Tjekkiet lukker for ind- og udrejse til Danmark

Tjekkiet er det tredje land, der har besluttet at forbyde indrejse fra Danmark. USA og Malyasia har tidligere vedtaget forbud.

Tjekkiet har lukket for alt ind- og udrejse til Danmark og 14 andre lande.

Det vil sige, at danskere ikke kan rejse til Tjekkiet, og at tjekker ikke kan rejse til Danmark.

Forbuddet træder i kraft lørdag 14. marts klokken 00.00 dansk tid. Det skriver Reuters.

Tjekkiet er medlem af Den Europæiske Union og en del af Schengenområdet, hvilket betyder, at der efter normale omstændigheder er fri bevægelse mellem Danmark og Tjekkiet.

De øvrige 14 lande er Tyskland, Østrig, Italien, Sverige, Frankrig, Holland, Belgien, Spanien, Storbritannien, Schweiz, Norge, Kina, Sydkorea og Iran.

Rejserestriktioner mod Danmark i andre lande

Både USA og Malaysia har også vedtaget indrejseforbud for danskere og rejsende fra andre lande, hvor der er smitte med coronavirus.

Derudover har både Israel og Bangladesh besluttet, at rejsende fra Danmark skal i 14 dages karantæne.

Vietnam har ophævet muligheden for 15-dages visumfri indrejse for danske statsborgere. Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside, at Vietnam også pludselig kan indføre forbud mod indrejse fra Danmark på grund af den markante stigning i antallet af smittede herhjemme.

Antallet af smittede i Danmark er torsdag næsten 20 gange så højt, som det var mandag, hvor 32 danskere havde fået konstateret covid-19.

Nu er tallet steget til 674 personer.