Nyheder

Dansker fængslet i Syrien vil have indført sharia i Danmark - men han vil også hjem igen

"Morten" har siddet i et kurdisk kontrolleret fængsel i 12 måneder. Anders Albjerg / TV 2

I begyndelsen af 2019 overgav en 28-årig dansk mand sig til de kurdiske styrker. Siden har han siddet indespærret, mistænkt for at have kæmpet for IS.

En maskeret kurdisk fangevogter fører en høj, rødblond dansk mand ind i besøgslokalet i et fængsel i det nordøstlige Syrien.

Her sidder den danske mand indespærret sammen med 5000 fanger fra hele verden. Alle er de mistænkt for at have tilsluttet sig og kæmpet for Islamisk Stat. Da TV 2 Dokumentar møder den 28-årige etnisk danske mand, har han sandaler på fødderne, og en mørkeblå striktrøje hænger løst på ham. Hans hud er bleg, og han halter.

- Hver dag er der nogen, der dør. Du kan selv se mig, jeg er træt. Ligesom alle de andre har jeg lus. Pladsen her er lille, siger manden, som optræder anonymt af hensyn til sin sikkerhed. Derfor har vi valgt at kalde ham for “Morten” i resten af artiklen.

Fangerne lever tæt i de kurdisk kontrollerede fængsler.

Morten deler celle med omkring 100 andre voksne mænd og har ifølge eget udsagn halvanden flise at leve på.

- Jeg ved, at politikerne hjemme i Danmark helst vil have, at jeg var død. De gider ikke have os, og de siger, at vi har vendt ryggen til Danmark, og at vi ikke er danskere. Men hvad er jeg så?, spørger Morten.

Der er helt sikkert mange derhjemme, der ville sige "too bad, du har selv bragt dig i den situation"?

Interview i fangenskab

Det kan være svært at gennemskue baggrunden for et interviewe af personer under fangenskab, og TV 2 gjorde det derfor helt klart for den 28-årige mand, at han kunne nægte at lade sig interviewe, og at han til enhver tid kunne forlade interviewet. Manden forklarede, at han udtalte sig frivilligt, og at han gerne ville have sin historie ud.

- Så siger de jo det. Hvad skal jeg sige til dem? Er du uenig? Det er jo ikke fordi, jeg ønsker at være her, siger Morten og beder politikerne om en retfærdig straf.

- Jeg er ligeglad, om de dømmer os til døden, eller om jeg får fem eller ti års fængsel. Jeg vil bare gerne vide, hvad der skal ske. Nogle gange siger jeg til mig selv, at det var bedre, hvis jeg var blevet dræbt.

Konverterede som ung

Morten er vokset op med en ældre bror og sine forældre i en lejlighed i Aarhus. Som barn spillede han både håndbold og fodbold på højt plan og var ifølge forældrene en glad dreng.

Jeg så forfærdelige ting. Kvinder, der blev taget til fange og voldtaget. De skreg om hjælp. Jeg ville rejse ned for at hjælpe dem

"Morten", fængslet i Syrien

- Han smilede altid og var i godt humør. Jeg har aldrig oplevet, at han havde uvenner, siger faderen til TV 2.

For forældrene kom det som en stor overraskelse, da Morten som ung murerlærling konverterede til islam.

- Min første reaktion var, at jeg blev stiktosset og smed ham ud, og så gik der tyve minutter, så ringede jeg til ham. Så talte vi om tingene, og det endte med, at jeg accepterede hans valg, siger Mortens mor.

Forældrene kunne høre på ham, at han var glad, men efter noget tid tog det en drejning.

- Han må gerne være lidt muslim, men han skulle ikke blive så ekstrem, som han blev, siger moderen.

Mortens forældre fortæller, at han efter konverteringen ikke længere ville deltage i familiens højtider eller være sammen med nogen, der drak eller røg. I den periode blev han ifølge TV 2s oplysninger en del af det radikale, salafistiske ungdomsmiljø i Grimhøjmoskéen i Aarhus. Et moské-fællesskab, der arrangerede mange sociale arrangementer - grillaftener og fodboldturneringer - for unge i hele landet. Men også et fællesskab, der flere gange er blevet kritiseret for at prædike hellig krig for de unge.

Nægter at have kæmpet

I løbet af 2013 rejste flere af de unge, der kom i Grimhøjmoskéen, til Syrien for at kæmpe mod præsident Bashar al-Assad og hans syriske regime. I september samme år - to år efter han konverterede til islam - blev det Mortens tur.

- Jeg er muslim, og jeg elsker min religion. Jeg var meget inspireret af alle de videoer, jeg så på internettet, siger Morten.

- Jeg så forfærdelige ting. Kvinder, der blev taget til fange og voldtaget. De skreg om hjælp. Jeg ville rejse ned for at hjælpe dem.

Fængselsdirektøren og en fangevogter var til stede under interviewet.

Han fortæller, at der dengang var alle mulige oprørsgrupper, og at han ikke rejste derned for at tilslutte sig Islamisk Stat.

- Da jeg kom herned, begyndte de forskellige grupper at bekrige hinanden. Det blev meget usikkert og farligt, og så endte jeg mere eller mindre ved et tilfælde hos Islamisk Stat.

Det har ikke været muligt at efterprøve, om Morten fortæller den fulde sandhed. Han afviser, at han har kæmpet for Islamisk Stat.

- Nej, jeg blev skadet i benene i 2014, inden Islamisk Stat havde udråbt kalifatet, så det blev jeg ikke en del af.

Jeg kan ikke se noget galt i, at man bekæmper sine modstandere. Det var en form for hævn for de overgreb, vores civile blev udsat for. Sådan er det i krig.

