Mit forvandlede liv i USA
Jeg kender ikke længere min egen by og det land, jeg bor i.
Onsdag er det ti år siden, jeg flyttede til USA og bosatte mig i Washington D.C. Den by, jeg flyttede til, er lige nu en skygge af sig selv.
For onsdag træder nye, skrappere restriktioner i kraft i USA's hovedstad på grund af coronavirussen.
Indbyggerne ikke bare opfordres til at blive hjemme. Nu kan vi også blive straffet for ikke at gøre det.
Politiet har bemyndigelse til at give os bøde eller fængsel i op til tre måneder, hvis vi færdes på gaden uden ærinde.
Vi må stadig gerne købe ind i de supermarkeder, som fortsat har åbent, og som stort set har varer på hylderne (minus håndsprit og toiletpapir). Vi må også gerne gå eller løbe en tur.
Men det er slut med at samles på byens fodbold- og basketbaner. Myndighederne har forseglet indgangen med gul tape, ligesom de to offentlige tennisbaner ved siden af min bolig er blevet lukket. Det er også slut med at invitere en ven over til middag.
Fra onsdag må man kun være de personer, der er i husstanden. Så min kæreste og jeg, der bor hver for sig, må dybest set ikke ses før 30. april, når forbuddet udløber – medmindre det bliver yderligere forlænget.
Ingen kommer til byen - ingen forlader den
Jeg bor tæt på et af de store Hilton-hoteller i Washington D.C. og kan se omkring 150 af værelserne. Normalt er der lys i dem alle. Tirsdag aften talte jeg, at kun fem værelser var beboet. Ingen ønsker at bo på hotel i disse uger.
Ingen kommer til byen, og ingen forlader den. Alle bliver hjemme.
På godt en uge er USA et fundamentalt anderledes land, der lige nu forbereder sig på to ”smertefulde” uger, som præsidenten formulerede det på pressemødet tirsdag.
Landet må se i øjnene, at mellem 100.000 og 240.000 amerikanere i de næste uger dør.
Skræmt fra vid og sans
Det er dog samtidig fascinerende at være vidne til, hvordan langt de fleste af de 330 millioner amerikanere retter ind og adlyder.
De er skræmt fra vid og sans ved udsigten til at bukke under for virussen, så de deponerer velvilligt de ellers helt grundlæggende frihedsrettigheder.
USA er grundlagt på fundamentet om individets ukrænkelige ret, kravet om frihed og ønsket om, at staten ikke blander sig i, hvordan den enkelte amerikaner lever sit liv.
Jeg talte for nogle uger siden med en kvinde og fortalte hende om Danmarks nye sociale restriktioner og nævnte, at det kunne blive nødvendigt at indføre noget lignende i USA. Hun slog en høj latter op:
- Det vil folk her i USA aldrig gå med til.
"Vi er amerikanere!"
Det må man dog konstatere, at de stort set har gjort!
For der er også det unikke ved amerikanerne, at de i egen selvforståelse er overbeviste om, at netop deres folk kommer samlet og styrket ud af denne krise.
Som en rejseagent sagde til mig, da jeg ringede for at afbestille endnu en af mine flyvninger:
- Vi skal nok komme igennem det her. Vi er amerikanere!