Coronavirus

Guide: Sådan køber du virus-sikkert ind i supermarkedet

Indkøb af dagligvarer er en af de livsnødvendige handlinger, vi er nødt til at foretage os - trods corona-krisens strenge restriktioner. Netop derfor bør vi passe ekstra på, mener eksperter. Johannes Arne Viktor Skoog / TV 2

Supermarkederne er et af de steder, hvor der er risiko for smittespredning. Her er eksperternes råd til, hvordan du bør agere, når du køber ind.

Panikagtig hamstring og lange, tætte køer i supermarkederne.

Det er to af de scenarier, danskerne har været vidner til, siden coronakrisen for alvor ramte landet onsdag 11. marts.

Men det er bestemt ikke opskriften på, hvordan vi bedst kommer gennem virusepidemien.

Indkøb af dagligvarer er noget, vi alle sammen er nødt til at gøre. Derfor bør vi være ekstra forsigtige med, hvordan vi opfører os i supermarkeder og indkøbscentre, så vi undgår smittespredning, lyder det fra eksperterne.

- Det allervigtigste budskab er: Hold afstand, hold afstand, hold afstand!, siger Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet.

Nedenfor giver han og andre eksperter deres bedste råd til, hvordan du minimerer risikoen for at blive smittet - eller smitte andre - når du er ude at handle.

10 gode råd til en smittefri indkøbstur

  1. Hold afstand, hold afstand, hold afstand!

    Hold altid en afstand til andre på helst to-tre meter.

    Det gælder først og fremmest, når du venter i køen til kassen, men også når du går rundt i butikken og står foran kassemedarbejderen.

    Forestil dig, at der er en diskretionslinje på gulvet foran dig, ligesom der ofte er i banker og offentlige kontorer. Dét kan du overføre til kassen i supermarkedet.

    Coop, Salling Group, Dagrofa, Rema 1000 og Lidl sætter nu markeringer med tape på gulvene i samtlige butikker. Respektér dem.

  2. Sørg for så kortvarig kontakt som muligt

    Så snart du har lagt dine varer på båndet eller disken, bør du træde et skridt tilbage, så du holder afstand til kassemedarbejderen. 

    Det samme gælder, når du skal betale for varerne eller venter på bon'en.

    Generelt bør al indendørs kontakt til andre mennesker være så kortvarig som mulig.

    Hvis der i butikken er mulighed for, at du kan scanne dine varer selv, bør du benytte dig af det.

  3. Tag alene på indkøb - og lad børn blive hjemme

    Under en virusepidemi er det især vigtigt, at man begrænser antallet af folk, som befinder sig i supermarkederne på samme tid.

    Derfor bør du klare indkøbsturen selv og lade især mindre børn blive hjemme, da de vil have svært ved at forstå diverse restriktioner.

    Kort sagt: Lad én voksen i husstanden sørge for indkøb.

  4. Brug kontaktløs betaling - ikke kontanter

    Da alle former for kontakt indebærer en smitterisiko, bør du, så vidt det er muligt, anvende kontaktløs betaling.

    Hvis du alligevel er tvunget til at indtaste kode på dankortterminalen, så sørg for hurtigst muligt at spritte eller vaske dine hænder bagefter.

    Hold dig helt fra at bruge kontanter, da de kan være virus-befængte.

  5. Undgå at røre ved dit ansigt

    Når du har rørt ved eksempelvis håndtaget på indkøbsvognen, en plastik-opdeler på kassebåndet eller knapperne på dankortterminalen, som andre mennesker har været i kontakt med, risikerer du at få virus på hænderne.

    Coronavirus optages gennem slimhinderne i munden, næsen og øjnene.

    Derfor: Hold hænderne væk fra ansigtet, hvis du ikke har sprittet eller vasket dem først!

  6. Hav håndsprit med i tasken - og i bilen

    Forskning viser, at coronavirus kan overleve i op til tre døgn på overflader af plast og metal.

    Så det er vigtigt, at du spritter eller vasker hænder, så snart du har været i berøring med objekter og overflader, som andre har rørt ved eller håndteret.

    Derfor: Hav altid en flaske med håndsprit i tasken og i bilen - eller benyt den håndsprit, der flere steder er opsat i butikkerne. 

    Som minimum bør du altid spritte eller vaske dine hænder grundigt, så snart du kommer hjem.

  7. Nys og host i ærmet

    Hvis du skal nyse eller hoste, mens du befinder dig i supermarkedet, ved bageren eller et andet indendørs sted med andre mennesker, så tag hensyn.

    Hold armen op foran munden, så du nyser eller hoster ind i ærmet ved albueleddet og ikke risikerer at sprede smitte omkring dig.

  8. Brug kun handsker med omtanke!

    I nogle supermarkeder er der stillet engangshandsker af plastik frem til kunderne.

    Det er ikke nødvendigt at bruge handsker, og hvis du gør det, skal det ske med omtanke.

    - Bruger du handskerne hele tiden under indkøbsturen, risikerer du at overføre smitte fra eksempelvis hanken på indkøbskurven og til forskellige varer i butikken - fuldstændig, som hvis du ikke bar handsker, siger virolog Allan Randrup Thomsen.

    Har du problemer med at tåle hyppig brug af håndsprit, kan du eventuelt beskytte dig mod smitte ved at bære handske på én hånd, f.eks. mens du taster koden på dankort-automaten.

  9. Handl, når der er få i butikken

    Hvis du har mulighed for det, er det bedst, at du foretager dine indkøb på et tidspunkt, hvor der er så få kunder som muligt i butikken.

    Du kan også vælge at købe dine dagligvarer via nettet. Her er der dog nogle dages ventetid på levering.

  10. Hvis du er syg - så bliv hjemme!

    Har du symptomer på forkølelse, feber, hoste, vejrtrækningsbesvær eller andet, der kunne indikere, at du er corona-smittet, så bliv hjemme.

    Få en ven, kollega eller et familiemedlem til at købe ind til dig. 

Kilder: Sundhedsstyrelsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen og molekylærbiolog ved Aarhus Universitet Rune Hartmann.