Syv råd: Sådan taler du med dine børn om coronavirus

Læs syv gode råd fra Børns Vilkår om, hvordan man som forælder skal fortælle sit barn om coronavirussen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har meldt ud, at vuggestuer, børnehaver og skoler lukker fra på mandag.

Det skaber bekymrede miner hos mange - også hos børn. De vil vide, hvorfor de ikke skal i skole.

Og de vil have svar på, om de selv kan blive smittet, om vi alle sammen dør, og hvad der kommer til at ske med deres bedsteforældre.

Charlotte Smerup, børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, giver syv gode råd til, hvordan du taler med dine børn om coronavirus, og hvordan du bedst besvarer deres spørgsmål.

Børns Vilkårs råd til forældre

  1. Fortæl dine børn, hvorfor de ikke skal i skole

    Fortæl dine børn, at de skal blive hjemme fra skole, for at undgå at coronavirussen spreder sig. Du kan forklare dem, at jo flere mennesker, de møder, desto større risiko er der for, at de bliver smittet eller smitter andre.

    Som Mette Frederiksen sagde på pressemødet: Vi skal stå sammen ved at holde afstand.

    Ved at forklare det på den måde vil man også give børnene et ansvar, og de vil føle, at de kan gøre noget for at hjælpe.

  2. Lyt til dine børns bekymringer

    Børn kan godt opleve, at deres forældre siger: ”Det skal du ikke tænke på”. Men når børn nu tænker på det, har de brug for at få talt om det.

    Giv dig tid til at lytte til deres bekymringer, og hjælp dem med at sortere i de informationer, de har fået fra medier og andre steder.

  3. Spørg ind til dine børns bekymringer

    Spørger dit barn ikke selv ind til situationen med coronavirus i Danmark og hele verden? Er det tilfældet, er det en god idé at spørge barnet, hvad barnet har set og hørt om coronavirus og lade snakken starte der.

    Giv dig tid til at lytte, og hjælp dem med at sortere i de informationer, de har fået.

  4. Tal med dine børn om fakta

    Fortæl dit barn de konkrete fakta om coronavirussen. For eksempel at sundhedsmyndighederne generelt mener, at der er god grund til at tage det roligt. Det er primært ældre og svækkede borgere, som risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.

    Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at man skal have været i tæt ansigt-til-ansigt-kontakt med en coronasmittet for selv at få virussen. Det vil sige inden for to meter fra hinanden i mere end 15 minutter.

  5. Tal om bedste- og oldeforældre

    Dine børn har måske hørt, at det primært er ældre og svækkede borgere, der bliver hårdt ramt af coronavirussen.

    Derfor er dine børn måske bekymrede for deres bedste- og oldeforældre. I den situation er det en god idé at bruge Facetime med bedsteforældrene, så de kan fortælle, at de er okay. Fortæl også, at vi har dygtige læger i Danmark, som står klar til at tage imod dem, der har brug for at komme på hospitalet.

  6. Se nyheder med dit barn

    Generelt er det en god idé, at børn ikke ser nyheder uden en voksen. Det giver børnene mulighed for at stille spørgsmål og få talt om deres bekymringer. Det værste er at gå rundt med fantasier.

    Børns Vilkår anbefaler desuden at se eller høre nyheder, der er målrettet til børn, eksempelvis Ultra Nyt.

  7. Tal om dine bekymringer, uden at dine børn er til stede

    Det er en god idé at dæmpe sin egen bekymring.

    Alle forældre har bekymringer, og fordi vi ved mere, kan vi også bekymre os om mere. Børns Vilkår råder til, at man deler sine bekymringer, når ens børn ikke er i nærheden.