"Morten", fængslet i Syrien

Han siger, at han blev skadet i et luftangreb og fortæller, at han var grønthandler med en butik i Islamisk Stats hovedby, Raqqa. Butikken skulle han have drevet sammen med en ung syrisk kvinde, som blev hans kone, og som han fik en søn med.

Det var dengang alt stadig, ifølge Mortens udsagn, så lyst ud.

- Jeg var glad for, at jeg havde en religion, som jeg elsker, og de folk, jeg var omgivet af, elskede det samme.

Krigen rykker tættere på

Fire år efter Morten kom til Syrien, tog bombardementerne til, og sammen med sin kone og barn måtte han flygte fra by til by indenfor Islamisk Stats selverklærede kalifat.

I begyndelsen af 2019 blev familien og tusinder af andre IS-støtter omringet af de kurdiske styrker i byen Baghouz.

Om de sidste dage i Baghouz fortæller Morten, at han var tvunget til at leve af græs, inden han overgav sig.

- Vi sov i det fri de sidste par uger. Uden tag over hovedet. Der var ingen mad, siger han.

Et billede fra overgivelsen til kurderne, som TV 2 fik kort tid efter anholdelsen, viser Morten stående i en lang række af IS-medlemmer iført hue og en lang brun kjortel.

TV 2 fik dette billede kort tid efter den i dag 28-årige danske mand blev anholdt i Baghouz.

På et andet billede sidder han sammen med andre fanger, bevogtet af en kurdisk soldat.

TV 2 fik dette billede kort tid efter den i dag 28-årige danske mand blev anholdt i Baghouz.

- På det tidspunkt mistede jeg kontakten til min kone og min søn. Og jeg har ikke hørt fra dem siden, siger han.

Støtter stadig kalifatet

I dag er Morten afkræftet, og skaderne i benene er blevet stadig mere alvorlige, hvilket betyder, at han har svært ved at gå. Men drømmen om at leve i et kalifat, har han ikke opgivet.

- Jeg håber på, at der kommer en islamisk stat, hvor der er sharialov. Det vil jeg gerne have i hele verden.

Når det gælder Islamisk Stat, er han mindre begejstret, men det skyldes organisationens ledelse.

- Det var nogle tomhjerner, der stod i spidsen for Islamisk Stat. De havde ingen politisk erfaring, og de fik ikke rigtig noget ud af det. I sidste ende lod de os i stikken, da det hele brød sammen, siger han.

Men når det kommer til Islamisk Stats brug af offentlige halshugninger, afbrændinger af fjender og andre bestialske metoder, er Morten mindre kritisk.

- Jeg kan ikke se noget galt i, at man bekæmper sine modstandere. Det var en form for hævn for de overgreb, vores civile blev udsat for. Sådan er det i krig. Om du halshugger, eller om du skyder fjenden, det kan være det samme.

Hvis ikke Danmark eller andre lande vil hjælpe, så tror jeg ikke, at vi overlever

"Morten", fængslet i Syrien

Morten fortæller også, at han støtter håndsafhugninger som en naturlig del af sharialov.

- Jeg ved, at de gør det på åben gade for at gøre folk bange for ting, de har gjort. Det har en afskrækkende effekt, og jeg er sikker på, at det virker, siger han.

Er det ikke en meget middelalderlig måde og straffe folk på, at henrette dem og hugge hånden af dem?

- Middelalderlig eller ikke middelalderlig, det er noget, der virker.

Synes du, at det ville være fint, hvis man gjorde det samme i Danmark?

- Huggede hånden af på en tyv? Ja, det har jeg ikke noget problem med. Så har du tomme fængsler.

Efter interviewet skal Morten tilbage til sin celle. Det store fællesrum med de andre fanger. Det eneste lys, der kommer ind i rummet er fra nogle huller i væggen øverst oppe under loftet. Og selv om fangerne sidder helt tæt ved siden af hinanden, er der iskoldt om vinteren.

Morten er tydeligt forkølet. Han hoster og er snottet.

- Hvis ikke Danmark eller andre lande vil hjælpe, så tror jeg ikke, at vi overlever, siger han, inden vi tager afsked.

Ingen udsigt til hjælp

Der er ikke meget, der tyder på, at Morten og de andre danskere fra de kurdiske fangelejre og fængsler er på vej hjem til Danmark.

Regeringen har gjort det klart, at man ikke ønsker at hente fremmedkrigere og deres børn tilbage fra Syrien. Det sker på trods af, at det kurdiske selvstyre gentagne gange har appelleret til, at de europæiske lande henter deres statsborgere. Blandt andet, fordi kurderne ikke har ressourcer til at holde de mere end 70.000 IS-fanger indespærret på ubestemt tid.

Hjemme i Danmark håber Mortens forældre, at han mod alle forventninger alligevel snart kommer hjem.

- Han er jo stadigvæk vores søn, uanset hvor han er henne i verden, og derfor gør det ondt langt inde i sjælen, at han sidder under de forhold, siger hans mor.

De forstår godt, at mange i Danmark er imod at hente danske såkaldte fremmedkrigere hjem, men de håber, at han kan få en chance for at komme tilbage.

- Jeg synes heller ikke, at de skulle hjem til Danmark, men når man selv har en knajt dernede, så synes vi, at han skal hjem og have ordnet det ben og få taget sin straf. Og hvis man kan vride hovedet om på ham i Grimhøjmoskeen, så skulle vi også have nogen her i landet, der var dygtige til at vride det tilbage på ham ikke?, siger Mortens far.

Se hele interviewet på TV 2 PLAY her: