Misbrug

På et øjeblik smadrede vanvidsbilisten alle drømme - nu skal han vælge, om han vil være misbruger eller far

Michael Vistisen er narkoman. Men han er også far til Simon på 19 år - og de to verdener kan ikke blive ved med at forenes.

På sofabordet foran 45-årige Michael Vistisen lå en papirblok med overskriften “selvransagelse” og tre spørgsmål:

Har jeg holdt mig til mine planer?

Har jeg fået sat grænser?

Har jeg været uærlig i dag?

Han sad alene i sin lejlighed i Sydhavnen i København. Svarene på spørgsmålene var ret klare. Nej. Nej. Ja.

Han tog den sammenrullede 100-krone-seddel og sniffede det hvide pulver på tallerkenen op gennem næsen.

Michael Vistisen kunne mærke den velkendte følelse af glæde sprede sig i kroppen efter et par minutter. Men denne gang var den også efterfulgt af en irriterende snert af dårlig samvittighed.

Han tændte en cigaret, skubbede tallerkenen lidt væk og trykkede på FaceTime på sin iPad. På skærmen kom hans 19-årige søn til syne.

- Hvad så skat, hvordan går det?, spurgte Michael Vistisen uden at lyde påvirket.

- Det går stille og roligt, svarede Simon Vistisen.

- Jeg ringer til dig, fordi jeg godt vil spørge dig om en ting. I et koordinatsystem har man en lodret y-akse og vandret x-akse - det nulpunkt, hvor de to mødes, hvad hedder det? Hedder det Origo?

- Øøøh, det ved jeg sgu ikke, sagde Simon og trak på skuldrene.

Han var vant til sin fars nørdede spørgsmål. Matematik havde altid faldet ham let.

Michael lod spørgsmålet flyve og spurgte i stedet, om de skulle gå en tur i Valbyparken.

Simon nikkede og foreslog en dag ugen efter. Men han vidste godt, at hans far formentlig aldrig ville dukke op.

Far eller misbruger

Michael Vistisen sammen med sin søn Simon Vistisen.

I 20 år har Michael Vistisen fortalt sig selv, at han har brug for kokain.

Han har fundet trøst i stoffet, efter at en ulykke ødelagde hele det liv, han havde set for sig. Det hvide pulver får ham til at føle sig normal.

Samtidig ved han godt, at han ikke både kan tage kokain og være en god far.

For når han er påvirket, lyver han og skuffer sin søn Simon, fordi han ikke overholder aftaler.

Tre gange har Michael været i behandling for sit kokainmisbrug - den dag, han ringede til sin søn, var han "røget på røven" igen efter kun få dage.

Det var under optagelserne til TV 2-programmet 'Misbrug', hvor Michael Vistisen har valgt at fortælle sin historie.

Det har han, fordi han har et ønske om at være clean - for Simons skyld.

Men det er svært at slippe kokainen, når man gennem flere år har opbygget én historie om sig selv: Et offer. En, der ikke er god nok. En misbruger.

En ung mand med store drømme

Michael Vistisen havde mange drømme for sit liv, da han sad som nyudklækket student.

Da Michael Vistisen var på sin søns alder, var han målrettet og seriøs.

Han elskede at nørde svære matematiske spørgsmål, og som den første i sin familie tog han en studentereksamen på handelsskolen. Derefter gik han direkte i lære som shippingmand.

De hurtige beslutninger i skibsbranchen, ansvaret med at finde de bedste og billigste ruter til handelsskibene og de mange dollars gav ham et kick.

Det var en hobby, lige så meget som det var et job.

Hurtigt begyndte Michael at drømme om at komme til New York og arbejde for de helt store rederier. En drøm, der var få dage fra at blive til virkelighed.

Kontrakten var underskrevet og flybilletten bestilt. Faktisk havde han lige præcis været udlært i 13 dage, da alt ændrede sig.

Tre unge mejet ned

"Tre unge mejet ned" - det var overskriften på en avisartikel i december 1998.

Det var natten mellem 13. og 14. december 1998. Temperaturerne lå under frysepunktet, og 22-årige Michael var til julefrokost med sin kæreste og nogle venner på sin mors værtshus på Åboulevarden i København.

Hen på natten gik han ud for at praje en taxa. Hans mor var ved at gøre regnskabet op, da der pludselig lød et brag mod husmuren.

