Trump: - Vi kan redde over en million liv
Amerikanerne kan redde over en million liv, hvis de overholder retningslinjerne for social distancering, siger USA's præsident, Donald Trump, ved et pressemøde foran Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.
- Hver og en af os har en rolle i det her spil for at vinde krigen. Hver borger, familie og virksomhed kan gøre en forskel for at stoppe virussen, siger Trump.
Han siger samtidig, at over en million amerikanere er blevet testet for coronavirus. Ifølge Johns Hopkins Universitetet er over 150.000 bekræftet smittet i USA.
Anthony Fauci, der fungerer som Det Hvide Hus' topekspert i smitsomme sygdomme, fastholder ifølge CNN sin tidligere forudsigelse om, at over 100.000 amerikanere kan ende med at dø som følge af covid-19.
Trump understreger på pressemødet, at de næste 30 dage vil sætte amerikanerne på prøve.
I alt er 2945 coronasmittede amerikanere døde.