Coronavirus

LIVE: Få seneste nyt om coronavirussen her

Los Angeles' berømte og berygtede motorveje er næsten helt forladte under Californiens udgangsforbud.

TV2.DK giver dig seneste nyt om coronavirussen minut for minut.

Hvad skete der? Den omfattende nedlukning af det danske samfund fortsætter foreløbig frem til 2. påskedag - mandag 13. april.

Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag på et pressemøde.

Hvad var status? 254 personer er indlagt med covid-19 i Danmark - heraf 55 på intensiv og 47 af dem i respirator.

24 personer er døde, mens de var smittet. Få hele overblikket her.

Alle ankomne til Beijing bliver testet og sat i karantæne

Hvis du ankommer til Kinas hovedstad, Beijing, så vil du blive testet for coronavirus og blive sat i 14 dages karantæne. Selv hvis du bare skulle mellemlande i byen.

Det er det seneste tiltag fra den kinesiske regering i kampen mod virussen, og det træder i kraft onsdag.

15 amerikanske stater har nu udgangsforbud

Mere end hver fjerde af USA's 50 stater har nu en form for udgangsforbud. Senest har Hawaii og New Mexico annonceret, at borgere skal blive indendøre.

De slutter sig til Californien, Connecticut, Delaware, Illinois, Indiana, Louisiana, Michigan, New Jersey, New York, Ohio, Oregon, Washington og West Virginia.

Udover de 13 stater med udgangsforbud har en række stater lukket ikke-essentielle forretninger og firmaer, forbudt forsamlinger og dikteret, at barer og restauranter kun må levere takeout.

Cuba lukker ned og sætter turister i karantæne

Fra tirsdag er turisme ikke længere tilladt på Cuba, annoncerer østates premierminister, Manuel Marrero Cruz.

Cuba offentliggjorde allerede i sidste uge tiltagende, men der er alligevel stadig omkring 32.000 turister på Cuba, som ikke længere vil få lov at forlade deres hotel.

- Ingen kan få lov at gå ud på gaden, lyder det fra Cruz.

Også cubanernes muligheder for at forlade øen vil blive reguleret, mens alle, der ankommer til Cube sættes i 14 dages karantæne.

USA opfordrer til udsættelse af OL

USA's Olympiske Komite (USOPC) vil have sommer-OL i Tokyo udskudt grundet coronaviruspandemien. Det oplyser den i en pressemeddelelse ifølge USA Today.

Japan og IOC forhandler om at udskyde OL i et år

Japans regering forhandler med IOC om at udskyde sommer-OL med et år. Det skriver det japanske medie Sankei ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ifølge Sankei skal Japans premierminister, Shinzo Abe, have et møde med IOC's formand, Thomas Bach, tirsdag.

En unavngiven topembedsmand fra den japanske regering siger til Sankei, at OL i Tokyo bliver udskudt.

Legene kan dog ikke udskydes mere end et år, da de i så fald vil ramme sammen med vinter-OL i Beijing i Kina i 2022, oplyser embedsmanden.

Elon Musk har leveret 1000 respiratorer til Los Angeles

Den private sektor bidrager mange steder til produktionen af nødvendigt udstyr i kampen mod coronavirussen. I Californien har rigmanden Elon Musk, der står bag blandt andet Tesla og SpaceX i dag leveret 1000 respiratorer til hospitaler i Los Angeles. Det oplyser statens guvernør, Gavin Newsom.

Trump vil til at åbne USA igen

Trump holdt mandag aften amerikansk tid et to timer langt pressemøde.

USA's præsident, Donald Trump, er blevet kritiseret for at tage for let på coronavirussen, og på et pressemøde har han netop sagt, at det snart er på tide at begynde at åbne for USA igen af hensyn til økonomien.

Det sker, selvom hans sundhedsminister tidligere på dagen sagde, at det værste stadig var på vej i USA, og mens antallet af smittee stiger hurtigere i USA end nogen andre lande. De seneste tal viser, at omkring 10.000 amerikanere er smittet i løbet af et døgn.

- På et tidspunkt må vi åbne igen, komme i gang. Vi vil åbne landet snart, der er ikke tale om måneder, sagde Trump på pressemødet til stor forundring for mange af de forsamlede journalister.

USA's forbud mod indrejse fra Europa udløber på torsdag, og Trump antydede, at forbuddet ikke vil blive forlænget, og at han heller ikke overvejer rejseforbud internt i USA.

Den afslappede tilgang fra præsidenten er i skarp kontrast til handlinger fra guvernører og lokale styrer rundt omkring i landet. Flere og flere amerikanske stater og byer indfører nemlig skrappe forholdsregler for at bekæmpe virussen.

Coronavirus har cirkuleret i New Yorks metrosystem i ugevis

Deborah Birx fra Det Hvide Hus' indsatshold mod corona siger på et pressemøde med blandt andet Donald Trump, at coronavirussen 'tydeligvis' har cirkuleret i New Yorks omfattende metrosystem gennem flere uger. Det skriver Reuters.