Da hun kom ud, lå hendes søn livløs på jorden. Ved siden af holdt en totalsmadret bil.

Michael Vistisen havde ikke engang set lyset fra bilen.

På den isglatte vej havde en 32-årig mand mistet herredømmet over sin bil og var kørt ind over cykelstien og fortovet, hvor der stod flere personer.

Tre unge blev alvorligt kvæstet - heriblandt Michael Vistisen.

- En ung mand svæver fortsat i yderste livsfare, efter at han sammen med to venner blev mejet ned af en 32-årig mandlig bilist tidlig søndag morgen. Sådan stod der i en af avisartiklerne i 1998.

Han blev kastet ind mod værtshusets facade og slået bevidstløs. I flere minutter var Michael ikke i live, og selvom det lykkedes ambulanceredderne at genoplive ham to gange, var der sket alvorlige skader på hans hjerne.

Slaget havde udløst tre hjerneblødninger, som havde lukket for ilt- og blodtilførslen til hjernen. I ni dage blev Michael Vistisen holdt i live af en respirator på Rigshospitalet i København.

Da han åbnede øjnene, var det til et andet liv.

Michael Vistisen få dage efter ulykken.

Han havde intet sprog og kunne ikke bevæge hele venstre side af kroppen.

Han lå bare lammet i hospitalssengen og tænkte: Hvad fanden har jeg gjort, siden jeg skulle ende her?

Krydderi for hjernen

Michael Vistisen under den første del af genoptræningen på Rigshospitalet i København.

Genoptræningen fyldte alt i tiden efter. I dag husker Michael Vistisen det kun i brudstykker.

Han husker følelsen af ydmygelse, da han skulle vaskes af personalet på hospitalet, og da han skulle lære helt basale ting som at sige sit efternavn og skrive med en kuglepen.

Derudover husker han den voldsomme smerte, da han først skulle op og stå og senere lære at gå.

Træningen gik langsomt frem, men det lykkedes ham både at få sproget og førligheden tilbage.

Michael går et af sine første skridt efter ulykken.

Som en del af den kognitive genoptræning skulle Michael løbende lave forskellige plus- og minusstykker. Og her mærkede han for alvor sin hjerne komme til live igen.

Matematikken var som et "krydderi", der fik det hele til at køre lidt hurtigere. Det var fedt at mærke fremgangen, og han begyndte at drømme om et comeback i skibsbranchen.

- Bare hold døren åben. Jeg er lige på trapperne, sagde han til kollegerne, når de spurgte, hvordan det gik.

Som månederne gik, blev han også fysisk bedre. Og så kom chancen, da han fik mulighed for at komme i arbejdsprøvning i det job, han før havde elsket. Jobbet med de mange bolde i luften, de hurtige beslutninger og kontakten med andre mennesker.

Alt det, han før havde været lynende hurtig til - og som havde været hans identitet - kunne han dog ikke håndtere længere. I stedet sad han bare ved skrivebordet og kiggede ud i luften.

Han kunne ikke fortsætte i jobbet. Det var slut med dagligt at blive presset, udfordret og føle mening gennem sit arbejde.

For Michael var det en drøm, der gik i stykker. Bitterheden voksede. Hvis livet skulle være så unfair, kunne han måske lige så godt stå af toget her og nu.

Omkring et år efter ulykken kom hans kæreste med en besked, der ændrede hele hans liv.

- Du skal være far, sagde hun.

Et skud lykke

Michael Vistisen med sin nyfødte søn Simon i armene.

Det var som at få en lykkepille midt i hele ulykken. Michael havde altid drømt om at få sin egen familie og være far for nogen.

Derfor føltes det også "kæmpestort", da han i februar 2000 holdt sin lille dreng, Simon, helt tæt ind til sig.

Samtidig havde Michael dog også en dårlig mavefornemmelse.

Var han nu også klar til det? Og hvad kunne han overhovedet tilbyde som far?

Michael forsøgte at være en god far. Samtidig kæmpede han med at finde sig selv og en retning på sit liv.

Samme år, som Simon kom til verden, tog Michael til Brasilien for at besøge sin egen far og for at restituere. Og i de brasilianske gader fandt han noget, der for første gang fik ham til at føle sig som et normalt menneske igen:

Kokain.

