Nyheder

Dagens nyheder 18. marts 2020

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Følg coronavirussens udvikling minut for minut her. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Frankrig har delt over 4000 bøder ud for brud på restriktioner

Det franske politi har haft en del at se til, efter at et udgangsforbud trådte i kraft tirsdag. Onsdag patruljerede de i gaderne, og her blev der delt over 4000 bøder ud for brud på forbuddet, skriver nyhedsbureauet AFP. Udgangsforbuddet gælder al færdsel udendørs pånær transport til og fra arbejde, læge, apotek, dagligvareindkøb og bank.

Trump: - Vi er i krig mod en usynlig fjende

På Twitter kalder Donald Trump kampen mod virusudbruddet for "en krig mod en usynlig fjende". Han takker samtidigt læger, sygeplejesker og øvrig sundhedspersonale for deres arbejde. 

- I er ægte amerikanske helte! Med jeres hjælp vil Amerika vinde, skriver præsidenten.

Kæmpe stigning i salget af alkohol i Norge

Også i Vinmonopolet henvises der til at holde afstand fra, når man handler.

Samme dag, som den norske regering præsenterede den første hjælpepakke under coronakrisen, eksploderede salget hos de statslige alkoholforretninger, Vinmonopolet. Her gik salget fra at være 1,4 millioner liter alkohol på en uge fordelt i hele landet til at der i sidste uge blev solgt 2,1 millioner liter. Det skriver norske NRK.

Virusudbrud skaber forskelle på hjemmehjælpen

Det er forskelligt, hvilken slags hjemmehjælp pensionister landet over modtager. Mens nogle kommuner har valgt at beholde rengøring og tøjvask, er der nogle kommuner, der imidlertid har valgt at sløjfe rengøringsarbejdet på grund af coronasmittefaren. Det viser en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten. En af de kommuner, der har valgt at indstille rengøring og tøjvask, er Holstebro Kommune, hvor 660 borgere fra onsdag og frem til 2. april ikke vil kunne modtage dén slags hjælp af personalet.

Roskilde Festival forventes at blive afholdt

Orange Scene på Roskilde Festival.

På trods af aflysninger af arrangementer, koncerter og festivaler verden over som følge af coronavirusudbruddet, forventes Roskilde Festival stadig at blive afholdt til sommer. Det understreger talskvinde for festivalen, Christina Bilde.

- Vi forventer stadig at afholde festivalen, og vi er i fuld gang med planlægningen, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Skoler lukkes i Storbritannien

Skolerne i Storbritannien lukkes nu på ubestemt tid fra fredag, oplyser premiereminister Boris Johnson ifølge Reuters. Ligesom en række andre lande, såsom Danmark, lukkes landets skole for at mindske smittespredningen af coronavirus. Boris Johnson og hans konservative regering har fået kritik for ikke at gøre nok under coronakrisen.
 

Peru indfører natligt udgangsforbud

Perus præsident, Martín Vizcarra, har indført natligt udgangsforbud i landet, der gælder fra klokken otte om aftenen til fem om morgenen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Alle fly aflyst ud af Marokko torsdag eftermiddag

Efter torsdag klokken 12 bliver alle fly ud af Marokko aflyst. Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter. Derfor råder de nu danskerne, der befinder sig i landet, til at booke deres billet på et af de tre fly, der letter i morgen.

Danske soldater trækkes hjem

35 danske soldater, der lige nu er udstationeret i Irak, trækkes hjem. Det oplyser Forsvaret. På grund af coronavirus i landet vil det ikke være muligt for soldaterne at udføre deres træningsopgave, og derfor skal de nu tilbage til Danmark. Soldater i Irak, der ikke er en del af det danske træningsbidrag, begynder samtidig nedpakning af den danske tilstedeværelse på Al-Asad-basen.

Savnet dansker blev dræbt for 28 år siden

28-årige Henrik Behrendt Larsen har været savnet siden har sidst blev set i Holland i juni 1992. Nu er der kommet nyt i sagen, grundet efterforskning af drabet på den 37-årige Erik Højer Christensen i Portugal i 1993. Her foretog Københavns Politi nye undersøgelser af et andet lig fundet året før i Portugal, som har ført til identifikationen af Henrik Behrendt Larsen. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. Familien er underrettet.