Amerikanere starter forsøg med coronamiddel

USA's præsident, Donald Trump, siger på et pressemøde, at der vil blive indledt forsøg med eksisterende lægemidler, der kan tage kampen op mod coronavirussen. En kombination af et malariamiddel og et andet middel kan være en god mulighed for at bekæmpe virussen.

VM i atletik tilbyder udsættes - kan skabe plads for sommer-OL i 2021

For at give plads til OL i Tokyo tilbyder Det Internationale Atletikforbund at rykke VM i august 2021 til en anden dato. VM i atletik står til at skal efter den oprindelige plan afvikles i Oregon i USA fra 6. til 15. august 2021.
 

12 år gammel dansk rapport forudså 'pandemisk influenza' fra Asien

For 12 år siden beskrev den 36 sider lange rapport 'Beredskabsplanlægning for pandemisk influenza', hvordan Danmark kunne blive ramt af en pandemi fra Asien - som den nuværende coronavirus.

Rapporten var udarbejdet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med blandt andre Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Rigspolitiet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Men på trods af fremtidsscenarierne og advarslerne er værnemidler som masker og håndsprit i sundhedsvæsenet blevet en knap ressource herhjemme.

Kampagne skal skaffe knappe værnemidler

Kampagnen 'Danmark hjælper Danmark' skal forhindre, at hospitalsvæsenet skal undgå forsyningsproblemer med værnemidler.

I takt med at sygdommen covid-19 udvikler sig, oplever sundhedsvæsenet et større pres, men på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan organisationer, myndigheder og private virksomheder byde ind med idéer til, hvordan der kan skaffes ekstra værnemidler.

Tidligere tyrkisk landstræner smittet med coronavirus

Den tidligere tyrkiske fodboldlandstræner Fatih Terim skriver på Twitter, at han er testet positiv for coronavirus.

Udenrigsministeriet arbejder på at få danskere hjem fra Kenya

Flyvninger ud af Kenya vil blive lukket ned fra onsdag aften, men Udenrigsministeriet arbjeder på, at strandede danskere kan komme hjem.

Danskere i det afrikanske land kan sende sine personlige oplysninger til en af disse to mails: raadtilhjemrejse@um.dk eller nboambconsular@um.dk, for rådgivning om mulig hjemrejse.

Yngre borgere indlægges også med coronavirus

30 procent af de danskere, der på det seneste har været indlagt med coronavirus, har været under 60 år. Det skriver Politiken. Tallene er ikke overraskende, lyder det fra Statens Serum Institut.

Boris Johnson beordrer Storbritannien til at lukke ned i tre uger

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, forbyder, at briterne de kommende tre uger forsamler sig i større forsamlinger end to personer - med mindre man er i familie.

Samtidig beordrer Johnson de fleste butikker til at lukke i et forsøg på at stoppe coronavirussen. Det siger han i en tale til nationen.

Briterne må kun forlade deres hjem, hvis de enten skal gå på arbejde, motionere eller købe ind.

Tiltagene sker i et forsøg på at forhindre spredningen af coronavirus i Storbritannien.

Boris Johnson og den britiske regering har tidligere fået kritik for ikke at gøre nok for i kampen mod coronavirus.

Malaria-middel testes på coronapatienter i Frankrig

I Frankrig vil sundhedsmyndighederne tillade brug af malaria-midlet klorokin mod coronavirus. Det oplyser sundhedsminister Olivier Veran mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Klorokin bruges til behandling mod malaria, og det vil kun blive anvendt på de hårdest ramte patienter under strikt opsyn, lyder det.

Herhjemme vil Hvidovre, som de første hospital, teste klorokin som kur mod coronavirus på patienter, der er testet positiv for coronavirus.

Danskere fanget på krydstogtskib på vej hjem

Omkring 50 danske passagerer fra krydstogtskibet Costa Pacifica er her til aften på vej hjem til Danmark fra Italien. Danskerne flyver fra Rom til København og ventes at lande sent mandag aften.

Dermed er alle de 109 danskere, der var ombord på krydstogtskibet Costa Pacifica, hjemme igen.

40 mutationer af coronavirus fundet på Island

På Island har sundhedsmyndighederne har fundet 40 mutationer af coronavirus blandt smittede i landet. Det skriver Information.

Næsten 10.000 personer er blevet testet for coronavirus, og forskerne er blevet klogere på, hvordan virus muterer.

- Vi har fundet 40 islandspecifikke mutationer i virus, siger Kári Stefánsson, der er direktør i firmaet DeCode Genetics.

Holland forlænger forbud mod forsamlinger på mere end tre personer

I Holland vil det frem til som minimum 1. juni være forbudt at mødes i grupper af mere end tre personer. Forsamlingsforbuddet er blevet forlænget, da det oprindeligt skulle udløbe i april. Bryder man som enkeltperson forbuddet kan det give en bøde på 400 euro - svarende til næsten 3000 kroner.