Coronavirus

LIVE: Få seneste nyt om coronavirussen her

Placido Domingo måtte indlægges for at få behandling for coronavirus.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Hvad var status? 499 var søndag indlagt med covid-19 i Danmark. Af dem er 131 indlagt på en intensivafdeling - og heraf er 113 i respirator.

72 personer er døde, mens de var smittet. Få hele overblikket her.

Placido Domingo indlagt med coronavirus

Den spanske operasanger Placido Domingo fortalte for godt halvanden uge siden, at han var testet positiv for coronavirus, og nu er han blevet indlagt i Acapulco i Mexico med komplikationer relateret til sygdommen.

Det oplyser en talsmand for den 79-årige sanger, der i kraft af sin alder er i risikogruppen.

Domingo skulle dog have reageret godt på behandlingen.

Brasiliens præsident trodser egne retningslinjer

Brasiliens økonomi kan ikke gå i stå for coronavirusset, mener landets præsident.

Præsident Jair Bolsonaro trodsede søndag sin egen regerings regler om distancering, da han mødtes med borgere på gaden i hovedstaden, Brasília, og opfordrede dem til at holde gang i økonomien.

- Det, jeg hører fra folk, er, at de gerne vil arbejde. Som jeg har sagt fra start, skal personer over 65 år blive hjemme, siger Jair Bolsonaro i en video på sin Twitter-konto.

Vietnams storbyer skal lukke ned

Den vietnamesiske premierminister har bedt befolkningen i landets to største byer, Ho Chi Minh og Hanoi, om at forberede sig på en nedlukning for at bremse spredningen af coronavirus. Det skriver Reuters.

To amerikanske coronapositive musikere er døde

To amerikanske musikere er døde, efter at begge var blevet testet positive med coronavirus.

Alan Merrill, der står bag det ikoniske hit "I love Rock and Roll", og countrysanger Joe Diffie har mistet livet i weekenden. Det skriver CNN og musikmediet ultimateclassicrock.com.

Alan Merrill blev 69 år, mens Joe Diffie blev 61 år.

Formel 1-chef: Lad os køre indtil januar

Coronavirusudbruddet har aflyst de første otte løb i Formel 1-sæsonen, der oprindeligt slutter i november.

I et forsøg på at redde den udskudte sæson i Formel 1 foreslår Ferraris holdchef, Mattia Binotto, over for sportsmediet Sky Sports Italia, at verdensmesterskabet kan fortsætte helt ind i januar.

De første otte løb i sæsonen er allerede udskudt, og det britiske grandprix i juli er det næste, der står for skud.

New York har nu over 1000 dødsfald

Staten New York har nu passeret en grim milepæl, da over 1000 indbyggere er døde af coronavirus. Det sker mindre end en måned efter, at sygdommen fandt vej til staten.

Selve byen New York har 776 dødsfald, mens resten af staten har mindst 250.

Trump: 200.000 døde amerikanere vil betyde 'good job'

På et pressemøde vurderer Donald Trump, at dødstallet i USA vil toppe om to uger, og at hvis mellem 100.000 og 200.000 amerikanere dør af coronavirussen, så har hans administration gjort det godt.

Det begrunder han med, at en prognose sagde, at op mod 2,2 millioner amerikanere kunne dø, hvis landet ingen forholdsregler tog overhovedet.

USA forlænger restriktioner til 30. april

Selvom USA's præsident, Donald Trump, i den seneste tid har talt om behovet for snart at åbne den amerikanske økonomi igen, så vil USA forlænge restriktioner omkring social distancering indtil 30. april. Det har Trump netop meddelt.

Nødhospital bygges i Central Park

Der er blevet opført et nødhospital i Central Park i New York. Hospitalet skal være i stand til at tage patienter fra det nærliggende Mount Sinai Hospital.

Nødhospitalet er ifølge lokalmediet NY1.com udstyret med respiratorer samt læger og sygeplejersker, der er trænet i at håndtere smitsomme sygdomme. Der er 68 senge.  

Central Park er et stort grønt område midt i det centrale New York. 

WHO: Coronavirus er ikke luftbåren

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skriver i et tweet, at coronavirus ikke er luftbåren. Den skal smitte gennem dråbe fra for eksempel hoste, nys og tale. 

Departementschef i Sundhedsministeriet er kommet i karantæne

Øverste chef for Sundhedsministeriets og sundhedsministerens nærmeste rådgiver Per Okkels er kommet i corona-karantæne. Det skriver Altinget. 

Hans kone, der er sygehusdirektør, er blevet testet positiv for coronarvirus. Per Okkels siger til Altinget, at han arbejder hjemmefra og regner med at være tilbage i ministeriet om en uges tid. 

