Belgien og Holland i strid om corona - nu tyr belgierne til drastiske midler

Ligesom Danmark og Sverige bruger vidt forskellige strategier mod corona, så er naboerne Holland og Belgien også uenige om fremgangsmåden.

På en lille vej i Hoogstraten i det nordlige Belgien står der pludseligt en orange container og blokerer vejen.

Vejen er en af utallige små grænseovergange mellem Belgien og Holland, som folk er vant til at krydse i tide og utide.

Men det skal være slut.

Belgien valgte i sidste uge at lukke grænserne for al unødvendig ind- og udrejse i et forsøg på at mindske smittespredning af coronavirussen.

- Bliv hjemme og pas på dig selv. Hvis du passer på dig selv, passer du også på andre, sagde den belgiske indenrigsminister, Pieter De Crem, i den forbindelse.

Men budskabet lader ikke til at være trængt igennem til alle.

Shopping og dagsture

På trods af trusler om bøder på op til 30.000 kroner, og i værste tilfælde fængselsstraf i op til tre måneder, så er folk fortsat med at krydse de små grænseovergange for at tanke bilen eller for at tage på shoppetur.

Historier, der har fået den hollandske premierminister, Mark Rutte, til at reagere.

- Jeg har en appel til alle: Lad være med at krydse grænserne for at tage på udflugt. Tingene er ikke, som de plejer at være, sagde han på et pressemøde.

Men på trods af appeller og trusler om repressalier, så har politiet altså set sig nødsaget til fysisk at blokere grænseovergangene til både Holland og Frankrig.

Forskellige tilgange til bekæmpelse

De belgiske myndigheder har haft særligt fokus på grænserne til Holland.

De to naboer har nemlig haft forskellige tilgange til at bekæmpe smittespredningen.

Hvor man i Belgien hurtigt begyndte at lukke ned for alle ikke nødvendige aktiviteter i et forsøg på at mindske smitten, så har man været mere tilbageholdende i Holland, hvilket er blevet kritiseret fra flere sider.

I sidste uge afviste den hollandske premierminister dog kritikken.

- Det virker måske fristende på overfladen at lukke alt ned, men eksperter peger på, at dage og uger ikke vil kunne gøre det, men derimod vil det kræve et år eller længere tid, udtalte Mark Rutte.

Så sent som i dag har Holland dog indført flere restriktioner. Blandt andet er alle offentlige begivenheder nu aflyst.

Kritikere mener dog, at det er gået for langsomt.

Kritik af håndtering

I sidste uge sagde Mark Rutte også, at "en stor del af den hollandske befolkning vil blive smittet i den kommende periode", og at fokus er på at mindske belastningen af sundhedsvæsenet indtil en behandling er udviklet.

- Mens vi venter på, at en vaccine eller behandling bliver udviklet, kan vi forsinke spredningen af virussen og samtidig opbygge immunitet i befolkningen på en kontrolleret måde, sagde han.

Men udtalelsen om immunitet er blevet kritiseret fra flere sider, blandt andet af den belgiske sundhedsminister.

- De slipper reelt virussen fri. De håber på, at halvfjerds procent vil blive smittet, så de bliver immune. Men hvordan kommer de til de halvfjerds procent? Med hvilken hastighed? Hvor mange mennesker ender på hospitalet på samme tid? Alt det finder jeg meget uforudsigeligt. Jeg frygter italienske tilstande, når jeg hører det. Vi gør alt for at undgå sådan noget, udtalte Maggie De Block i et interview til De Zondag.

I skrivende stund er 5560 personer bekræftet smittet og 276 døde som følge af covid-19 i Holland.

I Belgien er 4269 personer bekræftet smittet og 122 personer døde.