Hjemmearbejde kan udløse "pandemi af it-angreb", siger ekspert - her er 7 gode råd

Lån ikke din computer ud til børnene og klik ikke på corona-mails, der måske/måske ikke er fra din chef, lyder et par af rådene.

Hjemmearbejde er det rene slaraffenland for it-svindlere, som lige nu udnytter den store opmærksomhed på coronavirussen.

Det fortæller Peter Kruse, ekspert i it-sikkerhed ved CSIS Security Group, der rådgiver både myndigheder og private.

Når vi tager computeren under armen og indretter hjemmekontoret, bliver vi nemlig et direkte springbræt ind i vores arbejdsplads' interne systemer, fortæller han.

Det skyldes, at de fleste virksomheder har en firewall, der fungerer som et forsvar mod hackerangreb, og når man logger på sin arbejdscomputer hjemme i privaten, er man ikke nødvendigvis beskyttet bag "muren".

Kan udløse katastrofe

Foran computeren derhjemme kan medarbejdere lokkes til at overføre penge eller udlevere deres login. Det ses lige nu i stor stil ved mails fra afsendere, der udgiver sig for at være fra sundhedsmyndigheder eller ansatte i samme virksomhed, fortæller Peter Kruse.

Klikker man på en vedhæftet fil i en mail fra en it-kriminel, kan man risikere at give direkte adgang til computeren og virksomhedens interne systemer. Her planter de kriminelle en computervirus, kidnapper datasystemer og afpresser virksomheden mod at give systemet tilbage.

- Medarbejdere kan gøre det endnu sværere for virksomheder, der allerede er i knæ. Oven i alt det her corona kan de udløse en pandemi af it-angreb - en katastrofe, siger Peter Kruse.

"Onde kræfter" udnytter coronakrisen

Den skræmmende tendens fik onsdag forsvarsminister Trine Bramsen (S) til at advare danskerne.

- Vores vurdering er, at truslen på cyberområdet er meget høj. I en krise, som den vi står i, er det desværre ikke alle, der udviser samfundssind. Onde kræfter vil forsøge at undnytte situationen. Derfor skal vi alle være ekstra på vagt, lød det på et pressemøde.

Er man blandt de 80-90 procent af danskerne, der i disse dage arbejder hjemme, rådes man derfor til at gøre sig følgende overvejelser:

Gode råd til dig, der arbejder hjemme

  1. Lad ikke børnene bruge din arbejdscomputer

    Selvom du sandsynligvis kun bruger din arbejdscomputer en syv-otte timer om dagen, er det en dårlig idé at låne den ud, når din arbejdsdag er forbi. Der har været eksempler på medarbejdere, der er blevet hacket, fordi de har lånt deres arbejdscomputer ud til deres børn. Børnene har spillet et computerspil, modtaget en mail fra nogle, der udgiver sig for at have med spillet at gøre, klikket på en vedhæftet fil og dermed givet adgang til arbejdspladsens interne it-systemer. 

  2. Vær ekstra kritisk

    Coronakrisen stiller særlige krav til vores kritiske sans, og arbejder du hjemme, skærpes kravene nu endnu mere. Lige så vel, som du skal udvise god håndhygiejne for at undgå smitten, skal du udvise god "it-hygiejne", når du arbejder hjemme. Det indebærer at opføre sig på samme måde, som hvis du sad på din arbejdsplads.

  3. Lad være med at klikke på mails om corona, du modtager uopfordret

    De it-kriminelle udnytter vores bekymring om coronavirussen og forsøger at lokke os til at klikke på deres mails ved for eksempel at skrive, at det omhandler nye retningslinjer på din arbejdsplads, at en kollega er blevet smittet eller lignende. Vær kritisk og åben ikke mails, der udgiver sig for at være fra din arbejdsgiver, medmindre du kender afsenderen. 

     

  4. Lad være med at klikke på noget, der beder dig indtaste oplysninger, du ellers ikke ville oplyse

    Hvis du modtager en mail med beskeder som: "Det eneste, vi skal bruge, er dit CPR-nummer", er du forhåbentlig allerede skeptisk og kunne aldrig drømme om at gøre, som mailen foreskriver. Men rådet er stadig godt og skal selvfølgelig også nævnes her. 

  5. Ring til en kollega

    Plejer du lige at vende det med en kollega, hvis du modtager en lidt mistænkelig mail. Måske fra en, der udgiver sig for at være jeres chef? På en arbejdsplads falder det ofte helt naturligt lige at spørge en kollega til råds, men det er straks sværere, når man sidder hjemme. Derfor lyder rådet: Giv din kollega et kald, hvis du er i tvivl om den mail, der netop er tikket ind, rent faktisk er en fællesmail fra HR, jeres chef eller en helt tredje. 

  6. Separer det private og professionelle

    Lad være med at brug din eller familiens private computer til ting, der er arbejdsrelaterede. Hvis du gør, har din arbejdsplads ingen jordisk chance for at filtrere i det, du foretager dig, og chancen for at blive hacket er stor. 

  7. Installér antivirus og opdater dine programmer

    Mange små og mellemstore virksomheder har ikke et system, der er gearet til at have så mange til at arbejde hjemme, som det er tilfældet lige nu. Derfor kan man hjælpe sin arbejdsplads lidt på vej ved selv at sørge for at have et antivirusprogram på sin computer og opdatere de programmer, den har installeret.  

Kilde: Peter Kruse, ekspert i it-sikkerhed ved CSIS Security Group, der rådgiver både myndigheder og private.