Særligt ældre bekymrer sig over isolation

Det er især ældre mennesker, der bekymrer sig over isolation i hjemmet. Det drejer sig særligt om ikke at kunne se familie og venner. Det viser et forskningsprojekt fra Københavns Universitet, skriver Politiken.

- Andre voksne arbejder hjemmefra, og børn får fjernundervisning, så selv om det er en mærkelig situation, så er hverdagsstrukturen bevaret. Ældre derimod har fået revet deres almindelige aktivitetsniveau væk, og oveni kan de ikke se venner og bekendte, så det er en større omvæltning, hvor der ikke er ret meget tilbage af en almindelige hverdag, siger David Vincent Nielsen, der er ensomhedskonsulent i Ældresagen, til Politiken.

Udenrigsministeriet sender særfly til strandede danskere i Peru

Udenrigsministeriet håber at sende et særfly afsted til Peru for at hente danskere hjem, der sidder fast i det sydamerikanske land. Det skal efter planen ske natten til torsdag 2. april. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

Al infrasturktur i landet er lukket, der er etableret udgangsforbud og flyforbindelser er kappet i disse dage. Derfor er det svært for de 274 danskere i landet, der er registreret i Udenrigsministeriet krisedatabase, at komme hjem. 

- Jeg må (...) understrege, at der stadig er rigtigt mange ting, der skal falde på plads, før vi med sikkerhed kan sige, at vi når i mål. Jeg kan heller ikke garantere, at dette særfly bliver løsningen for alle strandede danskere i Peru, siger Jeppe Kofod (S), udenrigsminister, i pressemeddelelsen. 

Borgmester til byens borgere: I holder jer indendøre fra mandag

Sergei Sobjanin, borgmester i Moskva.

Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, giver alle byens borgere ordre til fra mandag morgen at holde sig inden døre. Det kommer, efter antallet af smittede med coronavirus er steget i Moskva, skriver AFP.

Ifølge tal fra Worldometer har Rusland haft otte dødsfald i forbindelse med coronasmitten. 

Modebranchen beder om flere hjælpepakker

Hvis ikke nye hjælpepakker bliver iværksat, risikerer man talrige konkurser i den danske mode- og tekstilbranche. Sådan lyder opråbet fra brancheorganisationerne Wear, der er en datterorganisation til Dansk Erhverv, og Dansk Mode & Textil. Det skriver Ritzau.

Branchen anslår at tabe op mod 20 milliarder kroner i omsætning som følge af udbruddet af coronavirus og støtter Venstres forslag om større lønkompensation, partiet fremsatte tidligere i dag, søndag.

292 døde i Frankrig

Frankrig melder søndag om yderligere 292 døde inden for det seneste døgn som følge af smitte med coronavirus. Det bringer det samlede dødstal op på 2606, og 40.471 er bekræftet smittet med virusset ifølge AFP.

Beboer på plejecenter er død af coronavirus

En beboer er død af corona på Plejecenter Sjælsø i Nordsjælland. Det oplyser Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse ifølge sn.dk. 

Efterfølgende er den afdøde blevet testet positiv for corona, men man har ikke fundet ud af, hvem smittekilden er. Alle de ti andre beboere er nu i isolation, og en anden beboer er testet positiv for virussen.

Dyreparker får 48 millioner kroner ekstra

Kulturminister Joy Mogensen (S) har med et flertal af Folketingets partier besluttet at sikre dyreparker med en hjælpepakke på ekstra 48 millioner kroner. Det fortæller Joy Mogensen til Ritzau.

Hun mener, at på den måde står landets dyrehaver ikke overfor at skulle aflive dyr for at komme igennem de økonomiske problemer som coronakrisen har medført. 

Søren Brostrøm klippede sig selv og betalte sin frisør

Søren Brostrøm optrådte på TV 2 i går med en kortere frisure, end han tidligere har haft. Det har fået nogle til at spørge, om han har været til frisør - noget, som ellers ikke er tilladt i disse tider.

Han svarer på sin Twitterprofil, at det ikke er tilfældet. Han har selv grebet en maskine og fikset det, og det er blevet skævt i nakken. Derefter sendte han penge til den frisør, han normalt bruger, for at støtte i denne tid, hvor han og andre frisøre skal holde lukket. 

Over 750 døde i Italien siden lørdag

756 personer er afgået ved døden i Italien siden lørdag. Det skriver Reuters. Det er lavere end døgnet før, hvor det var 889 personer, der døde. 

Dermed er i alt 10.779 personer døde, efter coronavirus kom til landet. Det er det hårdest ramte land i Europa.