samarbejde har været vaklende. Det er absolut ikke en ønskesituation, at man har set både kinesisk og russisk assistance til eksempelvis Italien, som Stoltenberg også lod forstå, da han for nylig blev spurgt til de to landes tilstedeværelse i Italien. Begge lande har i den grad forstået at bruge sundhedskrisen strategisk. Både på cyberområdet og med bevidst ondsindet misinformation – også kaldet disinformation.

Store NATO-øvelser droppet

NATO-samarbejdet ender dog med at blive påvirket af coronakrisen, selvom kampen mod terrorgrupper og russisk misinformation fortsætter.

Henover foråret og sommeren var der nemlig planlagt enorme NATO-øvelser i Europa.

Her skulle 20.000 amerikanske tropper have deltaget - det største antal amerikanske soldater på europæisk jord i 25 år.

Men øvelserne bliver nu enten nedskaleret eller helt droppet, fortællerJens Stoltenberg.

Til gengæld er der fortsat udsigt til, at Danmark kan overtage en udvidet træningsmission i Irak i slutningen af året.

- Jeg forventer, at vi vil beslutte at udvide træningsmissionen og overtage nogle af opgaverne fra den internationale koalition. Opgaven med at uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker er vigtig, så de kan forhindre IS i at komme tilbage, oplyser Jens Stoltenberg.

Missionen ligger dog stille for tiden, fortæller korrespondent Lotte Mejlhede, der dækker NATO for TV 2.

- Lige nu er missionen noget lammet både på grund af den ustabile sikkerhedssituation i landet og så coronavirus. Der foregår derfor ingen reel NATO-træning på de irakiske baser for tiden. Men håbet er selvfølgelig, at missionen hurtigst muligt kan komme op i omdrejninger.