Coronavirus

WHO lancerer seks konkrete anbefalinger - sådan klarer Danmark sig

Danmark er langt fremme i forhold til bekæmpelsen af coronavirus, mener professor.  Colourbox / TV 2 Grafik

Professor mener, at Danmark scorer tæt på topkarakter i forhold til bekæmpelsen af coronavirus.

- Vi må indse, at det var tid til at handle for flere måneder siden. Dette er nu vores anden chance til at handle og bekæmpe virussen. Vi bør ikke forspilde den.

Verdenssundhedsorganisationen WHO’s chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, udtrykte sig klart og tydeligt ved et pressemøde onsdag aften.

Det er nu, der skal handles verden over, hvis coronavirussen skal bekæmpes.

Og WHO fremførte på samme pressemøde seks anbefalinger, som alle lande bør følge i bestræbelserne på at slå virussen ned.

Ifølge WHO bør landene:

  1. Træne deres sundhedspersonale.
  2. Implementere et system for at finde hvert eneste tilfælde af smitte.
  3. Øge testkapaciteten.
  4. Identificere de faciliteter, som skal bruges til at isolere patienter.
  5. Finde de faciliteter, som skal bruges til at sætte folk i karantæne.
  6. Lade regeringen fokusere mest på at bekæmpe covid–19.

Danmark er godt med i forhold til de seks tiltag, mener professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Jeg synes, at Danmark skal have fire ud af fem på en karakterskala, siger han.

Han roser regeringen for at være tidligt ude med tiltag, mens han påpeger, at man kunne have testet mere, og man kunne have været bedre forberedt på sin kapacitet af værnemidler.

- Jeg er overrasket over, at vi ikke har haft flere værnemidler. Man kunne sagtens have haft et betydeligt lager af sprit liggende, for det bliver jo ikke dårligt. Maskerne, vi skal bruge, er også langtidsholdbare. Der kunne man godt være mere forudseende, siger han.

TV 2 har bedt professoren om at vurdere Danmarks ageren i forhold til WHO’s seks anbefalinger.

Sådan klarer Danmark sig

  1. Træne deres sundhedspersonale

    Allan Randrup Thomsen peger på, at man eksempelvis har opfordret studerende og pensionister til at melde sig som arbejdskraft på sygehusene.

    - Dette punkt er vi fuldt ud med på. Vi har sat et kæmpe program i gang med hensyn til at øge vores kapacitet i forhold til personale. Tidligere ansatte bliver hentet ind, og folk bliver trænet i at lægge drop, for man er lidt rusten, når man ikke har været i gang i noget tid.

    - I det hele taget har man organiseret sig, så der er en reserve at trække på. Det har faktisk været lige så godt, som man kunne håbe på.

  2. Implementere et system for at finde hvert eneste tilfælde af smitte

    - Det gjorde vi i begyndelsen i form af smitteopsporing. Jeg ved ikke, om man helt har opgivet smitteopsporing, men vi har i hvert fald systemet til det, siger Allan Randrup Thomsen.

    Han mener, at dette punkt hænger nært sammen med punkt 3, altså hvilken teststrategi man bruger.

    - Vi er måske kommet lidt sent i gang med at øge testkapaciteten. Men det skal bakkes op af smitteopsporingstiltag, for ellers giver det ingen mening at teste meget mere.

    - Hvis man ser praktisk på det, så er det bedre at fange én smittet plus ti kontakter per den indsats, du har lavet, end kun at fange den ene.

  3. Øge testkapaciteten

    Professoren mener, at det er korrekt, at testkapaciteten skal øges. Men han mener samtidig, at myndighederne ikke har kunnet gøre det tidligere.

    - I øjeblikket tester vi dem, der er decideret syge, og de er jo kommet så langt ind i sygdommen, at man ikke får så meget ud af at lave smitteopsporing, for deres kontakter vil have spredt virussen allerede.

    - Men hvis vi tester de lette tilfælde og mere bredt ud i samfundet, mener jeg, at det skal følges op med en smitteopsporing, for at det skal være rigtigt effektivt, siger han.

    - Jeg er ikke en voldsom kritiker af myndighedernes teststrategi, for det har været relevant i forhold til de ressourcer, de havde. Men hvis vi kan få det op at køre på et højere niveau, så vil det alt andet lige give mulighed for at teste bredere.

  4. Identificere de faciliteter, som skal bruges til at isolere patienter

    - Her er vi i top, siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

    - Vi har udpeget hvilke hospitaler, der skal modtage patienter, og vi har udvidet kapaciteten på det område.

  5. Finde de faciliteter, som skal bruges til at sætte folk i karantæne

    - Det er blevet gjort rigtigt godt. Det er jo blevet uddelegeret til regioner at finde faciliteter til, at man kan sætte folk i karantæne, hvis det bliver nødvendigt, siger Allan Randrup Thomsen.

    - Hvis man eksempelvis har fået et krydstogtskib ind med hundreder af udlændinge, så har hver region en forpligtelse til at udpege steder, man kan bruge til at sætte folk i karantæne. Det vil typisk være kaserner og den slags.

  6. Lade regeringen fokusere mest på at bekæmpe covid–19

    Allan Randrup Thomsen peger på væsentligheden i, at de politiske tiltag får bred opbakning af alle partier i Folketinget, hvis man skal have folk til at følge anvisningerne.

    - Der skal helst ikke være for meget politisk slinger i valsen, hvis man skal have folk til at følge de relativt strikse restriktioner, som vi har, siger han.

    - Jeg synes eksempelvis ikke, det var smart, da Venstre kom med kritik i går. Det er ikke tidspunktet at være uenige. Det må komme bagefter, når man evaluerer tingene. Her og nu skal man give regeringen rum til at agere, siger Allan Randrup Thomsen.

    Fejl vil altid forekomme, især når man bevæger sig på ubetrådt land, understreger han.