Familie rejste til Syrien for at finde deres datter - se her, hvad de svarede på seernes spørgsmål
Familien havde på ingen måde forudset, at datter og søster ville forlade Danmark for at tage til Syrien. Læs alle familiens svar her.
Hvilke tanker gør man sig, når en af ens kæreste og nærmeste sidder fanget i en lejr i Syrien? Uden mulighed for at komme hjem til Danmark?
Det svarede moren Habibeh, faren Majid og deres datter Samira på onsdag aften.
Familiens ældste datter, 25-årige Sara, valgte nemlig for fem år siden at rejse til det krigshærgede land for at gifte sig med en mand, som tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat.
I dokumentaren 'Mine børnebørn er fanget' rejser mor og datter fra deres bopæl i Nordsjælland til Syrien for at lede efter Sara og hendes to små børn i al-Hol-lejren, hvor hun lige nu er fanget.
TV 2s seere stillede efter udsendelsen en lang række spørgsmål til familien - både om forløbet op til Sara tog afsted og om besøget i den berygtede lejr, hvor familien blev genforenet med hende.
Udover familien var også journalisten bag dokumentaren, Peter Vesterlund, med til at svare på seernes spørgsmål.
Læs de mange spørgsmål og svar herunder eller se dem TV 2 PLAY:
19 spørgsmål til Saras familie
Hvordan er det at se det hele igen i dokumentaren?
Søster Samira: Det er meget overvældende. Det er lige svært hver gang.
Far Majid: Jeg synes, det er en meget speciel situation. Jeg kunne overhovedet ikke forudse, at dette skulle ske. At børn og voksne skulle ende i den situation.
Mor Habibeh: Jeg blive rørt og ked af det. Vi har været hele vejen dernede og møde med hende. Jeg er glad for at se filmen igen, men det er hårdt.
Hvorfor står I frem?
Søster Samira: Vi gør det for at råbe op om situationen. Så folk kan se, hvad der foregår. Folk hører kun det, politikere siger, og de ser i medierne. Det er ikke hele sandheden. Det er vigtigt, at folk ser den anden side.
Hvad er det for en anden side, de skal se?
At det ikke bare er fremmedkrigere, der vil Danmark det ondt, der er dernede. Hver person har sin historie. Og min søsters historie er, at hun tog derned for at gifte sig med den mand, hun var forelsket i.
Far Majid: Jeg kan sige, at jeg gør alt, jeg overhovedet magter, for at redde dem ud af det helvede på jord, de er i i lejren. Intentionen er at overbevise andre om, historien er ikke sort og hvid. Der er mennesker bag ved historierne. Der skal man kigge og se, hvordan og hvorledes det er. Der er menneskelige aspekter i det.
Hvordan forbereder man sig på sådan en tur til Syrien, som I har været på?
Journalist Peter Vesterlund: En ting er det sikkerhedsmæssige. Der er krig i Syrien, og selvom vi ikke var ved fronten, så var vi steder, der selvfølgelig kunne være farligt. Og ekstra meget, fordi vi også havde en familie med, som ikke er vandt til at rejse den slags steder. Dem skulle vi selvfølgelig også passe på.
Det er de vigtigste forberedelser. Derudover er der en del logistiske problemer med at få adgang til lejrene og fængslerne, og det var noget, vi brugte meget tid på dernede. Vi var i Syrien i en uge, og det kulminerede med 47 minutter med Sara.
Hvordan kunne I undgå at bemærke, at Sara fjernede sig fra sin normale danske levevis?
Søster Samira: Derhjemme, når hun var sammen med os, har hun altid været den glade pige og været den samme person. Også da hun begyndte at gå med tørklæde. Og da hun begyndte at holde ramadan og bede. Hendes personlighed var stadig den samme, derfor tænkte vi ikke, at hun på nogen måde var ved at blive radikaliseret.
Sammen med os var hun, som hun altid havde været.
Hvordan greb I ind, da jeres datter blev så religiøs, at hun ville gå anderledes klædt?
Mor Habibeh: Jeg kunne se, at hun blev en helt anden person. Men det var sådan en svær situation, vi havde. Jeg prøvede mange gange. Jeg så, at hun begyndte at bede, og religion var meget interessant for hende. Så jeg forklarede hende, at hun ikke skal gå op i religion. Det var meget interessant for hende, religion og islam.
Far Majid: Jeg vidste ikke noget om den mand, hun talte med. Men jeg kunne se på hendes påklædning og opførsel, at hun blev mere religiøs. Problemet her er, at i den alder kan man ikke sige meget til de unge mennesker. De siger, at de ved, hvad de gør. Jeg prøvede at få det bedste ud af det.
