Coronavirus

LIVE: Få seneste nyt om coronavirussen her

Her opdaterer TV2.DK om coronavirussen minut for minut. 

Hvad er status? I Danmark er 153 indlagt med covid-19. Heraf af 30 på intensiv og 27 af dem i respirator. Seks personer er døde, mens de var smittet med covid-19 - få overblikket her

Et enigt folketing har torsdag fremlagt en hjælpepakke til erhvervslivet.

Donald Trump aflyser G7-topmøde

USA's præsident, Donald Trump, har aflyst G7-topmødet i juni på Camp David i USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Topmødet vil i stedet blive afholdt via en videokonference.

Alle spanske hoteller skal lukkes

Spanien vil lukke alle hoteller i landet som følge af udbruddet af coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er de spanske myndigheder, som kræver, at hotellerne lukker.

34 personer indlagt på intensiv i Norge - 11 er under 50 år

I Norge er i alt 34 personer, der er smittet med coronavirus, indlagt på landets intensivafdelinger. 11 er under 50 år gamle, og to personer er under 24 år. Det skriver det norske medie VG. 26 af de indlagte patienter er mænd, mens otte er kvinder. Dermed ligner den norske statistik den danske, der viser en overvægt af mænd på intensiv.

Fransk cykelikon: Aflys Touren hvis det redder liv

Tour de France bør aflyses, hvis det kan hindre spredning af coronavirus. Det siger det franske cykelikon Bernard Hinault ifølge mediet Cyclingnews.com.

- Tour de France er en fantastisk fest, men liv er endnu vigtigere. Vi taler om, at folk risikerer at dø.

Hinault mener ikke, at arrangøren ASO skal tøve med en aflysning af Touren, men at beslutningen kan trækkes til begyndelsen af juni.

To særfly fra Marokko med danskere er landet i København

To særfly med danskere fra Marokko er torsdag aften landet i København. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Flyene var en særlig mulighed for at få de strandede danskere hjem fra Marokko.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at få særfly hjem fra Marokko. For bare få dage siden virkede det umuligt, da de marokkanske myndigheder besluttede at lukke luftrummet med kort varsel, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Danskere på Mauritius kan flyve hjem fredag

Danskere, der er strandet i østaten Mauritius, har mulighed for at komme med et fly fredag klokken 11.20 mod Danmark via Wien. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Hvis man ønsker at komme med flyet, skal man kontakte Østrigs ambassade i Sydafrika snarest muligt. Det kan gøres via mailen Pretoria-ob@bmeia.gv.at.

NFL-cheftræner testet positiv for coronavirus

New Orleans Saints-cheftræner Sean Payton er smittet med coronavirus. Det skriver det amerikanske sportsmedie ESPN. Dermed er den 56-årige træner den første person i NFL, der officielt er smittet.

Sundhedsstyrelsen i kovending: Ikke alle gravide skal testes

Det er kun gravide med symptomer på covid-19, som skal testes, når de kommer ind på hospitalet i fødsel. Det oplyser Sundhedsstyrelsen til TV 2. Tidligere på dagen lød det ellers fra styrelsen, at alle fødende, uanset om de har symptomer eller ej, skulle podes for virusset.

- Det er gået meget stærkt i dag. Det er en fejl fra vores side. Man skal ikke testes som gravid, hvis man skal ind og føde. Kun hvis man har symptomer, siger centercehf Camilla Rathcke fra Sundhedsstyrelsen.

Kvindesamfund: Corona vil skabe travlhed på krisecentre

Landets kvindekrisecentre forventer at få ekstra travlt om et par uger, fordi coronakrisen og den medfølgende tid derhjemme skaber ekstra splid i voldelige hjem. Det siger direktøren for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, Lisa Holmfjord, til TV 2. Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, er af samme holdning.

Bøn til amerikanske borgere fra myndighederne: Kom hjem

Amerikanere opforderes til at undgå udlandsrejser. Opfordringen kommer fra USA's udenrigsministerium, der siger, at dets landsmænd bedes rejse hjem, medmindre de har tænkt sig at opholde sig i udlandet "på ubestemt tid".

Seruminstitut: Børns legeaftaler bør aflyses

Ifølge Kåre Mølbak, faglig direktør ved Statens Serum Institut, bør børn undgå legeaftaler, fordi de ikke naturligt kan holde afstand til hinanden.

- De skal lytte til, hvad vores statsminister og dronning har sagt... Så derfor skal man aflyse legeaftalerne, siger han i programmet Lægens Bord på DR1.

Tidligere på dagen sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at raske børn må lege med raske børn udenfor i det fri, hvis de holder afstand.

Hjælp på vej til strandede danskere i Peru

Hvis man som dansker er strandet i Peru som følge af coronaepidemien, kan der nu være hjælp på vej. Den peruvianske regering vil registrere udlændinge, der ønsker at rejse ud af landet på følgende liste.

SAS får hjælp på 900 millioner kroner af Norge

Det kriseramte luftfartsselskab SAS har fået en lånegaranti på 1,5 milliarder norske kroner (svarende til 910 millioner danske kroner red.), efter det norske Folketing er blevet enige om en hjælpepakke. Det skriver norske NRK.

Danskerlisten ikke tilgængelig

Danskerlisten bliver i disse timer opdateret, og derfor er den i tidsrummet fra klokken 19.00 til 22.00 ikke tilgængelig. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice. 

Prestigefyldte filmfestival udskydes

Filmfestivalen i Cannes udskydes, oplyser festivalen. En ny dato kan blive i slutningen af juni eller starten af juli. Festivalen skulle have været afholdt fra 12.-23. maj.

Netflix sænker billledkvaliteten

Netflix vil reducere bithastigheden på både de mobile og faste netværk i Europa de kommende 30 dage. Det oplyser streamingtjenesten ifølge nyhedsbureauet Reuters. Billedkvaliteten vil derfor bliver dårligere, men stadig af en høj kvalitet, lover Netflix. Ændringen sker for at mindske belastningen på netværkene, mens mange europæere er hjemme på grund af coronakrisen. Netflix regner med, at datatrafikken dermed vil falde 25 procent.

108 personer døde i Frankrig på ét døgn

I Frankrig er 108 mennesker i løbet af det seneste døgn døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Det oplyser sundhedsmyndigheder torsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Offentlig trafik reduceres - tog, metro og færger berørt

Arriva, DSB, Metroselskabet og Bornholmslinjen vil inden længe justere deres køre- og sejlplaner. Det skriver Transport- og Boligministeriet på sin hjemmeside. På grund af markant færre rejsende med den offentlige trafik som følge af coronavirussen vil antallet af afgange reduceres for både fjern- og regionaltogtrafikken, i metroen, på S-togsnettet og på færgeafgangene til og fra Bornholm.

Nødherberger kan holde åbent indtil udgangen af april

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har forlænget den ordning, som sikrer nødovernatning i de kolde vintermåneder. Ordningen løber nu til udgangen af april, så der sikres kapacitet til hjemløse borgere som følge af corona-epidemien. Det oplyser Social- og indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Intensivpatienter i Danmark er mellem 47 og 82 år

Aldersspredningen på de 30 patienter, der i øjeblikket ligger på intensivafdelinger på landets hospitaler som følge af coronavirussen, er mellem 47 og 82 år. Det siger Kåre Mølbak, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, til Politiken. Hovedparten af intensivpatienterne er mænd, og gennemsnitsalderen ligger på 70 år.