Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Hvad skete der? Regeringen præsenterede tirsdag en hjælpepakke til erhvervslivet og fem nye tiltag, der skal dæmme coronavirussens udbredelse i Danmark. I alt 262 danskere er smittet.

Derudover ændrede danske transportselskaber deres retningslinjer, ligesom en skole i Østjylland er lukket på ubestemt tid. 

Livebloggen opdateres ikke længere.

Britisk minister testet positiv for covid-19

En af de britiske sundhedsministre, Nadine Dorries, er blevet testet positiv for covid-19. Det oplyser hun i en pressemeddelelse ifølge BBC. 

- Public Health England har startet en detaljeret kontaktsporing, og afdelingen samt mit parlamentariske kontor følger deres råd vejledning nøje, lyder det ifølge BBC fra Nadine Dorries. 

Ministeren oplyser desuden, at hun tog alle forholdsregler, da hun blev opmærksom på smitten og derfor er hun nu i karantæne i sit egen hjem, lyder det.

Sverige overvejer at skærpe restriktioner på offentlige forsamlinger

De svenske myndigheder overvejer at skærpe restriktionerne på offentlige forsamlinger, så 500 personer - eller endnu færre - maksimalt må samles. Det fortæller generaldirektør i Folkesundhedsstyrelsen, Johan Carlson, ifølge Omni.se til TV4 News.

- Vi ser på de muligheder, der findes. Både de juridiske muligheder og de særlige forhold, der findes i forskellige dele af landet. Ambitionen er, at regeringen beslutter dette så hurtigt som muligt, siger Johan Carlson.

Tyrkiet har registreret første smittede

Tyrkiet har nu fået det første tilfælde af covid-19 i landet. Det oplyser landets sundhedsminister ifølge nyhedsbureuaet Reuters. 

Ifølge ministeren er personen nu sat i karantæne. 

Stort bilshow aflyst i New York på grund af coronasmitte

The New York auto show udsættes til slutningen af august.

The New York Auto Show udsættes til slutningen af august, efter antallet af smittede i New York er steget. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Udstillingen skulle være afholdt 10-19 april. Arrangørerne bag forventede mere end én million besøgende, ligesom at 5000 journalister og motorskribenter hvert år besøger showet, skriver Reuters.

Også det verdenskendte show i Geneve samt to show i henholdsvis Beijing og Sao Paolo er blevet aflyst på grund af coronavirus. Det nye show vil blive afholdt 28. august til 6. september. 

Sydkorea melder om færre nye tilfælde

For første gang i to uger har Sydkorea tirsdag meldt om færre end 150 nye tilfælde af coronasmitte.

I løbet af det seneste døgn blev der bekræftet 131 nye smittetilfælde, oplyser de sydkoreanske sundhedsmyndigheder. Tre er døde.

Dermed er i alt 54 døde af Covid-19, som sygdommen hedder. I alt 7513 er smittet i Sydkorea. Også Kina, hvor virussen har sit epicenter, melder om, at antallet af smittede er faldende. 

Træner ved badmintonstævne smittet med covid-19 – mange udsat for smitte

Ifølge TV 2 Nord er en række spillere ved en badmintonholdkamp i Hjørring, der blev afholdt i weekenden, blevet sendt i hjemmekarantæne, fordi en træner efter stævnet har fået konstateret covid-19.

- Siden vi i Hjørring Badmintonklub fik beskeden om corona-smitte, har vi arbejdet på at orientere alle vores spillere og trænere og alle andre fra Vendsyssel Elite Badminton, der var til stede i hallen den 7. marts i forbindelse med holdkampene i tidsrummet kl. 13-19, skriver Hjørring Badminton Klub på sin hjemmeside.

Ifølge TV 2s oplysninger er det en træner fra Christiansbjerg, som efter stævnet er konstateret smittet. Og ifølge TV 2 Nord var der både spillere fra Frederikshavn, Skagen, Hjørring og Aalborg til stede i Hjørring.

Det står ikke klart, hvor mange der er sendt i hjemmekarantæne, men ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er i alt 1101 i hjemmekarantæne i Danmark.

Aalborg Universitet udsætter undervisning på ubestemt tid

Aalborg Universitet udsætter dele af uniervisningen.

Dele af undervisningen på Aalborg Universitet udsættes på ubestemt tid for at undgå coronasmitte. Det skriver Nordjyske. Ifølge avisen sørger universitetet nu for, at der er god plads mellem de studerende, og det betyder, at undervisning bliver og vil blive udskudt:

- Vi kan ikke aflyse undervisningen, da det vil forringe uddannelsen. Der er studieordninger der skal følges, og derfor bliver vi nødt til at udsætte undervisning og gennemføre den på et andet tidspunkt, siger Anette Marcher Jensen, der er pressemedarbejder hos Aalborg Universitet.

