Coronavirus

Dødeligt syg kvinde bad om hjælp på Facebook - blev mødt af kærlighedsstorm

Pernille Gaarde søgte om hjælp til at komme til kemobehandling på Facebook og modtog en kærlighedsstorm. Privatfoto

48-årige Pernille Gaarde søgte en til at gå i karantæne med hende. Hun fandt ikke blot en hjælper - hun også modtog en storm af kærlighed.

- Sidder der en der ude, som kunne tænke sig/har lyst til at komme i karantæne her hjemme ved mig?

Sådan indledte 48-årige Pernille Gaarde i sidste uge et Facebookopslag, som i dag er delt knap 700 gange. Her efterlyste hun en person til at gå i karantæne med hende og køre hende tværs over landet til kemobehandlinger, da hun er uhelbredeligt syg med kræft.

Og hun blev noget overrasket over den respons, hun fik. Og Pernille Gaarde fik ikke kun talrige tilbud om kørsel og hjælp.

Hun har også fået over hundrede beskeder fra folk, der er blevet rørte over hendes opslag.

- Det væltede ind med beskeder fra folk, som var blevet dybt rørt over min situation, og som ville sige, at de tænkte på mig, siger Pernille Gaarde til TV 2.

Har fundet flere hjælpere

Grunden til, Pernille Gaarde skrev opslaget, hvor hun bad om hjælp, var, at hun har en fremskreden, sjælden kræftform, som kræver kemobehandling langt fra hendes hjem. Hun bor alene, og har to døtre, som er i isolation grundet egne helbredsproblemer.

Fordi hun tager sløvende medicin, må hun ikke selv køre fra sit hjem i Kolding til kemobehandling på Herlev Sygehus - en køretur på godt to og en halv time.

På grund af behandlingens svækkende virkning på Pernille Gaardes immunforsvar, var hun nødt til at finde en person, der garanteret ikke var smittet med coronavirus. Altså skulle hun finde en person, der levede i isolation.

Og selvom hun til at starte med troede, det var "optimistisk", at nogen ville kunne hjælpe hende, har hun nu både fundet en egnet chauffør og en "backup."

Jeg er dybt, dybt taknemmelig

Pernille Gaarde

Får hjælp af kvinde i isolation

Pernille Gaarde kommer primært til at få hjælp af en jævnaldrende kvinde, som dog ikke går i karantæne i Pernille Gaardes hjem, men som lever i karantæne hos sig selv, da hendes egen far også er kræftsyg.

Selvom hjælperen altså ikke går i karantæne i Pernille Gaardes hjem, stoler Pernille Gaarde hundrede procent på, at kvinden holder sig smittefri.

- Jeg stoler på hende, og jeg har forklaret hende, at nu lægger jeg jo faktisk mit liv i hendes hænder, siger Pernille Gaarde.

Kvinden forsikrede hende dog om, at hun for at beskytte sin egen kræftsyge far, har været i karantæne i tre uger allerede.

Pernille Gaarde har en sjælden kræftform:  Bløddelssarkom i vævet omkring tarmene. Da sygdommen blev opdaget i 2017, var den i stadie 4 - det sidste stadie.

Dermed er det blevet aftalt, at kvinden kører Pernille Gaarde til sin næste kemobehandling 31 marts.

- Jeg er dybt, dybt taknemmelig, siger Pernille Gaarde.

Skulle kvinden en dag ikke kunne køre Pernille Gaarde alligevel, har hun via facebookopslaget også fået kontakt med en "backup"-chauffør - en kvinde fra Aarhus, der ligeledes lever i karantæne.

Jeg kan virkelig mærke deres kærlighed i de beskeder

Pernille Gaarde

Hundrede beskeder fra hele landet

Selvom Pernille Gaarde er lettet over, at hun via facebookopslaget fik den hjælp, hun så desperat havde brug for, er hun også meget rørt over alle de danskere, der har rakt ud til hende, selv om de ikke kunne hjælpe.

Hun har fået over 100 beskeder og opkald fra folk, som fortæller hende, hvor berørte de er over hendes situation. Hun har fået tilbud om hjælp til alle slags ærinder fra hele landet: Bornholm, Aalborg og flere steder på Sjælland.

Andre skriver blot for at lade Pernille Gaarde vide, at hun er i deres tanker.

- Det er utroligt, at så mange tager sig tid til at skrive til mig, at de tænker på mig. Jeg kan virkelig mærke deres kærlighed i de beskeder, siger Pernille Gaarde.

Hun oplever, at coronakrisen har gjort, at folk er mere villige til at træde til med hjælp - også til fremmede.

- Jeg er virkelig rørt over, hvor søde folk er, og hvad de vil gøre for en, de overhovedet ikke kender, siger Pernille Gaarde.