Det hvide pulver fjernede alle de depressive tanker og fik ham til at føle glæde. Han følte sig pludselig levende på en måde, som han ikke havde lyst til at slippe igen.

Han følte sig som den Michael, han var før ulykken.

Efter få uger var han afhængig. På vej hjem til Danmark sad han og rystede under hele flyveturen. Han måtte have mere.

Hjemme i Sydhavnen i København blev Michaels kokainafhængighed gradvist større. Kokain blev en hverdagsting. Han tog mere og mere og følte, at han hver gang kom tættere på at være den person, han gerne ville være. Samtidig kom han også længere og længere væk.

Som sønnen Simon Vistisen blev ældre, blev det sværere og sværere for Michael Vistisen både at være far og misbruger.

Væk fra familien og fra den far, han egentlig gerne ville være.

Han og Simons mor gik fra hinanden, og efterhånden som Simon blev ældre, blev det også sværere at skjule misbruget for ham.

Løgnene

Michael Vistisen under optagelserne til TV 2-programmet 'Misbrug'.

Første gang, det blev tydeligt for Simon, var op til en weekend i syvende klasse.

Michael og Simon havde aftalt at mødes ved en kinesisk restaurant i Indre København den fredag. Simon kunne godt se, at hans far så "kvæstet" ud.

Michael forklarede, at han ikke havde sovet middagslur, og at de lige skulle hente noget med hans venner. En af de venner påpegede dog, at han ikke kunne tage sin søn med. Simon blev derfor bedt om at gå hjem til farmor.

Der var han hele weekenden uden sin far. Og lige dér forstod han, at der var noget andet, der var vigtigere end ham. Et billede, der kun blev forstærket op gennem teenageårene.

For Michael Vistisen var kokainen og rusen i lange perioder vigtigere end alt andet.

Simon støttede sin far i de perioder, hvor han prøvede at holde sig clean og samlede ham op igen, når han faldt i. Når Michael ikke var påvirket, var han "verdens bedste far", der gad spille playstation og fodbold, og som kunne hjælpe med alt det svære i matematik.

Men når han var påvirket, var han også mester i at opdigte historier om, hvor han var henne, og hvad han lavede.

Simon betyder alt for mig. Hvis han ikke var blevet født, havde jeg ikke været her i dag

Michael Vistisen

Efterhånden gennemskuede Simon og resten af familien hans løgne. Så når hans far eksempelvis ikke dukkede op i lufthavnen for at hente ham som aftalt, vidste Simon godt hvorfor.

Hver gang plantede skuffelsen sig i ham.

Hvad Michael Vistisen ikke vidste, var, at hans familie på et tidspunkt ville træffe et svært valg. De ville stille ham et ultimatum:

Enten vælger du stofferne eller os.

To verdener

Hjemme hos Michael Vistisen hænger der flere steder billeder af Simon som barn.

Optagelserne til tv-programmet ’Misbrug’ fandt sted i efteråret 2019. Michael var lige faldet i for tredje gang efter endnu et forsøg på at blive clean.

Han var selv ved at indse, at han levede i to verdener, der ikke kunne forenes.

I den ene verden levede han i rusen af kokainen, som han ikke var klar til at give slip på. I den anden sad han med et ønske om at blive stoffri og slippe af med den dårlige samvittighed.

- Simon betyder alt for mig. Hvis han ikke var blevet født, havde jeg ikke været her i dag, sagde Michael Vistisen.

Efter sit tilbagefald havde han brug for at se Simon for at vide, at han var okay. Derfor havde de aftalt at mødes i Valbyparken. Men Michael dukkede aldrig op.

Simon Vistisen i Valbyparken den dag, hvor han forsøgte at få fat på sin far.

Han havde gravet sig selv langt ned i et hul af mørke, dystre tanker, hvor kun kokainen kunne løfte ham op af igen.

Han og Simon havde lovet hinanden altid at være ærlige - også når det gik dårligt. Men denne gang kunne han ikke finde ord, der kunne forklare tilbagefaldet.

Michael var klar over, at han måtte i døgnbehandling, hvis der skulle ske en forandring.

Alligevel blev han ramt af en tvivl, da Simon og resten af familien stillede deres ultimatum. Måske var han ikke helt færdig med kokainen endnu.

Kravet var dog et ja nu og her, hvis han ville have hjælpen.