Uddybende spørgsmål: Så hun skrev ikke flammetaler og hyldede islamiske fundamentalistiske ledere?
Søster Samira: Overhovedet ikke.
Hvad ved du, Peter Vesterlund, om andre familier, hvis børn er rejst til Syrien?
Peter Vesterlund: Jeg har dækket andre lignende historier. Jeg har talt med familier, hvor deres børn er rejst afsted. Det, der tit går igen, er, at radikaliseringen kan gå meget, meget stærkt. Det er en kort årerække, fra hun begynder at blive religiøs, til hun er rejst. Nogle gange har forældrene set, at børnene har ændret sig, men de har ikke tænkt den tanke, at de var blevet så radikale, at de kunne finde på at rejse afsted. Så kan man bagefter tænke, at de har været naive - har I ikke fulgt med i, hvad hun har lavet? Nogle gange går det bare stærkt, og det er ikke sikkert, at børnene fortæller alt, hvad de har foretaget sig eller tænker.
Hvordan kan det være, at din datter, som lever trygt og godt i Danmark, ender i Syrien?
Mor Habibeh: Hun var meget, meget nysgerrig. Hun ville vide alt om religion og islam. Hun er født i en muslimsk familie, derfor vil hun gerne vide mere om den religion, hendes far og mor havde.
Hvordan kan du, Samira, sige, at din søster ikke har gjort noget aktivt for at tilslutte sig Islamisk Stat?
Søster Samira: Hun er ikke taget ned direkte for at tilslutte sig Islamisk Stat. Jeg kender hende som person, og jeg har kendt hende hele mit liv, fordi hun er min søster. Jeg ved, at hun ikke ville tilslutte sig en organisation, hvis hun vidste, hvad de gjorde. Hun blev forelsket i en mand, som hun gerne ville have en familie med, og så er hun havnet det forkerte sted og fået de forkerte venner, fået en forkert indflydelse. Men det er ikke hendes egne tanker, at have lyst til at tilslutte sig Islamisk Stat.
Uddybende spørgsmål: I 2015 vidste man godt, hvad IS gjorde?
Jeg ved, at hun som person aldrig er en, der går ind for krig og ødelæggelse og alt, IS var. Jeg kender hende og ved, at hun ikke havde den tankegang.
Uddybende spørgsmål: Er hun så naiv?
Jeg tror, hun er blevet fuldstændig forblændet. Hun har haft drømmen om en familie lige foran sig, og det var fokus.
Har I spurgt til hendes mand?
Søster Samira: Vi har altid haft interesse for ham og spurgt ind til ham og spurgt, hvordan de levede sammen og har det sammen. Det var vigtigt for os, når det var ham, der lever sammen med hende.
Uddybende spørgsmål: Er I rasende på ham?
Jeg synes, det er en forfærdelig ting, at det er endt sådan. Selvfølgelig er det virkelig ikke godt, at han har fået hende ud i den situation, hun er i nu. Det er bare svært, når man ikke har hørt det fra ham selv. Hvad hans holdninger er, eller hvad han har foretaget sig. Igen, jeg har det sådan, at man skal høre det fra begge sider. Man kan forestille sig alt det, man vil, men man er nødt til at høre det fra personen.
Ønsker Sara stadig at leve med Islamisk Stat?
Søster Samira: Det fik vi ikke spurgt hende direkte om. Der var mange begrænsninger for, hvad vi fik lov til. Der var vagter, der overvågede vores besøg. Vi fik ikke et sekund med hende eller børnene alene. Hun var konstant under overvågning.
I den korte tid - 47 minutter lyder måske som lang tid, men for os føltes det som om, at vi stod der højst to minutter.
Der var mange tanker, så det var svært at stille alle de kritiske spørgsmål. Vi har ikke set hinanden i fem år, så det er ikke det første, man har lyst til at spørge om eller vide.
Hvordan havde Sara det?
Mor Habibeh: Hun var meget stresset. Hun vidste ikke, vi ville komme. Pludselig så hun os, og hun var bange for, at der skulle ske noget med Samira eller mig, så hun var meget stresset. Hun sagde "rolig rolig mor", fordi jeg blev så glad for at se hende. Men jeg kunne ikke beskrive, hvordan jeg havde det, da jeg så hende efter fem år.
Hvilke repressalier kunne der være overfor Sara i lejren?