Pressemedarbejderen fortæller, at man ikke har et samlet overblik over, hvor mange af universitets studier, der udsættes. Men det er op til hvert enkelt studie at afgøre, lyder det.

Ifølge Anne Marcher Jensen forsøger universitetet desuden at benytte sig af online forelæsninger og at afholde forelæsninger to gange, så studierne udsættes mindst muligt.

Bernie Sanders aflyser vælgermøde på grund af coronavirus 

Demokraten Bernie Sanders har aflyst et vælgermøde, der skulle have fundet sted tirsdag amerikansk tid i Cleveland. Det sker på grund af frygten for smitte af coronavirus. Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre NBC. Også Joe Biden aflyser vælgermøder i Ohio.

Dansk skole lukker midlertidigt efter coronasmitte

Malling Skole i Østjylland lukker midlertidigt, efter at to elever er smittet med coronavirus, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Mandag oplyste skolen, at den sendte en klasse og to lærere i hjemmekarantæne, efter at de to elever var blevet smittet. Ifølge styrelsen har de to elever ikke smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde.

Klassekammerater og lærere til de smittede er sat i frivillig hjemmekarantæne. Andre elever og besøgende, der har været på skolen 6. marts bør være opmærksomme på symptomer, lyder det.

Alle ikke-nødvendige rejser til dele af Spanien frarådes

Udenrigsminsiteriet har tirsdag aften opdateret deres rejsevejledning, og de fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Madrid, Baskerlandet og regionen La Rioja. 

Busser i Danmark vil køre med "halv kapacitet"

Tirsdag præsenterede myndigheden fem nye tiltag for at undgå smittespredning af coronavirusset SARS-CoV-2. Heriblandt lød opfordringen, at udbyderne af tog og bus sikrer, at passagerne ikke står for tæt, og passagerne blev opfordret til ikke at køre med tog og bus i myldretiden.

Det har nu fået Midttrafik, der opererer i Østjylland, til at oplyse, at de vil køre forbi, når siddepladserne i bussen er fyldt. Helt så spidst lyder det dog ikke fra Movia, der opererer i hovedstadsområdet:

- Vi skal jo medvirke til at reducere smitte. Derfor har trafikselskaberne blandt andet aftalt, at vi kan bidrage, hvis vi kører med cirka halv kapacitet. For mange busser svarer det til siddepladserne samt halvdelen af gangarealet, siger Camilla Struckmann, der er kommunikationsdirektør i Movia, til TV 2.

Camilla Struckmann siger, at der ikke er nedskrevet deciderede regler, men at landets trafikselskaber mødtes tirsdag aften for at diskutere de nye opfordringer.

- Det her vil desværre betyde gener for passagerne, for der vil være busser, der kører forbi, fordi kapaciteten er opbrugt. Det er op til chaufførne og lokoføreren at vurdere det. Og vores råd er, at man lytter til dem. De gør deres bedste, siger Camilla Struckmann.

Mette Frederiksen: - Vi har behov for at arbejde sammen

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag aften afholdt et telefonmøde med EUs regeringschefer for at diskutere coronavirus. I en skriftlig kommentar fortæller hun, at de har aftalt at samarbejde omkring erfaringer:

 - Virussen spreder sig med stor hast, så vi har behov for at arbejde sammen på europæisk plan. Vi er i dag blevet enige om at styrke koordineringen og erfaringsudvekslingen.

Desuden er det besluttet, at de hjemlige økonomier skal støttes, lyder det. Ligesom at det er besluttet, at EU-landene skal sikre, at der ikke opstår mangel på udstyr.

 - Om at arbejde sammen om at sikre, at der ikke opstår mangel på medicinsk udstyr og om vigtigheden af at forske i en vaccine.

EU-præcis Charles Michel bekræfter, at EU-lederne er blevet enige om fire prioriteter:

  • Begrænse spredning og beskytte borgernes helbred via udveksling af erfaringer og viden.
  • Sikring af forsyninger af medicinsk udstyr.
  • Støtte til forskning i vaccine.
  • Foranstaltninger til at afbøde socioøkonomiske konsekvenser.

Trump: - Ingen grund til, at jeg bliver testet

Præsident Donald Trump har været i kontakt med to senatorer, der siden er gået i karantæne, fordi de har været sammen med smittede. Men præsidenten ser ingen grund til at blive testet. Det siger han på et pressemøde tirsdag aften dansk tid.