Få timer efter sad han på vej til Midtjylland, hvor han skulle begynde et flere måneder langt afvænningsophold.

Jeg har fejlet

Michael og Simon sammen.

Fire uger inde i opholdet besøgte Simon sin far. Foran behandlingsstedet gav de hinanden et langt kram.

Simon elskede at se sin fars udstråling, når han var clean. Samtidig var han blevet skuffet så mange gange før, at han ikke helt turde tro på, at behandlingen ville virke denne gang.

Michael havde noget på hjerte, som han havde tænkt over i ugerne, der var gået.

- Jeg lider af en sygdom, der hedder afhængighed, og jeg har været nødsaget til at flygte i kokain for at kunne holde livet og verden ud, sagde han først.

- Problemet er bare, at taberen har været dig. Det har aldrig været min mening, og derfor siger jeg undskyld. Du har været den bedste søn i verden. Du har gjort alt rigtigt. Men jeg har fejlet i rollen som far, og det vil jeg gerne ændre på nu.

Simon nikkede.

Det var langt fra første gang, hans far lovede, at nu var det slut med kokain.

Han ville gerne tro på ham denne gang. Men han vidste også, at den største prøvelse ventede ude i det virkelige liv, når hans far igen skulle stå på egne ben.

Kan tillid genskabes?

Det er nu seks måneder siden, Michael kom i behandling. Han sidder igen i sin lejlighed i Sydhavnen i København - i de rammer, hvor kokainen i mange år har været hans faste støtte.

- Jeg savner ikke coke, fordi jeg har det godt nu. Jeg har ikke noget at flygte fra. Jeg har det dejligt, men... siger han og holder en pause.

- Men jeg er sindssygt bange for at blive grebet af stemningen, for der skal ikke særligt meget til at vippe bægeret.

Det mærkede Michael, da han sad alene med sine tanker nytårsaftensdag. Han skulle "bare lige tilbage til København" - det endte med, at han "røg på røven" for fjerde gang.

Alligevel adskiller denne gang sig fra de andre.

Rusen varede nemlig kun et par dage. Så tog Michael på eget initiativ selv tilbage til behandlingsstedet for at få hjælp og for at ringe og fortælle det til Simon.

Du skal ikke være far for din far

Michael Vistisen

Under optagelserne til programmet sagde misbrugskonsulenten noget til Michael, som han forsøger at huske på hver dag: Du er ikke din ulykke.

- Det er den rusketur, jeg har brug for indimellem. At nogen siger: Prøv lige at komme ud af din dvale, for lige nu befinder du dig i en ynkelig tilstand af selvmedlidenhed og navlebeskuenhed, siger Michael og tilføjer:

- Jeg er meget mere end en narkoman. Jeg er meget mere end en misbruger. Jeg har mere at byde på end det.

I dag er han ikke alene i lejligheden. Ved siden af ham sidder hans søn Simon.

Han lægger ikke skjul på, at der ryger en stor flig af tilliden, hver gang hans far falder i.

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at stole på min far i den nærmeste fremtid. Men jeg kan godt se, at vi kan komme dertil på et tidspunkt. Lige nu er det et skridt ad gangen og se, hvor det ender, siger Simon.

- Og dér har jeg bolden. Det er min kamp, og du skal ikke være far for din far, tilføjer Michael og kigger over på sin søn.

Derfor har han indset, at han ikke er klar til at slippe behandlingsstedet i Jylland endnu.

Michael kan dog mærke, at struktur i hverdagen er noget af det, der hjælper ham mest til at holde sig fra det hvide pulver.

Lige nu leder han derfor efter en ny drøm, der kan fylde hans liv, så han ikke har brug for kokain.

På papirblokken står der stadig en række spørgsmål, som Michael Vistisen skal huske sig selv på hver dag.

Spørgsmålene står stadig på papirblokken. Hver dag kigger han på dem og holder sig selv op på dem.

Har jeg holdt mig til mine planer?

Ja.

Har jeg fået sat grænser?

Ja.

Har jeg været uærlig i dag?

Nej.

Det er små skridt. Men sådan er det nødt at være lige nu, hvis han ikke skal falde i og ryge på røven igen.

Følg Michaels kamp mod afhængigheden i dokumentaren 'Misbrug'. Programmet sendes torsdag 12. marts klokken 20.00 på TV 2, men kan ses allerede nu på TV 2 PLAY.