Coronavirus

WHO advarer: Nedlukningen vil trække ud, hvis ikke Danmark ændrer sin teststrategi

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. I baggrunden direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Danmarks nuværende coronastrategi skubber udfordringerne foran og får økonomien til at styrtbløde, lyder det fra WHO.

Danmarks overordnede strategi for at komme coronavirussen til livs er nedlukning.

Offentlige arbejdspladser, skoler og dagtilbud er lukket. Det samme er restauranter, biografer, cafeer og storcentre.

Men den strategi er ikke nok. Den skal også følges op af en mere aggressiv teststrategi, ellers kommer nedlukningen af samfundet til at vare meget lang tid. Og det kommer til at gå hårdt udover økonomien.

Det siger Bruce Aylward, en af verdens førende virusforskere fra WHO, til det danske medie POV.

- Test mennesker. Opspor de syge og isoler dem. Find deres tætte kontakter og test dem. Isoler om nødvendigt. Og de skal ikke isoleres derhjemme, for så smitter de bare resten af husstanden, siger virusforskeren.

Under coronaudbruddet i Kina skabte man isolationsstuer for de smittede, som ikke var så syge, at de skulle på hospital. Så kunne de være sammen, for de kunne alligevel ikke smitte hinanden. Lignende strategi bør man benytte i andre lande, vurderer Bruce Aylward.

Han kom nylig tilbage til WHO efter to uger i Kina, hvor han studerede covid-19, sygdommen som forårsages af den nye coronavirus. Han er desuden ekspert i smitsomme sygdomme, men han har ikke tidligere set noget som covid-19 og især responsen på sygdommen.

Bruce Aylward under en konference om covid-19 i februar 2020.

- Mange steder siger man til mennesker, der føler sig sløje, at de skal blive hjemme, hvis de bare har milde symptomer. Hvad sker der så? De smitter andre i hjemmet. Og når de har det lidt bedre, forlader de hjemmet igen, men de kan stadig smitte i flere dage, mens de kommer sig. I Kina fik de ramte ikke lov at forlade isolation, før man var sikker på, at de var smittefri, forklarer han til POV.

Bruce Aylwards kollega, Peter Ben Embarek, understreger også over for TV 2, at en teststrategi som Danmarks ikke er aggressiv nok.

- Ideelt set bør man teste alle, der potentielt er smittede og har været i kontakt med smittede, lyder budskabet fra Peter Ben Embarek.

Uoverskuelige konsekvenser for økonomien

Konsekvensen af Danmarks nuværende strategi vil på den positive side være, at smitten spredes langsomt på grund af den omfattende isolation.

Men på den anden og mere negative side vil smitten hurtigt sprede sig igen, når samfundet åbner, fordi mange ikke er blevet testet. Derfor vil nogle være syge uden at vide det, og de vil kunne sprede smitten, når samfundet åbner.

Og så har vi intet vundet ved nedlukningen, lyder vurderingen fra Peter Ben Embarek.

Samtidig vil det have uoverskuelige konsekvenser for økonomien, som allerede lider under nedlukningen af samfundet.

Coronakrisen har indtil nu sendt over 40.000 ud i ledighed. Samtidig har coronavirussen givet et massivt fald til danske aktier.

Og det kan blive endnu værre. Forskning fra Imperial College London fastslår nemlig, at en nedlukning vil skulle vare flere måneder. Måske endda markant længere.

Statens Serum Institut vurderer også, at smitten vil kunne udvikle sig til "en stor bølge" hen over sommeren.

14.000 testet

Det vil altså have store økonomiske og sociale konsekvenser, hvis Danmark ikke begynder at teste flere for covid-19, siger Peter Ben Embarek.

I Danmark har man indtil videre kun testet omkring 14.000.

Og det er altså ikke nok i forhold til WHO's anbefalinger.

Peter Ben Embarek fremhæver blandt andet Sydkorea som et eksempel på et land, hvor man har haft succes med at holde virussen nede. Her er mere end en kvart million indbyggere blevet testet for covid-19 ifølge Wall Street Journal.

Indtil videre tester man i Danmark følgende:

  • Alle med mistanke om moderat til svær covid-19.
  • Gravide med mistanke om covid-19.
  • Nyfødte børn med symptomer på covid-19.
  • Personer, der varetager kritiske funktioner med lette til moderate symptomer på covid-19.

Ingen reelle ændringer

TV 2 har forsøgt at få en kommentar til WHO's udtalelser om Danmarks håndtering fra Sundhedsstyrelsen og sundhedsminister Magnus Heunicke (S). De ønsker ikke at svare på spørgsmål før pressemødet onsdag klokken 16.00.

Magnus Heunicke har dog tidligere forklaret, at de danske sundhedsmyndigheder burde have været bedre forberedt på coronaudbruddet.

- Vi har bygget oven på, og fremover skal vi teste flere, sagde han på tirsdagens pressemøde.

Han har også tidligere forklaret, at man vil indkøbe mere udstyr og testkit.

Den nye teststrategi har dog ikke indtil videre ført til ændrede retningslinjer, viser en sammenligning af den nye og den tidligere teststrategi, som både Jyllands-Posten og Berlingske har foretaget.

Fuld tillid

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er problematisk, at Danmark ikke tester mere, svarer Thomas Benfield, professor i infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, at "vi må gøre tingene, som vi kan nå det".

- I stedet for at teste alle, har vi sendt hele Danmarks befolkning i karantæne, siger Thomas Benfield til TV 2.

- Vi monitorerer i hele landet hele tiden, og det har vi jo styr på. Jeg har fuld tillid til den danske strategi, siger han.