Peter Vesterlund: Det kan være fra de kurdiske vagter, som holder øje med fangerne og kan være ret hårdhændede. Og så er der nogle af kvinderne i lejren, som kan være ret ekstreme. Vi så, at de viser Islamisk Stat-tegnet, og de forsøger at håndhæve en Sharia-stat indenfor lejrens mure og holder øje med de andre kvinder og sørger for, at de også efterlever de regler. Vi har hørt eksempler på, at hvis andre taler dårligt om Islamisk Stat, så kan de selvbestaltede politibetjente finde på at straffe folk for det. Derfor kan Sara være klemt ind mellem to negle. Jeg fik ikke snakket med hende, men jeg ved, at hun sidder i en svær situation og ikke nødvendigvis kan tale frit eller gøre, hvad hun vil.
Uddybende spørgsmål : Hvad med dig Samira? Hvordan oplevede du det, da I var der?
Søster Samira: Jeg blev ret utryg ved nogle af kvinderne. Nu kunne man ikke se dem, men jeg følte, de var meget desperate for at komme i kontakt med os. jeg var bange for, hvis der var nogle af dem, som var meget ekstreme, og vi begyndte at åbne op og sige, hvorfor vi var der, og hvor vi kom fra, var jeg bange for, at de kunne finde på at sige det videre, og det ville gå ud over Sara og hendes børn.
Tror I, at Sara overhovedet ønsker at komme tilbage til Danmark?
Søster Samira: Mit indtryk er helt klart, at hun vil tilbage til Danmark. Jeg kunne se det på hende og høre det på hende. Hun var i en af de mest pressede og stressede situationer, jeg nogensinde har set hende i. Det er ikke på nogen måde en behagelig situation, hun vil blive i. Hun vil hjem, hvor hun kan leve trygt igen.
Tror du Sara og børnene kan komme tilbage til Danmark?
Mor Habibeh: Ja, det tror jeg. Det vil sige: De skal ikke leve i et telt i snevejr. De skal tilbage til Danmark, og især børnene skal have en god tilværelse.
Hvad hvis hun kan overdrage forældremyndigheden til børnene til jer - er det en mulighed?
Søster Samira: Jeg vil først og fremmest understrege, at hun ikke har valgt at være fanget i en lejr i Syrien. Det er ikke noget, hun ville vælge for sig selv eller sine børn.
Uddybende spørgsmål: Men kunne I finde på at gøre det, hvis det ikke er muligt for hende at komme hjem?
Søster Samira: Vi vil til enhver tid tage fuld forældremyndighed over børnene. Det ville vi uden tvivl. Det er bare ikke oplagt at fjerne dem fra den største tryghed, de har haft gennem livet, nemlig deres mor.
Mor Habibeh: Jeg synes ikke bare, man skal hente børnene. Man kan ikke tage børnene og så bare bede dem sige farvel til deres mor. Mit barnebarn (pigen på tre år, red.) begyndte at skrige, bare jeg holdt hende. Man skal ikke tage børn fra deres mor.
Ville I være indstillet på, at hun kom hjem og afsonede en straf?
Søster Samira: Ja, det ville vi. Så foregår det på en fair måde. Hun kunne komme for en dommer og få den dom, der var passende.
Vi synes ikke, det er fair, at man bare siger, at man efterlader børn dernede.
Er hun ikke farlig for Danmark?
Søster Samira: Hun har ikke gjort noget skadeligt overfor Danmark. Hun har ikke haft intentioner om at være ond overfor nogen.
Kunne I have forhindret hende i at tage afsted til Syrien?
Far Majid: Jeg tænker, at familierne skulle være lidt mere vakse og mere kontante. Tænke på, hvordan de unge mennesker har det. Vi ved, at de alle har været unge, og det er ikke altid, at man tænker klart og gør tingene efter reglerne.
Søster Samira: Det er svært at sige. Selv bagefter er det svært at vide, hvad man kunne have gjort. Måske have haft flere samtaler med hende om hendes tanker. Men jeg tror aldrig, man kan forhindre en pige, som har besluttet sig, fra at gøre det. Hun er en selvstændig pige, som har taget valget om at gøre det.
Hvordan er det at se forholdene for børnene i lejrene?
Journalist Peter Vesterlund: Det er rigtig hårdt at se. Man kan mene, hvad man vil om forældrene, men børnene har ikke nogen skyld i den situation, de er endt i. Det er hårde forhold. Alene i den lejr, Sara og børnene opholder sig i, der døde der 371 børn sidste år. Det er tal fra Røde Kors. Det siger noget om, at det ikke er et godt sted for børn. Der er mangel på mad og rent drikkevand, det er koldt, så det er ikke en holdbar situation for børn. Jeg skal ikke sige, hvad det rigtige er at gøre, eller hvad politikerne skal gøre, men jeg kan objektivt konstatere, at det ikke er et godt sted for børn. Og sådan er hårdt at se - også som journalist, hvor man egentlig bare skal rapportere.