- Jeg ville ikke have noget imod at gøre det (at blive testet .red). Men igen. Jeg har talt med Det Hvide Hus’ læge – en fantastisk fyr, en talentfuld fyr. Han sagde, at han ikke ser nogen grund til at gøre, sagde Trump ifølge CNN.

Præsidenten siger samtidig, at han ingen symptomer har og "føler sig godt tilpas". Desuden lyder opfordringen, at amerikanerne ikke skal bekymre sig, da coronavirussen SARS-CoV-2 vil "forsvinde sin vej". 

Det Hvide Hus afviste oplyste tidligere tirsdag, at præsidenten ikke skal testes.

Easyjet aflyser alle fly til og fra Italien

Flyselskabet Easyjet har tirsdag valgt at aflyse alle fly til og fra Italien fra 10. marts og frem til 3. april. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters. Flyselskabet vil dog indsætte få fly for de personer, der skal afsted på grund af arbejde eller nødsituationer. 

Passagerer vil blive informeret via mail og tekstbeskeder om ders muligheder, lyder det fra selskabet.

EU-parlamentet aflyser alle aktiviteter

Europa-Parlamentets formandskab har tirsdag besluttet at ændre dens kalender og aflyse alle aktiviteter den kommende uge af frygt for coronasmitte.
 

Italien oplever stor stigning i smittede og døde

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er antallet af smittede i Italien nu steget fra 9172 mandag til 10.149 tirsdag. Samtidig stiger antallet af omkomne fra 463 til 631, lyder det. 

Ifølge flere nyhedsbureauer er det den højeste stigning på én dag. 

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til Israel

Udenrigsministeriet har opdateret deres rejsevejledning til Israel og fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Israel og Palæstina på grund af "myndighedernes tiltag for at forebygge smittespredning", lyder det.

Ingen smittet i Grønland

Mandag meddelte formanden for Grønlands landsstyre, Siumut-formand Kim Kielsen, at tre danske statsborgere var sendt i karantæne på et hotel i den grønlandske by Kangerlussuaq. Man frygtede, de var smittet med coronavirus, da de på et fly fra København til Kangerlussuaq følte sig skidt tilpas.

De blev derfor testet for virusset ved ankomst i lufthavnen i Kangerlussuaq. Tirsdag har de fået at vide, at prøverne var negative. Det oplyser Epidemikommissionen, skriver det grønlandske medie KNR.
 

Operationer udskydes på grund af coronavirus

Region Nordjylland har besluttet at uddanne mere personale til at kunne håndtere coronasmittede. Det betyder, at mandskab flyttes fra operationsstuerne til skolestuerne. Og det vil få den konsekvens, at blandt andet planlagte ortopædkirurgiske operationer i Farsø aflyses i denne uge - foreløbigt indtil fredag. 

- Det er det første skridt, vi tager i denne retning, men vi må desværre indstille os på, at det i den kommende tid - som følge af COVID-19 situationen - bliver nødvendigt at foretage yderligere prioriteringer af aktiviteten på regionens hospitaler, siger lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt fra Aalborg Universitetshospital ifølge TV 2 Nord. 

Andre typer operationer risikerer ligeledes at blive aflyst og udsat. 

17 ud af 30 sendt i karantæne - smittet medarbejder havde første uge

En mand hos virksomheden GreenHydrogen i Kolding er blevet testet positiv for covid-19. Medarbejderen var netop startet i virksomheden efter en ferie i Østrig, da han blev blev testet positiv. Første arbejdsdag var tirsdag, og søndag kom svarene på prøverne tilbage, fortæller administrerende direktør Niels-Arne Baden til Aarhus Stiftstidende. 

- Han var selvfølgelig rundt og hilse pænt på folk. Det gør vi altid. Han havde ingen symptomer og vidste ikke, at han var smittet. Men søndag ringer han og fortæller, at hans kammerat, som han har været på skiferie med, var konstateret positiv, og senere blev han også testet positiv, siger han.

Medarbejdere sidder nu i karantæne i et sommerhus i Nordjylland og 17 kollegaer er blevet sendt i karantæne, oplyser direktøren. 

- Som han selv har konstateret, er der nok ingen, der glemmer, at han er ankommet. Han er selvfølgelig påvirket, men tager det roligt, og som vi siger til ham, har han ikke gjort noget forkert, siger Niels-Arne Baden til avisen. Virksomheden kører videre, men på et lavere blus.