Coronavirus

Dansk professor forklarer: Sådan udvikler man en coronavaccine

Videnskabelig direktør i den danske vaccinevirksomhed Adaptvac forklarer, hvordan man arbejder med at lave en vaccine mod coronavirus.

Talrige forskerhold verden over arbejder i disse dage på højtryk for at udvikle en vaccine, der skal kunne gøre mennesker immune over for covid-19, sygdommen som opstår i kølvandet på smitte med coronavirus.

En af dem er det danske vaccineproducent Adaptvac.

I TV 2 News-programmet 'Spørg om corona' forklarede videnskabelig direktør i Adaptcav, Adam Sander, hvordan sådan en vaccine udvikles - og hvordan, den egentlig virker.

For hvor man traditionelt har produceret vacciner ved - populært sagt - at tage en virus og svække den for derefter at sprøjte den ind i mennesker, så vi producerer antistoffer, så laver Adaptvac og andre i dag vacciner på en anden måde.

- Den moderne måde at gå til det her på, er at lave en vaccine på et enkelt protein, man sprøjter ind, forklarer Adam Sander.

I stedet for at tage en viruspartikel, som man ville gøre traditionelt, laver man altså en kopi af virussen, som kan narre immunsystemet til at reagere.

- I sin helhed skaber vi en kopi af coronavirus, som fra man immunsystemets perspektiv ikke kan se forskel på.

Skal ramme de røde knopper

Ifølge Adam Sander er det særligt én del af coronaviruspartiklen, som mange efterhånden kender fra grafiske illustrationer, som forskerne prøver at ramme.

- Vi er på verdensplan meget enige om, hvad det er, vi skal basere vaccinen på. Hvad det er for et mål, vi skal ramme. Og det er de små knopper, proteiner, vi skal ramme, forklarer Adam Sandler til TV 2 News.

- Det er de proteiner, vi skal have kroppen til at rejse antistoffer imod.

Det er altså specifikt det røde, man kan se på illustrationen herunder, man prøver at ramme for at neutralisere coronavirussen.

En coronavaccine skal forsøge at ramme de røde "knopper", proteiner, forklarer Adam Sander.

Selvom der er mange forskere, der arbejder for at finde en vaccine, er det ikke noget, der er lige på trapperne.

Det fastslår Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved København Universitet, i dagens 'Spørg om corona'.

- Det tager tid at lave vacciner, så den er her ikke i morgen. 12-18 måneder er et forsigtig gæt, siger han.