Voldsomt færdselsuheld mellem personbil og brandbil

En bilinspektør er kaldt ud til stedet for at foretage tekniske undersøgelser af uheldsstedet og køretøjerne.

Sydøstjyllands Politi er i øjeblikket til stede ved et voldsomt færdselsuheld ved krydset mellem Viborgvej og Ellehammersvej i Vejle, hvor en personbil og en brandbil fra Trekant Brand og Redning er impliceret. Det oplyser politienheden i en pressemeddelelse. Det oplyses endnu ikke, hvordan uheldet skete, men brandbilen var under udrykning på vej til en brand, da den væltede om på siden. En personbil er klemt under brandbilen, og det antages, at der kan være fastklemte i køretøjet. To brandmænd er reddet ud af brandkøretøjet. Politet oplyser, at oprydningen forventes at vare nogle timer, og trafikanter bør derfor finde alternative ruter.

Jeppe Kofod: - Det er nu, du skal komme hjem

– Jeg bliver nødt til at sige det krystalklart: Det er nu, hvis du skal forsøge at komme hjem, siger udenrigsminister Jepper Kofod og fortsætter:

- Verden er ved at lukke ned. Kom hjem nu, uanset hvor du er. Luftrum lukkes, og det bliver vanskeligere at komme hjem.

Udenrigsminister: - De tre fly er formentlig sidste mulighed for at få danskere hjem

De tre fly, der letter torsdag fra Marokko, er formentlig den sidste mulighed for at få strandede danskere i Marokko hjem. Det fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i et pressemøde i Eigtveds Pakhus onsdag. Han fortæller også, at det ikke er sikkert, at samme mulighed vil kunne overføres til andre lande, hvor danskere lige nu er strandede, fordi flyforbindelserne i flere lande er stoppet. Kofod siger også, at alle danskere, der vender hjem, bør gå i karantæne i 14 dage efter hjemkomst for at bryde smittekæden.

Bødetaksterne for overtrædelse af tiltag mod coronavirus fastsat

Rigsadvokaten har fastsat bødetakster for overtrædelser af forbud i forbindelse med covid-19. Ved en overtrædelse af forbud mod forsamlinger med flere end ti personer vil det resultere i en bøde på 1500 kroner. Hvis erhvervsdrivende ikke overholder lukkekrav for restauranter, butikker, sport og fritidsfaciliterer giver det en bøde på 5000 kroner. Læs mere i artiklen: 

Sundhedsstyrelsen holder også særlig fokus på spædbørn

Sundhedsstyrelsen har udvidet sit fokus og kigger nu også på coronasmitte blandt spædbørn. Det oplyser direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på et pressemøde onsdag. Ny dokumentation tyder på, at hvis spædbarnet har været udsat for smitte fra eksempelcis moderen efter fødslen, så er det en særlig risikogruppe, uddyber Brostrøm. 

Grænsen mellem USA og Canada lukker

Grænsen mellem USA og Canada lukker for al unødvendig trafik. Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter onsdag. Det er en beslutning, som de to lande har taget i fællesskab. Handlen mellem landene bliver ikke påvirket, tilføjer han.


 

Sanders kampagne udtaler sig efter tre nederlag

Bernie Sanders på podiet i Washington uden publikum, for at mindske spedningen af coronavirus.

Efter at den demokratiske senator Bernies Sanders netop har tabt tre vigtige primærvalg, siger hans kampagne onsdag, at Sanders vil revurdere, hvad der nu skal ske. Han vil indlede en samtale med tilhængere for at kunne tage en beslutning angående sin kampagne. Hvis Sanders vælger at trække sig ud af det demokratiske præsidentopgør, vil det betyde, at vejen vil være banet for Joe Biden som kan blive nomineret som udfordrer til præsident Donald Trump.

Forhøjet risiko for cyberangreb mod Danmark

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) advarer danskerne mod falske mails under coronavirussen. Falske mails skal indrapporteredes til Center for Cybersikkerhed, siger ministeren.

Samtidig siger Thomas Lund-Sørensen, direktør for Center for Cybersikkerhed, at der er "talrige" eksempler på, at hackere gennemføre angreb under coronavirussen.

- Der er en forhøjet risiko for vellykkede cyberangreb mod Danmark i den nuværende situation, siger han.